Kongens Have blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet som Kong Christian d. 4.’s lyst- og nyttehave til hans slot Rosenborg, som ligger ved haven.
I dag er Kongens Have parken, hvor københavnerne samles, når vejret er godt.
Parken har store plæner, hvor man kan spille bold, store træer med skygge og et springvand, der om sommeren fungerer som soppebassin.
Ved siden af caféen Herkules Pavillonen og toilethuset ligger en stor, god legeplads. Den udgør et oplagt sted at tage et hvil og slippe børnene og deres fantasi løs.
Slut med det smukke krokustæppe foran Rosenborg slot:
Det smukke krokustæppe foran Rosenborg Slot har været et yndet udflugtsmål for mange, men nu er det desværre slut. I flere år har synet været aftagende, og nu er det desværre slut med at nyde blomsterhavet. Tilbage i 2011 måtte man konstatere, at halvdelen af løgene manglede, fordi der var gået svamp i dem. Man har gjort sig overvejelser om at genskabe løgplænen, men det har desværre vist sig at være en for stor opgave.