Forkæl familien med nemme og vegetariske hjemmelavede pizzaer. De er super lækre, og vil være et hit hos både store og små madører.


Opskriften er uden mængdeangivelser, da man sagtens kan lave disse nemme pizzaer på gefühl. Så prøv jer frem på ægte italiensk manér, selvfølgelig med denne opskrift ved hånden som rettesnor.
Bland mel, vand, olivenolie og salt i en skål. Ælt det godt sammen til en fast dej. Det er meget vigtigt, at dejen er mættet, og ikke klistrer - hellere en smule for tør end for klistret. Rul dejen ud til bunde, så de størrelsesmæssigt passer til en pande. Tricket for at opnå den tynde og sprøde pizzabund er nemlig at afbage bundene på panden inden fyldet kommes på, og de sættes i ovnen. Afbag bundene i lidt olivenolie på panden, indtil de er let gyldne.

Skær rødløg, champignoner og de søde kartofler i tynde skiver. Brug et juliennejern eller en kartoffelskræller for at få de søde kartofler ultratynde. Sådan opnår du det bedste resultat. Herefter kan du smøre bundene med mascarpone og komme fyldet på. Start med skiver af sødekartofler, herefter løg og svampe. Top med mozzarellaosten (ved at smuldre den), samt krydderurter, salt og pebber. Kom pizzaerne i ovnen, gerne direkte på risten, ved så høj varme som muligt. Giv dem 10-15 minutter, men hold øje med dem, og server dem, når de ser færdige ud.
God fornøjelse og velbekomme!


