10 oplevelser hvor man skulle tro, man var i udlandet: Ta' til Jylland

"Er det her virkelig Danmark?" Vi har samlet de mest spektakulære og overraskende oplevelser for hele familien. Tro det eller ej, de er allesammen placeret i Jylland, selvom man skulle tro, det var i udlandet!

Foto: Mønsted Kalkgruber
2. februar 2023
Af Caroline Meldgaard
Foto: © LEGO House

1. LEGO House

Når man besøger LEGO House i Billund, får man virkelig en vibe af MOMA i NYC. Selvom stedet er et aktivitetshus, der indbyder til leg med LEGO, er det så æstetisk og spektakulært, at man snildt kunne forveksle stedet med et internationalt museum i særklasse. Både børn og voksne vil elske huset, der byder på sjove LEGO-aktiviteter, hvor leg blandes med læring og fysiske klodser med digitale lag.

Hvor? Billund

Foto: Mike Bink, Tirpitz

2. Tirpitz

Museet Tirpitz i Blåvand er en prisvindende oplevelse, der vil rive tæppet væk under jeres fødder! Godt gemt under de vestjyske sandbanker venter nemlig arkitektur, oplevelser og fortællinger i verdensklasse. Gå på opdagelse i de tre permanente udstillinger: ”Den skjulte vestkyst”, ”En hær af beton” og ”Havets guld” og bliv klogere på den jyske vestkysts skjulte historie.

Hvor? Esbjerg

Foto: Mønsted Kalkgruber

3. Mønsted Kalkgruber

Vidste du, at Danmark har verdens største kalkgruber? Mønsted Kalkgruber er en endeløs labyrint af minegange, som befinder sig langt nede under jorden! Kun 2 ud af de 60 kilometerlange gange er oplyst, men hvis I tør, kan I også udforske de gange, som ikke er oplyste – men husk lommelygte! Vi tør godt love jer, at der venter en helt unik oplevelse for både børn og voksne: en opdagelsesrejse med flagermus, grubeost, underjordiske søer og vilde historier!

Hvor? Viborg

Foto: Fængselsmuseet

4. Fængslet

Mange børn synes fængsler er spændende, så måske I skal besøge Fængslet i Horsens. Det tidligere statsfængsel er i dag en national og internationalt anerkendt ramme for kultur og events. Og udover at være et prisbelønnet fængselsmuseum, kan man også overnatte i en celle, opleve store koncerter, kunst- og kulturfestivaler mm. Alt i alt en fængslende oplevelse, man ikke finder mange andre steder!

Hvor? Horsens

Foto: Hex

5. HEX Museum of Witch Hunt

Hex er et af de få heksemuseer i Europa, som fortæller den uhyggelige historie om heksefrygten, der bredte sig i 1500 og 1600-tallet. Her kan I bl.a. gå på opdagelse blandt heksens redskaber og se film om kvinder, der blev dømt som hekse. Museet ligger i Ribe, hvor Danmarks mest berømte sag udspillede sig, nemlig sagen mod skrædderkonen Maren Spliids, som blev brændt på bålet i 1641. Bemærk, at museet frarådes børn under 10 år. Det er en oplevelse for større børn og teenagere.

Hvor? Ribe

Foto: Pexels

6. Sælsafari ved Vadehavet

Er vi på Færøerne? Nej, sæler kan skam også opleves i Danmark. Ta' med Vadehavscentret på sælsafari, og oplev sælerne på behørig afstand. Her kører man med traktorbussen til Mandø, og forsætter til fods ud mod sælbanken. Naturvejlederen fortæller undervejs og har medbragt teleskoper, så man kan se sælerne tydeligt i deres naturlige omgivelser - et fantastisk syn for både børn og voksne! Der er ingen ture i yngleperioden, som er juni-juli. Og husk: vis respekt for naturen og dyrelivet, når I tager med på tur til dyrenes hjemsted.

Foto: Hvide Sande © Mikkel Heriba

7. Hvide Sande

Drømmer I om at køre på den lange tange ud mod Key West i Florida? Prøv den danske version i Hvide Sande stedet! Sæt kurs mod en varm sommedag, og oplev den sælsomme natur med vand på begge sider af den tynde tange ud mod det brusende Vesterhav - det er næsten som at være i Florida. Der er både byliv, havneliv, badestrand, lystfiskeri og lækre restauranter.

Hvor? Ringkøbing-Skjern

Foto: Råbjerg Mile © Mark Trustrup

8. Råbjerg Mile

Ørken i Danmark? Jep - det er næsten som at være i Sahara, når man besøger Danmarks største vandreklit, Råbjerg Mile. Stedet er helt unikt, og et sikkert hit for både børn og voksne. I er garanteret masser af sand i skoene, ørken-vibes og måske vil I endda også opleve kviksand - men bare rolig, det er ikke så farligt, som det lyder.

Hvor? Skagen

Foto: Cold Hawaii © Mette Johnsen

9. Cold Hawaii

På en varm og skyfri sommerdag, kan Klitmøller i Thy snildt forveksles med Hawaii! Området, der også kaldes Cold Hawaii, har nemlig udviklet sig til en hel lille surferkoloni grundet de særlige vindforhold på kyststrækningen. Her finder I intet mindre end 31 gode surfspots, og dermed også masser af surfere, der kommer fra nær og fjern, for at udfordre bølgerne.

Hvor? Thisted

Foto: Grenen © Dennis Lundby

10. Skagen: Ved Verdens Ende

Der er en grund til, at Danmarks nordligste by også er Danmarks nummer 1. feriested. Skagen er nemlig helt speciel på mange måder. Her får I utæmmet natur, gourmetrestauranter, nostalgi, hvide sandstande, museer og et enestående smukt lys! Derudover kan I selvfølgelig også prøve at stå med en fod i hvert hav, Skagerak og Kattegat, på Grenen - et helt unikt naturfænomen, som man ikke finder mange steder i verden!

Hvor? Skagen

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben