Er I endt på Strøget? Her finder I andet end bare shopping. Vi guider til 5 sjove aktiviteter for børn på - eller meget nær - den populære gågade i København.



Museum of Illusions København er flagship-museum for Europa, og her kan I opleve installationer, der tager udgangspunkt i dansk kultur og historie. Lad børnene udfordre perspektivet og vække fantasien på det særlige museum. Besøg fx en dansk pølsevogn på en helt ny måde eller klatr op ad en historisk facade fra Nyhavn. Med udgangspunkt i illusionens kunst, fysik og naturvidenskab kan I glæde jer til at besøge sjove og lærerige installationer.
Hvor? Frederiksberggade 24, 1459 København

Kun få skridt fra Strøget finder I Conditori La Glace, som har eksisteret siden 1890'erne, og som er noget helt særligt. Lad børnene beundre montrerne med sortimentet af berømte kager, lagkager og boller - og udvælg jeres favorit. Hertil kan I bestille måske byens bedste kop varme chokolade. Nyd herlighederne i de historiske lokaler.
Hvor? Skoubogade 3 - 1158 København

Har i LEGO-glade børn derhjemme? Så er LEGO Store på Strøget et must. Her venter de med et kæmpe udvalg af børnenes favoritklodser, som de små kan gå rundt og beundre. Her er også udstillet flere fine LEGO-kreationer, og det flinke personale står klar til at hjælpe. Mon ikke I ender med at købe et lille projekt med hjem til spisebordet?
Hvor? Vimmelskaftet 37, 1161 København

Smut forbi IKONO Copenhagen, hvor kunst og det uventede mødes for at skabe uforglemmelige øjeblikke. I de mange interaktive rum, som hver har deres eget magiske tema, kan I fordybe jer i en helt anden verden - en unik oplevelse, som både store og små vil nyde. Glæd jer fx til et rum fyldt med svævende balloner, rejs tilbage i tiden eller træd ind i en drøm.
Hvor? Frederiksborggade 5, 1360 København

500 meter fra Amager Torv på Strøget finder I Christiansborg og ikke mindst Tårnet på Christiansborg Slot. Her kan I betragte smukke København fra en helt ny vinkel. I kan se gader, bygninger og detaljer, som I måske ikke har lagt mærke til før. Og på en klar dag, kan I se helt til Sverige. Med sine 106 meter er Tårnet Københavns højeste tårn - udsigten er både unik og storslået. Tårnet tilhører Folketinget, og alle er velkomne til at besøge Tårnet, det er gratis.
Hvor? Prins Jørgens Gård 1, 1218 København


