
Midt i Ørestad City, klemt mellem de høje boligbebyggelser og indkøbscentret Fields, breder sig en grøn bypark, der er langt mere eventyrlig end den anonyme beliggenhed måske antyder. Ørestad Bypark er et privatejet anlæg med fri, offentlig adgang, og det er faktisk opstået på baggrund af beboernes egne ønsker – etableret i tæt samarbejde med Grundejerforeningen Ørestad City, By & Havn og arkitekterne bag Mutopia. Det mærkes: her er tænkt kreativt og legende i hvert eneste hjørne.
Parkens store idé er et system af aktivitetsøer, der strækker sig langs det grønne område, og som henvender sig til børn og voksne i alle aldre. Tæt på Center Boulevard ligger den højeste ø med et markant “øje” på toppen, hvorfra man kan rutsje ned – og heroppefra kan børnene vælge mellem syv forskellige nedfarter med hver sin udfordring: rutsjebaner, klatre-tovbane, balancestubbe og træstammer. Det er en aktivitet i sig selv bare at tælle dem.
Rundt om i parken finder I desuden en cykel-ø med snoede stier, vejstriber og fodgængerfelter til de mindste trafikanter, en cirkus-ø med arena og tribune, en legeplads-ø med karrusel, rutsjebane, armgangsbaner og snurrestænger, en gynge-ø med anderledes gynger, en vippe-ø med en oprejst vippe og en beachvolley-ø med sandbane og dommertårn til de ældre børn og unge. Hertil kommer bordtennisborde, små boldbaner og mini-kælkebakker spredt rundt i parken.
De store, åbne plæner giver frit spil for vinden – og dermed perfekte forhold for drageflyvning. Tag en madpakke med og slå jer ned ved et af parkens borde og bænke, mens børnene løber krudt af fra ø til ø.
Er I i området, kan det kombineres fint med et besøg i Indendørs leg: 8 sjove legelande i København og omegn, som inkluderer flere sjove stoppestederne i nærheden.


