Gør ladcyklen forårsklar

Foråret er over os, og det er tid til at drøne byen rundt for at besøge parker, legepladser og udendørs forlystelser. Og hvilken bedre måde at fragte ungerne rundt på, end i en forårsfrisk ladcykel? Se her, hvordan vi har pyntet vores ride!

Foto: Stephanie Mielnicki
1. januar 2023
Af Stephanie Mielnicki

Find på et tema

Jeg var blevet træt af de mange tilfældige klistermærker vi havde siddende på vores ladcykel, og havde længe haft lyst til at gøre den mere genkendelig (som cykelhandleren også foreslår for at forhindre tyveri). Og det var faktisk dette perle-kit fra Panduro, der inspirerede mig til cyklens nye rumtema. Jeg brugte et par af opskrifterne i kittet, og fandt ellers inspiration til andre rumting på Pinterest.

Foto: Stephanie Mielnicki

Det skal du bruge

  • Hama midi perler
  • Udendørs lakmaling
  • Udendørs trælim

Sådan gør du

Over et par uger blev der produceret den ene perleplade efter den anden med planeter, astronauter, meteorer, aliens og hvad vi ellers kunne komme i tanke om. Jeg vil tro, at vi endte med at lave lidt over 40 perleplader i alt.

Da det var tid til at fikse cyklen, startede vi med at hoppe ned i gården på en solskinsdag. Det var pivkoldt, men fint vejr til at bakse med cykel for de voksne og køre på løbehjul for den 2-årige. Først fjernede vi de gamle klistermærker og gav cyklen en hurtig tur med lidt fint sandpapir. Og så var det ellers bare om at male løs. Her kunne alle mand hjælpe til.

Foto: Stephanie Mielnicki

Vi endte med at give cyklen to lag med malingen - selvfølgelig med nogle timers tørretid imellem - og resultatet er blevet virkelig flot, blankt og ensformigt. Til sidst galdt det så om at lime de mange perleplader på, og her var det bare vigtigt at bruge så tyndt et lag maling som muligt, så det ikke løber.

Vi er selv rigtig tilfredse med resultatet, der gør cyklen nem at spotte, når den holder parkeret ude i byen, og som tiltrækker sig mange komplimentet på cykelstien ;-)


Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben