15. MAR 2026 - 31. MAJ 2026

Vores børneunivers har åbent hver søndag. I kan udforske bøgernes fantasifulde verden og fordybe jer i kreative workshops med plads til hygge for hele familien.
Kom med til Børnenes Bibliotek, hvor vi laver aktiviteter i det kreative værksted. Derudover vil I også altid kunne dykke ned i vores samling af særlige børnebøger, klæde jer ud, spille spil eller gå på opdagelse i biblioteket med for eksempel vores Diamantjagt eller udforske vores udstillinger. Der er altid børneværter fra biblioteket til stede, som guider jer igennem aktiviteterne og børnetilbuddene. Læs meget mere om det hele nedenfor.
Kreativt værksted
Hver søndag laver vi i Børnenes Bibliotek et kreativt produkt, som er inspireret af værker i fotoudstillingerne. Vi skal for eksempel lave kameraer, rekvisitter og portrætter. I kan også altid farvelægge vores tegneark med eventyrlige motiver. Er I mere nysgerrige på fotografi, så besøg bibliotekets store samlingsudstilling Verden omkring os med fotografiske værker.
Fantasifulde kostumer og sjove spil
I Børnenes Bibliotek finder I et lille kostumehjørne. Her kan I klæde jer ud med sjove og flotte hatte, og I kan svøbe jer i smukke kapper med guldbroderi. I kan også spille en særlig udgave af Ludo, vendespil og andre sjove spil. I kan også lægge fine puslespil med motiver fra bibliotekets samlinger.
Det lille særlige bibliotek
I vores lille bibliotek finder du bøger, som du måske ikke har set før. Det er gamle børnebøger fra dengang dine forældre og bedsteforældre var børn, og det er nye børnebogsværker med smukke og anderledes illustrationer. Du kan også bladre i en smuk håndindbunden udgave af H.C. Andersens eventyr, som er lavet specielt til Børnenes Bibliotek af bogbindere fra Det Kgl. Bibliotek.






