1. MAR 2026

Søndag den 1. marts byder Banedanmark indenfor på en af de travleste byggepladser på Aarhus H-projektet, hvor alle, der har lyst, kan komme helt tæt på arbejdet med at gøre tre broer klar til elektrificering af jernbanen i Aarhus.
Til arrangementet kan du få indblik i de tekniske og praktiske udfordringer ved at tilpasse broer til elektrificering og komme helt tæt på arbejdet med de store maskiner. For de yngste vil der være både krea-workshop og stjerneløb, og der vil være pandekager, kaffe og kakao til alle.
”Arbejdet omkring Aarhus kan ses og mærkes i bybilledet – både af rejsende og naboer. Det kræver store maskiner at nedbryde en bro, og vi har i perioder lastbiler, der kører i pendulfart til og fra byggepladsen. Derfor vil vi gerne invitere alle, der har lyst, indenfor hegnet og give et indblik i det arbejde, vi udfører,” siger projektchef Helle Thambo.
Arbejdet på broen ved Kongsvang er blot et af mange i forbindelse med Aarhus Helhedsløsning, men det er en af de mere komplicerede opgaver i projektet.
“Byggeriet af broen ved Kongsvang er særligt, fordi vi har en såkaldt flyover-bro, hvor der både er jernbanespor under og ovenpå broen. Broen er ikke høj nok til kørestrømsanlægget, så vi forhøjer broen med 60 centimeter og bygger et nyt brodække af 29 broelementer, der hver især vejer 24 tons,” siger Helle Thambo.
Siden april 2025 har Aarhus H været under en kompleks og gennemgribende ombygning, hvor hele jernbanens værktøjskasse er i brug – fra nye perroner og spor til broarbejder, elektrificering og nyt signalsystem.
Elektrificeringen af Aarhus H er den sidste brik på strækningen mellem Aalborg Lufthavn og København. Når projektet er færdigt, vil el-tog kunne køre hele vejen og bidrage til markante CO₂-reduktioner, forbedret miljø og biodiversitet, kortere rejsetid, mindre støj og partikelforurening samt mere stabil togdrift.
Program
Tid: kl. 13.00–17.00
Sted: Byggepladsen på Bjørnholms Allé 4, Viby J
- Oplev de store maskiner på tæt hold: Kom helt tæt på de store maskiner, vi bruger på Aarhus H-projektet, og se dem i aktion.
- Rundvisning: Se med egne øjne, hvordan arbejdet skrider frem på en rundvisning med projektets medarbejdere.
- Krea-workshop: Tegn dit bud på de nye køremaster. Efter arrangementet vil et udvalg af tegningerne pryde byggepladshegnet omkring Bjørnholms Allé.
- Stjerneløb på pladsen: Få et indblik i byggematerialernes enorme dimensioner ved at quizze dig gennem et sjovt og børnevenligt stjerneløb.
- Udstilling: Læs personlige jernbanehistorier fra vandreudstillingen ‘Minder på skinner’.
Forplejning: På byggepladsen serverer vi pandekager, kaffe og varm kakao under hele arrangementet.






