Besøg Andefisken - en ny og fantasifuld Monstrum legeplads, som er blevet opført lige ved siden af Taastrup Station, i området omkring Selsmosen.

Artiklen er bragt i samarbejde med DSB


Få minutters gang fra Taastrup S-togsstation ligger Selsmosen - en stor kunstig sø, som også fungerer som rekreativt vådområde. Og lige ved siden af søen, er der blevet opført en spritny legeplads i samarbejde mellem billedskolen (en del af Kulturskolerne i Høje-Taastrup) og Monstrum. Kommer man på gåben fra stationen, skal man krydse en lille, hyggelig træbro over Selsmosen, hvor både ænder og svaner holder til - meget idyllisk. Her finder I en lille musiklegeplads, vandlegeplads, tømmerflåder og forhindringsbaner, man kan krydse vandet på. Der er desuden masser af borde og bænke samt mulighed for at grille om sommeren.

Den nyopførte legeplads er nem at spotte: der tårner sig nemlig både en kæmpe rød svamp og en stor andefisk op i horisonten. Andefisken står på et blødt underlag, og fungerer som hule, hvorfra man både kan rutsje og tage brandmandsstangen ned. Derudover er der små forhindringsbaner formet som åkander og siv, et klatretårn med net og små huler at sidde i. Der er også masser af borde og bænke på selve legepladsen, og hvis det regner eller solen er meget skarp, kan man søge henholdsvis ly og skygge under den store svamp.
Her kan I få meget tid til gå med familien - husk at medbringe madpakker.



