Tag børnene med til økologiske høstmarkeder over hele landet den 5.-6. september. Her kan I høste grøntsager, prøve en traktortur og klappe dyr.


Kom med, når Økologisk Landsforening og økologerne inviterer til Økologisk Høstmarked den 5. og 6. september 2026 over hele landet. Vi har plukket en håndfuld gårde ud, som inviterer til en hyggelig, udendørs dag.
Kun 15 km fra Aarhus ligger Andelssamfundet i Hjortshøj med en skøn udsigt over Aarhusbugten. Her mødes I af økologiske marker, frugthaver, grøntsagsbede og dyrehold, som er drevet med respekt for naturen. Til årets høstmarked kan I hoppe i halmballeborg, lave snobrød, besøge de mange boder og tage et hvil i den økologiske cafe.
Hvor? Gammel Kirkevej 116A, 8530 Hjortshøj
Hvornår? 6. september 2026
Besøg Kalø Økologisk Gårdbutik, der inviterer til høstmarked i idylliske omgivelser. Gårdbutikken er en del af Kalø Økologisk Landbrugsskole, hvor omkring 100 engagerede elever arbejder med økologisk landbrug. Her er både køer, får, lam og bier, og I kan købe gårdens økologiske grøntsager, frugt og kød med hjem. Deltag i guidede ture rundt på skolen, prøv at sidde i en rigtig traktor eller vær kreativ med grøntsagsmaling.
Hvor? Molsvej 38, 8410 Rønde
Hvornår? 5. september 2026

Tag børnene med til økologisk høstmarked og plantemarked på Tinnetgaard i Vonge, som ligger i den sydjyske natur. Brug en dag på at besøge gårdens dyr og udforske den spiselige have. Her kan børnene suse rundt på minitraktorerne, tage en kæphestetur og grave efter guld. I kan også købe kaffe og saft.
Hvor? Hammervej 28, 7173 Vonge
Hvornår? 5. og 6. september 2026
Der er masser af aktiviteter til Økologisk Høstmarked hos Gartneriet Rødmose, hvor I kan købe lækre råvarer i gartneriets salgsbod. Snup en traktorrundtur, mød alle gårdens dyr, drøn rundt i halmlegepladsen og lav jeres eget snobrød. I kan også kreere blomsterbuketter, og så vil en naturvejleder fortælle om smådyr.
Hvor? Rødmosevej 133, 6052 Viuf
Hvornår? 6. september 2026
Kom til Økologisk Høstmarked hos Frølund Økologi, hvor ægteparret Strange og Ellen byder velkommen. Her dyrker de et bredt udvalg af økologiske grøntsager, frugter og bær, som det er muligt at købe. Lad børnene møde stedets får, hop i halm, pluk på gårdens marker og spis jeres medbragte mad i haven. Der er mulighed for at nyde kaffe og kage.
Hvor? Frølundvej 95, 7400 Herning
Hvornår? 6. september 2026





