Glimmer og konfetti: Bliv klædt på til årets MGP Tour

Børn i byens anmelder Christine tog til MGP Tour - en flikflak gennem sang, dans, glimmer, lang kø og fuld knald på lyden.

Foto: MGP 2025. Presse foto DR.
5. marts 2025

ANMELDELSE: MGP Tours ★★★☆☆

Christine og hendes børn på fem og syv år anmelder MGP Tour.
Christine og hendes børn på fem og syv år anmelder MGP Tour.

Børn i glimmertøj lyser op i køen omkring Roskilde Kongres- og Idrætscenter. Mine børn på fem og syv år og jeg er her for at anmelde årets MGP Tour, og den sitrende stemning smitter straks ungerne. Siden DR sendte sangdysten den 22. februar, har de streamet og sunget numrene nonstop. Nu skal vi opleve showet live; heldigvis bliver vi hurtigt lukket ind i den magiske hal.

Showstart er forsinket

På scenen lyser MGP-logoet, og på sæderne vifter børn med hjemmelavede fanskilte eller med skumfingrene og de lysende propel-merchandises, man kan købe i foyeren. Det ekstra kvarter, der går før showstart, føles uendeligt for yngstebarnet. ”Hvornår starter det,” sukker han, før MGP-værterne Emma og Sælma endelig indtager scenen.

I galop gennem sangene

Herfra galopperer vi gennem showet med MGP-fællessangen, 2025-numrene og sidste års superfinale-hits. Vilde lyseffekter og et beat, der går i brystet, akkompagnerer stjernernes sang og breakdance-, flikflak-, og kæphestestunts på scenen. Min danseglade datters øjne stråler om kap med artisternes glitrende tøj. Mellem numrene interviewer Emma og Sælma de optrædende: ”Tro på dig selv”, lyder den klare opfordring fra flere idoler.

MGP Tour 2024. Fotograf: DR.
MGP Tour 2024. Fotograf: DR.

Dans dig til en præmie

Publikumskonkurrencen tænder de yngste: Flotte præmier til salens sejeste dansere, annoncerer Emma og Sælma. To piger og to drenge bliver udråbt som vindere og hyldet på scenen som ægte MGP-stjerner.

Dame afbryder vores dans

Rar er den afslappede ramme, hvor børn og deres voksne kan gå på toilettet eller i baren efter kulørte drinks, mens musikken spiller. En knotten dame på sædet bag os bryder den gode stemning: Vredt prikker hun til os, da vi – helt på værternes opfordring – rejser os for at danse lidt med på ekstranummeret. ”Mine børn kan ikke se,” harcelerer hun. Betuttede synker vi ned i sæderne som scenekonfettien, der rammer gulvet. Showets lavpunkt - dét glemmer vi aldrig.

Børn har høreværn på

Halvanden time med knaldhøj musik og uden pause er intenst for de yngste. Flere børn skærmer sig med høreværn. Da vi skal ud af salen, er køen massiv. Min søn hiver i mig – nu vil han hjem. Logistikken bør matche det toptunede sceneshow, så gæsterne kommer hurtigere ind og ud.

MGP Tour 2024. Fotograf: DR.
MGP Tour 2024. Fotograf: DR.
Gør din MGP Tour uforglemmelig – tre gode råd
  • Klæd børnene på til et højt lydniveau. Udstyr dem evt. med ørepropper eller høreværn.
  • MGP Tour er også kø: Forbered børnene på ventetid ved ind- og udgang, i baren og merchandiseboden.
  • MGP Tours er en dansefest – det italesætter værterne mange gange. Acceptér, hvis andre gæsters muntre dans kortvarigt begrænser dine børns udsyn. Dans med, og vær glad.
Om MGP Tour 2025
  • Showet varer halvanden time uden pause.
  • Du kan opleve det i otte byer, herunder København og Hillerød. Sidste spilledato er den 12. april 2025.
  • Børn under 15 år skal følges med en voksen.
  • Køb billetter her
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben