Er Cirkus Summarum 2025 verdens bedste cirkus?

Børn i byen var med til premieren på Cirkus Summarum 2025 i Ballerup. En eksplosion af magisk stemning og et stjernespækket show i verdensklasse. Læs om oplevelsen her.

Foto: Stephanie Mielnicki
2. december 2025

ANMELDELSE: CIRKUS SUMMARUM 2025 ★★★★★★

Børn i byen var inviteret af Cirkus Summarum

Anmelder Stephanie og hendes to børn på 3 og 6 år på Cirkus Summarums cirkusplads
Anmelder Stephanie og hendes to børn på 3 og 6 år på Cirkus Summarums cirkusplads

Fri leg på cirkuspladsen

Efter at have talt ned i flere dage, var det med stor spænding, at vi slap vores børn på 3 og 6 år løs på Cirkus Summarums cirkusplads. Her blev der hoppet i senge og hoppeborge, prøvet kostumer i DANSEMIX, lavet hatte i KREABIX, danset fællesdans, leget med vand og meget mere. Vi nåede også at spise mad fra boderne på pladsen, og nød i det hele taget bare en eftermiddag med fuld fart over feltet helt i børnehøjde, inden det var tid til at finde plads i teltet. 

Cirkusdirektør Helga introducerer cirkusartisterne for guldtelefonen. Foto: Morten Rygaard
Cirkusdirektør Helga introducerer cirkusartisterne for guldtelefonen. Foto: Morten Rygaard

Ny cirkusdirektør i manegen

På få minutter blev kaosset fra cirkuspladsen skiftet ud med stille forventningsglæde blandt teltets mange børn. De sad alle på kanten af sædet, og var tydeligt spændte på, hvad der om lidt skulle udfolde sig på scenen. De skulle heldigvis ikke vente længe, for lyset blev hurtigt slukket og afløst af lyd- og lyseffekter, der kulminerede i entréen af dette års cirkusdirektør - skuespiller Rikke Bilde i rollen som den ekstravagante og ambitiøse Helga. Helgas første opgave blev at præsentere årets cirkusartister, hvilket udløste det ene store bifald efter det andet, når børnene så deres helte fra Ramasjang indtage scenen.

Motor Milles cirkusnummer med elefanten Sonja. Foto: Morten Rygaard
Motor Milles cirkusnummer med elefanten Sonja. Foto: Morten Rygaard

Verdens bedste cirkus

Temaet for årets show blev hurtigt fastlagt med den guldtelefon, Helga havde med på scenen. Det var nemlig en helt særlig telefon, der ville ringe i løbet af forestillingen, hvis cirkusnumrene var så gode, at Cirkus Summarum kunne optages i cirkuseliten. Artisterne blev helt vilde ved tanken om at være verdens bedste cirkus, og gik straks i gang med at fremføre deres allerbedste numre i håb om at gøre sig fortjente til en plads i eliten. Motor Mille lagde ud med en imponerende svingtur i toppen af teltet, mens hun sang en sang til sin bedste ven, elefanten Sonja. Alt sammen med en overlegen præstation fra DR Big Band, der leverede levende og stemningsskabende musik under hele forestillingen.

Rosa, Hr. Skæg og Onkel Reje udfører deres cirkusnumre. Foto: Morten Rygaard
Rosa, Hr. Skæg og Onkel Reje udfører deres cirkusnumre. Foto: Morten Rygaard
Heino og cirkusdanserne optræder med "Popcorn". Foto: Morten Rygaard
Heino og cirkusdanserne optræder med "Popcorn". Foto: Morten Rygaard

Sjove og hjertevarme indslag

Også Rosa, Hr. Skæg, Heino og Onkel Reje optrådte med deres allerbedste idéer. Rosa sang klassikeren "Røde Gummistøvler", som de fleste i teltet vist kender fra 1990'er-albummet Hemli' Helikopter. Hr. Skæg sang en sang om at være anderledes uden at det kan ses, Heino gav den gas med MGP-hittet "Popcorn", og Onkel Reje udførte trylletricks sammen med sin underholdende assistent Erna. Artisterne hjalp hinanden for i fællesskab at gøre cirkusset til et af verdens bedste, og omfavnede undervejs hinandens forskelligheder. De indtog tydeligt hver deres rolle - Hr. Skæg besvimede ved dårlig stemning, Motor Mille var en god og hjælpsom ven, Onkel Reje var klassens frække dreng osv. Deres interne dynamikker fungerede virkelig godt til at belyse diversitet og inklusion på en børnevenlig måde.

Heksebeth give et nummer. Foto: Morten Rygaard
Heksebeth give et nummer. Foto: Morten Rygaard

Glædelige overraskelser

Undervejs i forestillingen fik vi til salens store glæde besøg af flere Ramasjang- og Minisjang-karakterer. Onkel Rejes tryllenummer overraskede, da han pludselig lykkedes med at trylle en vaskeægte heks frem fra sit bur. Nemlig Heksebeth, som mange børn tydeligt genkendte og var ellevilde over at få lov at se i virkeligheden. Og under Heinos optræden med sin minigraver, fik han besøg af en af sine venner, som også var vild med maskiner. Der blev gættet livligt blandt børnene i salen, som vist var overbeviste om, at det var Motor Mille, der ville deltage i nummeret. Men efter nogle sekunders afventen, blev der kæmpe jubel i cirkusteltet, da selveste Børste indtog scenen og vinkede til alle de måbende børn på stolerækkerne. 

Hr. Skægs sang om store og små bogstaver. Foto: Morten Rygaard
Hr. Skægs sang om store og små bogstaver. Foto: Morten Rygaard
Motor Mille og Onkel Reje optræder. Foto: Morten Rygaard
Motor Mille og Onkel Reje optræder. Foto: Morten Rygaard

Opkald fra cirkuseliten!

Under anden akt ringede cirkuseliten endelig på guldtelefonen. Desværre var det med beskeden om, at kun to artister kunne blive optaget i eliten, og at den ene af dem var Helga. Herefter skete der et tydeligt skift blandt de resterende artister, der pludseligt satte sig selv før fællesskabet, fordi de gerne ville udvælges. Motor Mille tog for eksempel alle de andres balloner for at kunne udføre sit eget svævenummer. Det skabte kaos på scenen, hvor Onkel Reje forsøgte at skyde ballonerne ned med sin kanon, mens Hr. Skæg selvfølgelig besvimede på grund af den dårlige stemning. Trods kaosset, var scenen virkelig underholdende for publikum, der næsten ikke kunne få vejret af grin. 

Cirkusdirektør Helga fejrer sin optagelse i cirkuseliten. Foto: Morten Rygaard
Cirkusdirektør Helga fejrer sin optagelse i cirkuseliten. Foto: Morten Rygaard

Fællesskabet sejrede

Heldigvis endte det hele godt, da artisterne besluttede sig for, at de hellere ville blive i Cirkus Summarum sammen, frem for at blive optaget i cirkuseliten. De samledes i stedet om at lade Helga forfølge sin drøm, og sendte hende godt afsted mod verdens bedste cirkus. En rigtig fin afslutning på et show, der netop havde lagt op til, at alle kunne være sig selv, og til at støtte hinanden trods forskellige personligheder, ambitioner, udfordringer og talenter. 

Det samlede hold artister fra Cirkus Summarum 2025. Foto: Morten Rygaard
Det samlede hold artister fra Cirkus Summarum 2025. Foto: Morten Rygaard

Underholdning i verdensklasse

Efter gentagne stående bifald, hvor Ramasjang-personlighederne blev hyldet, mens de delte highfives ud til børnene på de forreste rækker, forlod vi teltet med de største smil. Både børn og voksne havde følt sig underholdt fra start til slut, og vores 3-årige udbrød håbefuldt "Skal vi det igen i morgen?". Så kan det vist ikke være anderledes, end at vi giver oplevelsen velfortjente 5 ud af 5 stjerner. 

Om Cirkus Summarum 2025
  • Hvor og hvornår? Ballerup 24. juni - 16. juli og Aarhus 22. juli - 7. august
  • Hvem? Oplevelsen er tilladt for alle, men showet anbefales ikke til børn under 2 år
  • Forestillingen varer 2 x 45 minutter med 20 minutters pause
  • Cirkuspladsen åbner to timer før forestillingen, og kan også tilgås i pausen og under showet, hvis der er brug for en pause
  • På cirkuspladsen kan der købes mad, snacks og drikkevarer, men det er også tilladt at medbringe hjemmefra
  • Lydene i teltet er høje, så det kan være en idé at have høreværn med til de små og lydsensitive
  • Læs mere og book billetter her
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben