Anmeldelse af SleepPhones: Få søvnen tilbage

Da CEO Caroline Meldgaard fik børn gik hun fra at have et godt sovehjerte til at blive en neurotisk sover. Selvom hendes børn i dag er 16 og 18 år, sover hun stadig uroligt, og takkede derfor ja til at prøve SleepPhones.

Foto: Caroline Meldgaard
22. marts 2024

SleepPhones er modtaget i gave af Lysterapi.dk

Fra godt sovehjerte til neurotisk sover

Jeg har altid haft et godt sovehjerte. Jeg har haft nemt ved at falde i en dyb, tung søvn upåvirket af støj omkring mig. Da jeg fik børn, ændrede min nattero sig – som for mange andre forældre – i løbet af få dage. Faktisk var det ikke fordi mine børn vækkede mig, at jeg gik fra at have et misundelsesværdigt godt sovehjerte til at blive en neurotisk sover.

Efter jeg havde født mit første barn fik jeg et par dages overnatning på hospitalet, inden vi blev sendt hjem på egen hånd. Og det var her søvnproblemerne startede, alene i nattens mørke i vores lejlighed – overladt til os selv og ansvaret. Jeg var panisk angst for at der skulle ske min datter noget. Jeg kunne ikke sove og stirrede på hende i timevis af frygt for, at jeg skulle overse noget. Jeg havde flere gange i løbet af nætterne mit hoved helt nede i krybben for at høre hendes åndedræt. Og når jeg endelig lukkede øjnene, var det en urolig søvn med et halvt øje åbent.

I dag er min datter 18 år, og har på ingen måde brug for midt om natten, men alligevel har jeg altid antennerne ude for lyde. Den dybe frygt for at noget skal ske mit lille barn, har aldrig sluppet mig. Det er blevet en del af mit system, at jeg om natten altid er på vagt, og det er virkelig ikke befordrende for nattesøvnen. Jeg reagerer på alle lyde som potentielt kunne være en tegn på, at mine børn har brug for mig.

Eftersom hverken min datter eller min søn, som nu er 16 år, har brug for mig om natten, har jeg forsøgt mig med hjælpemidler – alt fra ørepropper, melatonin (et døgnrytmeregulerende stof) og mørklægningsgardiner. Uden held.

Foto: SleepPhones / Lysterapi.dk
Foto: SleepPhones / Lysterapi.dk

Pandebånd med højtalere

Så da jeg blev tippet at prøve SleepPhones, et pandebånd med højtalere, der skulle kunne hjælpe med at lukke lyde ude om natten, var jeg ret interesseret i at prøve det af. Pandebåndet er lavet af blødt bomuld og har indbygget højtalere i stoffet, så de ikke generer huden. Pandebåndet findes i en trådløs version, så man kan forbinde højtalerne med sin smartphone for at afspille sin favoritmusik- eller lyde. Man kan også downloade lydfiler til søvn og afslapning på producentens site.

Lyden i en flyver har altid virket beroligende på mig, så da jeg faldt over en playliste med ”hvid støj”, der mindede mig om lyden ombord på et fly, var det min første valg. Lyden er en svag og monoton summen med en anelse knitren.

Jeg har nu brugt pandebåndet et par gange om ugen i ca. 3 måneder. Det har kørt nonstop på hvid støj og jeg må sige, at jeg er fan. Med pandebåndet på, er min ellers altid meget aktive antenne for lyde dulmet. Den svage lyd vugger mig ligesom i søvn, så jeg ikke længere har følelsen af at være på vagt. Pandebåndet lukker ikke alle lyde ude, som nogle støjreducerende hovedtelefoner gør, men når jeg registrerer en lyd, hører jeg samtidig den hvide støj i baggrunden, og det beroliger mig, og minder mig om, at jeg bare skal falde i søvn igen.

Det er forskelligt hvordan lyde virker på os, og hvilken lyd eller musik der virker beroligende. Jeg vil anbefale i første omgang at finde en lyd, der virker beroligende, og så prøve at falde i søvn til den evt. med telefon liggende ved siden af. Og hvis det virker, så vil jeg klart anbefale at investere i SeepPhones.

Om produktet
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben