Børn i byen var med til premieren på Spaghetti Hamlet på HamletScenen i Helsingør. Oplevelsen bød både på en underholdende gennemgang af Hamlets liv og en hyggelig fællesspisning med bolognese og quiz.



Det er sidste torsdag i skolernes sommerferie, og jeg har hentet min datter tidligt fra sommerfrit for at tage turen til fine Helsingør. Vi skal til HamletScenen på Kronborg, men først venter en hyggelig gåtur gennem Helsingør, der summer af sommer. Der spilles musik fra fortovscaféerne på de hyggelige torve, og havnen er fyldt med folk, der spiser is i eftermiddagssolen. Selvom vores egen sommerferie sluttede for en uge siden, føler vi lidt, at vi er midt i et ferieparadis.
Vi ankommer til HamletScenen og bliver budt velkommen af det sødeste personale. Inden forestillingen tager vi plads i den lille café, hvor der står tegneredskaber klar til børnene. Min datter kaster sig straks ud i at farvelægge en tegning af Ofelia, og da hun spørger ind til, hvem hun egentlig er, går det op for mig, at jeg også selv trænger til en genopfriskning af Hamlet. Det føles pludselig som meget længe siden, at jeg læste Shakespeare i gymnasiet. Heldigvis venter der os begge en ret genial gennemgang af hele Hamlets liv.

Teatersalen fyldes lige så stille med børn, der stifter bekendtskab med Hamlet for første gang, og voksne, der som mig selv, formentligt ikke er helt opdaterede på historiens gang. Det er der i høj grad taget højde for, for forestillingen tager os i hånden helt fra før Hamlets fødsel og til efter hans død. Vi ser, hvordan Hamlets onkel Claudius forgifter sin bror, kongen, for selv at overtage tronen ved at gifte sig med Hamlets mor, Dronning Gertrud. Og vi ser, hvordan Hamlet forelsker sig i Ofelia, og ender med at dø i åben kamp mod sin onkel.
På scenen står Søren Ruby, som alene spiller samtlige roller i fortællingen. Han lægger ud med at forklare, hvordan placeringen af hans tørklæde differentierer de forskellige personer fra hinanden, så alle er med på præmissen, inden han leverer 50 minutters nonverbal historiefortælling. Det er imponerende, hvordan han formår at springe fra karakter til karakter uden at nogen taber tråden undervejs. Selv salens yngste er helt med på, hvad der sker, og hvem der er hvem, når Søren udøver alt fra fægtekampe og forgiftninger til forelskelser på kryds og tværs af karaktererne. En vild præstation!

Forestillingen udløser løbende mange grin hos publikum - blandt andet når kongen slubrer spaghetti fra sin hånd, kaster baby-Hamlet så højt op i luften, at han knap glemmer at gribe ham igen, og når Ofelia helt uventet er meget bedre til at slå smut end Hamlet. Men 50 minutter er lang tid at sidde stille og holde fokus på en så visuel forestilling. Det er tydeligt, at børnene i salen bliver en anelse rastløse, og sidder uroligt på stolene under passager uden så mange grin. Heldigvis genfinder de fleste opmærksomheden mod slutningen, hvor dramaet for alvor udspiller sig, og samtlige medlemmer af hoffet dør én efter én.
Der er ingen tvivl om, at historien om Hamlet ender i en tragedie, som kan være voldsom at være vidne til. Der er som nævnt ingen, der overlever, og dødsscenerne kan for nogle være meget uhyggelige. Aldersgrænsen på forestillingen hedder 7+, men det er min vurdering, at det afhænger meget af det enkelte barns robusthed i forhold til den slags scener. En 7-årig, der ikke så let lader sig skræmme, kan fint nyde forestillingen. Men et barn, som ikke bryder sig om kamp, blod og død, vil måske blive bange undervejs. Her vil det efter min mening være en idé at vente til barnet er 9-10 år.

Efter forestillingen er der arrangeret hyggelig fællesspisning på Kadetten tæt på HamletScenen. Vi går derover i samlet flok, og sidder i grupper om rundborde. På hvert bord ligger en quiz, som vi udfylder, mens vi spiser pasta penne med vegansk bolognese. Spørgsmålene omhandler selvfølgelig forestillingen, vi netop har set, og vi voksne er overraskede over, hvor mange detaljer de to børn ved vores bord har fanget. Vi svarer rigtigt på samtlige spørgsmål, og får en pakke sliksnøre i præmie. Hurra!
Det er tydeligt, at min datter har brug for at løbe lidt krudt af efter at have siddet stille i en teatersal og efterfølgende til fællesmiddag. Så vi nyder den lyse sommeraften, og suser rundt på grusstierne, der omringer Kronborg, inden vi sætter kurs mod stationen, og drager hjemad. På vejen har vi god tid til at tale om forestillingen, og min datters vurdering er, at stykket var meget sjovt og en lille smule kedeligt, og at fællesspisningen og quizzen havde været det allerbedste - selvfølgelig med undtagelse af, da kongen kastede med baby-Hamlet. Den er svær at slå.


