Meyers fastelavnsboller med creme og chokolade

Ta' ungerne med i køkkenet og bag Meyers lækre fastelavnsboller. Opskriften er af den gammeldags slags, baseret på en fed gærdej, med lækker creme i midten og chokoladeovertræk.

14. december 2022
Af Caroline Gruth Hemmingsen

Det skal du bruge

Foto: Meyers

Dej

  • 2 dl kold sødmælk
  • 35 g gær
  • 1 æg
  • 500 g hvedemel
  • 7 g stødt kardemomme
  • 35 g sukker
  • 8 g salt
  • 75 g smør

Vaniljecreme

  • ½ stang vanilje
  • 2,5 dl sødmælk
  • 70 g sukker
  • 40 g æggeblommer (ca. 2 blommer)
  • 20 g maizena

Fyld og pensling

  • 100 g mørk chokolade
  • 1 æg

Sådan gør du

Foto: Meyers

Creme

Start med at flække vaniljestængerne på langs og skrab kornene ud. Hæld sødmælk, halvdelen af sukkeret og vaniljekorn og-stang op i en gryde og kog det op. Pas på det ikke koger over! Kom herefter resten af sukkeret i en skål sammen med æggeblommer og maizena og rør det sammen. Hæld halvdelen af den kogende mælk over æggeblandingen i skålen, mens du pisker. Kog resten af mælken op igen, og hæld ægge-mælkeblandingen fra skålen i gryden, mens du pisker kraftigt. Skru ned for varmen, så cremen kun lige koger, og fortsæt med at piske i 1-3 min. Hæld den varme creme op i et fad eller skål, og læg et stykke køkkenfilm direkte på cremens overflade. Stil cremen i køleskabet, og lad den køle helt af inden brug. Ta' vaniljestangen op af cremen, når den er kølet af. Du kan med fordel lave cremen 1-2 dage inden du skal bruge den. Opbevar den koldt i en lukket beholder, indtil du skal bruge den.

Dej

Hæld kold mælk i en skål, og rør gæren ud i skålen. Tilsæt æg, hvedemel, kardemomme, sukker og salt og ælt dejen, til den er samlet og slipper skålen. Det tager ca. 6-8 minutter, så du skal bruge en røremaskine og indstille den på lav hastighed.

Skær smør i små terninger, og kom dem i dejen, som nu skal æltes til den er blank og glat – det tager ca. 6-8 minutter (de lange æltetider er virkeligt afgørende for det færdige resultat). Lad herefter dejen hvile lunt i 1 time med et klæde over, så den hæver lidt op.

Slå dejen ned til en fast klump, pak den ind i husholdningsfilm og lad den køle af i køleskabet i mindst 1 time.

Når dejen har hvilet, ruller du den ud til et rektangel på 60x24 cm. Skær dejen ud i 10 lige store kvadrater på 12x12 cm med en skarp kniv. Fordel cremen (ca. 30-35 g) i en klat i midten på alle 10 stykker dej. Hak 2/3 af chokoladen groft, og fordel den oven på cremen. Gem resten af chokoladen til at pynte med. Luk bollerne ved at tage fat i de fire hjørner af dejen, løft dem op og saml dem oven over bollen. Pas på ikke at trykke samlingerne ned i bollen. Vend bollen om, så undersiden kommer opad og samlingen vender nedaf, og læg dem på to bageplader med bagepapir.

Bagning

Lad bollerne hæve et lunt sted til næsten dobbelt størrelse. Det tager ca. 2-3 timer og pensl dem bagefter med æg inden du bager dem til de er gyldne ved 190-200° varmluft. Det tager ca. 10-12 min. Flyt bollerne over på en rist og lad dem køle af inden du kommer en lille spiseske smeltet chokolade på toppen af hver bolle.

Find flere opskrifter fra Meyers her

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben