Anmeldelse af Julen findes ikke på Aarhus Teater

Er det virkelig muligt at lave en stemningsfuld, humoristisk og vellykket juleforestilling for hele familien, når forestillingens titel nægter julens eksistens? Det var min otteårige søn og jeg meget spændte på, da vi satte kursen mod Aarhus Teater, hvor vi var inviteret til premieren på teaters nye juleforestilling "Julen findes ikke".

Præcis som sidste år, blev vi mødt af synet af det gamle, smukke teater, der vanen tro er udsmykket med guirlander af gran, gyldne julekugler og funklende julelys, da vi drejede om hjørnet til Teatergaden – og da vi et kvarter før forestillingens begyndelse trådte inden for i teaterets smukke foyer begyndte forventningsglæden for alvor at sprede sig i os.

Med spænding sitrende i kroppen og hænderne fulde af godter, satte min søn og jeg os godt til rette i de bløde velourstole midt i Store Sal fem minutter før forestillingens begyndelse. Noget mystisk dukkede pludselig op i salen, og min søn prikkede til mig og pegede på nogle figurer, der forestillede gamle, grå mænd klædt i jakkesæt med store, udspillede øjne, som gik rundt blandt salens gæster med store, lysende mobilskærme. Selvom ventetiden for os ikke var særlig lang, gjorde de grå mænd tiden inden lyset for alvor blev dæmpet betydelig mere spændende og var et hit blandt både børn og voksne i salen.

Mere arbejde og skærmtid

Forestillingen lover humor, og det leverer den allerede fra åbningsscenen. Her bliver vi præsenteret for den strikse og manipulerende Bestemmeministeren Helka Antonsen og hendes fjollede, løbehjuls-kørende og skibidi-toilet-talende børneminister, der sammen med hæren af de gamle, grå mænd, beordrer samtlige børn i salen at rejse sig til hendes nationalsang. Helka har netop indført den ottende arbejdsdag i ugens ’fridag’, som hun har placeret mellem søndag og mandag – og det betyder naturligvis mere arbejde til de voksne og dermed mere Roblox, Snapchat og skærmtid til børnene.

Herefter bliver vi introduceret til de to farverige, manga-lignende hovedkarakterer, Hannah og Laust, der begge er så afhængige af deres skærme, at de ikke ved, hvad de skal foretage sig uden. De lever med hver deres fraskilte forældre i en kold og kønsløs verden, hvor ingen længere læser bøger, kan håndværk eller er vant til øjenkontakt – og hvor forældres arbejde naturligvis fylder det hele. Da børnenes skærme en dag på mystisk vis ikke vil oplade, er de to skolekammerater nødt til at foretage sig noget andet, og de finder hurtigt på at lave dørfis med den efter sigende sure og gamle Karl Heinz fra Hannahs opgang. Her hives de to børn bogstaveligt talt ind i Karl Heinz’ hjem; Et hjem, der viser sig at være det eneste sted, hvor der er varme, nærvær og plads til kreativitet.

Karl Heinz, som er spillet af den altid forrygende og elskværdige Anders Baggesen, viser sig imidlertid at være grundigt forvirret. Da børnene eksempelvis finder en kasse med julepynt i hans stue, er han i tvivl om det hedder en adventskrage eller en adventskrans, og han er heller ikke helt sikker på, hvordan det nu var med den der uglekalender. Det betyder imidlertid ikke så meget for forestillingens to hovedkarakterer, hvis nysgerrighed og interesse for julen nu for alvor er vækket. Karl Heinz er trods sin upålidelige karakter et både varmt, humoristisk og stemningsfuldt element i forestillingen, der får børn og voksne i salen til både at trække på smilebåndet, kluk-le og decideret skraldgrine – og dét er magisk om noget.

Men alt er langt fra fryd og gammen, for Bestemmeministeren er ikke interesseret i at julen og dens traditioner genopstår. Hun tager derfor feje tricks i brug, og gør hvad hun kan, for at forhindre de to børn og deres forældre i at spore sig ind på julen – for hvis vi skal fejre jul, skal vi have fri, og så stiger ældrebyrden og truer velfærden. Og som hun siger: ”Så ender vi alle sammen med at sidde i vores eget tis og leve af vælling”.

Kulmination af juleløjer og nærvær

Forestillingen foregår i to akter, hvoraf første er domineret af et koldt og turkis univers, der ærligt talt ikke er særlig magisk eller julet. Hvad første akt imidlertid ikke har i sig af julestemning, leverer anden akt derimod i en kulmination af nissehuer, juletræ og julesange i et til tider dog hæsblæsende tempo, hvor alting pludselig synes at skulle gå meget stærkt. Ud af det blå dukker en magisk julebog op på det lokale bibliotek, Hannah og Lausts forældre danner pludselig par, og det hele kulminerer, da Helka ved et tilfælde, opdager en original Tisse Lise dukke hjemme ved Karl Heinz. For mig at se virker det en anelse for forhastet, men det er imidlertid ikke noget min søn bemærker, da vi efterfølgende taler om forestillingen og vores oplevelse.

Som en vaskeægte julekomedie kulminerer forestillingen i en dans af fællesskab og nærvær rundt om stykkets finurlige juletræ, mens der drysser sne af glimmerkonfetti ned over karaktererne til titelnummeret skrevet af ingen ringere end Andreas Odbjerg. Forestillingen fungerer på mange plan og i en særlig metaforisk grad: For det blotte øje er det en fortælling om at være barn og gå på opdagelse efter noget magisk og eventyrligt, men samtidig er det også en fortælling om, hvad der i værste fald sker, hvis voksne ikke holder fri, er til stede i nuet og sørger for at holde traditioner, håndværk og alt det, der holder os sammen, i live.

Alt sammen fortalt på en spændende, humoristisk og magisk måde. Og så stikker det da også lidt til ens egen samvittighed, og lægger i dén grad op til en samtale om vaner og skærmbrug længe efter forestillingen er slut. Og det er altid en relevant og vigtig snak, særligt op til jul.

Medrivende, morsom og magisk

I menneskemængden på vej ud af salen siger min søn: ”Jeg vil faktisk lige så gerne se sådan noget her, som jeg vil se skærm” – og det synes jeg er den flotteste ros, en forestilling kan få fra en snart niårig! Da jeg i bilen på vej hjem spørger ind til hans oplevelse af stykket, fortæller han, at han synes at det var sygt sjovt og gentager mange af børneministerens morsomme replikker, som særligt for ham var med til at gøre det til en anderledes, morsom og mindeværdig juleforestilling. Med bilen fuld af julestemning vender vi igen snuden hjemad og sender en kærlig tanke til de utroligt dygtige folk fra Aarhus Teater for endnu en gang at have givet os en uforglemmelig oplevelse.