6 hyggelige børnebiblioteker i København

Smut på biblioteket med ungerne, her kan I - udover at låne gode godnathistorier - lege løs i de geniale børneafdelinger. Vi guider til de allerbedste lige her - god tur!

Foto: Hege Lindeberg
3. november 2022
Af Hege Lindeberg
Foto: Københavns Hovedbibliotek 

1. Københavns Hovedbibliotek

Styr mod Krystalgade i indre by, hvor det fine Hovedbibliotek byder velkommen til byens guldklumper på børneetagen LÆS. Her kan de 0-12-årige udforske hele 10 aktivitetszoner, der hver især styrker barnets sprog og læselyst. Tag forbi og oplev zonerne: Lydengen, Bogstavkilden, Op&Nedskoven, Ordbjerget, Historievulkanen, Verdenssprog, Bogborgen, Litteraturstrædet, Tegnstationen og Ordfrådseriet.

Hvor? Krystalgade 15, 1172 Kbh K

Foto: Stephanie Mielnicki

2. Nørrebro Bibliotek

På den røde plads på Nørrebro ligger et lækkert bibliotek med et rigtig fint børnebibliotek. I Nørrebrohallens fine lokaler med højt til loftet, er der lavet en børneafdeling med en masse små huler med puder og tæpper, hvor I kan læse bøger i ro og mag, og så kan de små gå på opdagelse gennem den lille dør, der fører ind til et bibliotekshjørne med plads til både tumlen, leg og læsning.

Hvor? Nørrebrogade 208, 2200 København N

Foto: Hege Lindeberg

3. BIBLIOTEKET Rentemestervej

Her er både bibliotek, kulturhus, café, borgerservice og koncertsal under samme tag og er et populært knudepunkt i Nordvestkvarteret. Der dufter af mad og kaffe, når man kommer ind og hele huset summer af liv. Kunstneren HuskMitNavn har udsmykket huset med gigantiske vægtegninger. Børnebiblioteket, Grotten - er et helt unikt indrettet børnebibliotek og henvender sig til børnenes sanser og lyst til bevægelse. Her er ingen bløde sofaer til de voksne, men et hav af grønne kasser og bokse. Bøgerne er i centrum og man bliver nemt inspireret til højtlæsning, eller selv at undersøge bøgerne.

Hvor? Rentemestervej 76, 2400 NV

Foto: Hege Lindeberg

4. Tårnby Hovedbibliotek

Tårnby hovedbibliotek er et bibliotek i særklasse. Her er god plads til hele familien og børnebiblioteket er absolut et besøg værd. Ved indgangen er der en hyggelig og billig café, hvor man bl.a. kan købe sandwiches, kaffe, kage og dagens ret. Børnebiblioteket er stort og åbent, med et imponerende udbud af legeredskaber, spil og bøger. Et særligt spillerum, Gamer Street, er spækket med computere, spil og bordfordbold. Her er bløde sofaer og små børnestole. I mellem børneafdelingen og voksenafdelingen er der indrettet et område, hvor man kan spise madpakker.

Hvor? Kamillevej 10, 2770 Kastrup

Foto: Hege Lindeberg

5. Vesterbro Bibliotek og Kulturhus

Vesterbro bibliotek har fået en tiltrængt renovering og er i dag et tidssvarende og inspirerende folkebibliotek. Børne- og ungeafdelingen på 1. sal er et populært sted for børnefamilier og der er masser af muligheder for leg, udfoldelse og fordybelse. De nye legehuse i træ er en kæmpesucces og børnene elsker dem! Vesterbro Bibliotek og Kulturhus har desværre ingen café, men man er velkommen til at spise medbragt mad i biblioteket. Et særligt indrettet Gamerrum med pinball maskiner, computerspil og brætspil er ideelt til de lidt større børn. Biblioteket kan også tilbyde et kreaværksted, hvor børn og unge kan udfolde sig.

Hvor? Lyrskovsgade 4, 1758 Kbh V

Foto: Hege Lindeberg

6. Frederiksberg Hovedbibliotek

Frederiksberg Hovedbibliotek prioriterer børnene! Børneafdelingen er stor, lys og med masser af gulvplads. Udbuddet af børnelitteratur, spil, musik og legeredskaber er stort og alsidigt. Der hersker en ro og orden, der er rar for både børn og voksne. Hovedbiblioteket faciliterer skiftende udstillinger, klubber og en række arrangementer - se mere på deres egen aktivitetskalender. Frederiksberg Hovedbibliotek fokuserer på legen og lysten til at lære, og personalet er ikke bange for at tænke utraditionelt.

Hvor? Falkoner Plads 3, 2000 Frederiksberg

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben