Når den første hule-agtige tid af barslen er forbi, og baby pludseligt trives godt med at komme ud og opleve noget og bruge sanserne, kan børnebiblioteket være det perfekte tilflugtssted. Her er 10 gode grunde til at nyde din barsel på biblioteket.
I hverdagene er der normalt fred og ro og masser af plads på børnebiblioteket. Der kan dog pludselig komme en børnehave eller skoleklasse og skabe liv. Det er som regel altid hyggeligt og deres besøg er oftest korte.
Cafébesøg, shopping og diverse aktiviteter for babyer koster penge. Det kan være sin sag at begrænse udgifterne, når man er på barsel. Biblioteket er en frizone, hvor dankortet kan holde en pause. Her kan du bare være dig selv, benytte toilet og puslebord og låne bøger og musik med hjem. Mange børnebiblioteker tillader også madpakkespisning.
Selv små børn elsker at kigge i pegebøger! Bibliotekerne har masser af dem, så du slipper for at købe for mange selv.
Mødet med andre børn kan være akkurat det din guldklump har brug for. Med far eller mor i betryggende afstand kan dit barn gå på opdagelse. Børnebiblioteket faciliterer trygge og børnevenlige rammer, så du kan nemt give lidt ”slip” på dit barn her. Sådan kan man også få nye venner!
Mange biblioteker tilbyder aktiviteter som babyrytmik og legestuer, ofte uden tilmelding. Tjek dit lokale bibliotek og se nærmere.
Dukkehuse, legetøjskøkkener, spil, børnemøbler, huler, sjove installationer, puder og madrasser – børnebibliotekerne er fulde af gode legemuligheder for dit barn!
Folkebibliotekerne har elevatorer! Det er dermed nemt at få din barnevogn op og ned.
De fleste børnebiblioteker har et puslebord på toilettet. Mangler du et sted, hvor du kan sidde og amme din baby i fred, kan en blød sofa i biblioteket være et godt sted.
Savner du andre voksne at snakke med under din barsel? Biblioteket kan være et genialt sted at møde andre mennesker, helt uformelt og naturligt. Mange mennesker, der har tid til at besøge biblioteket midt om dagen en hverdag, har også tid til en sludder.
Biblioteket er et knudepunkt for kultur, litteratur og viden. Her kan du få input, tanker og idéer til alt mellem himmel og jord. Måske du skal høre noget ny musik? Eller få idéer til indretning af børneværelset?