Regnen kunne ikke stoppe festen ved Aalborg Børnekarneval

Børn i byens anmelder Julie har sammen med sin familie besøgt Børnekarneval i Aalborg. En magisk, inspirerende og livsbekræftende dag og fejring af samhørigheden.

Aalborg Børnekarneval. Foto: Julie Hedelund
Sidst opdateret 17. juli 2026 Kl. 19:26

Børn i byen var inviteret

Aalborg Børnekarneval samler hvert år 10.000 udklædte børn og deres familier, som sammen begynder karnevallet med en parade igennem Aalborgs gader og som til sidst ender i den fortryllede park Kildeparken. I år var naturligvis ingen undtagelse, og med årets tema ”uden dig, ingen os” virkede det særligt passende at jeg sammen med min familie satte kursen mod Skandinaviens største børnefest og tog del i fejringen af mangfoldigheden og samhørigheden.

Aalborg Børnekarneval. Foto: Julie Hedelund
Aalborg Børnekarneval. Foto: Julie Hedelund

Parade, karnevalsprinsen og -prinsessen

Den farverige og stemningsfulde parade begyndte gennem byen lørdag morgen kl. 9.45. Det kulminerede desværre med min datters lur, så vi besluttede i stedet at ankomme til Kildeparken samtidig med Karnevalsprinsen og -prinsessen og resten af paraden ved 11-tiden.

Udsmykket med glimmer, tyl og gummistøvler ankom vi til parken samtidig med solen, der netop var brudt igennem det skydække og regnvejr, der lå over Aalborg lørdag morgen. Men man siger jo heldigvis, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning – og hverken påklædning eller udklædning fejlede noget. Parken var som én stor legende oase med alt fra vognudstillinger, der i dagens anledning kunne udforskes indefra, til kreative værksteder og magiske shows og optrædener.

Vi bevægede os til en start rundt oppe ved indgangen, hvor vi blev taget utroligt godt imod af alle de frivillige unge mennesker, der styrede de forskellige aktiviteter. De mødte både børnene, min mand og jeg med åbne arme og et smil på læben, og det varede derfor ikke længe, før børnene følte sig trygge og turde at løbe rundt til de forskellige udstillinger og workshops med os voksne lige i hælene.

Aalborg Børnekarneval. Foto: Julie Hedelund
Aalborg Børnekarneval. Foto: Julie Hedelund

En festlig og farverig oase for børnefamilier

Udover mangfoldighed og samhørighed er ’leg’ og ’læring’ et af de vigtigste nøgleord ved børnekarnevallet, og det fornemmede vi hurtigt, efter vi var ankommet til parken. Det store grønne areal var spækket med telte og åbne workshops med alt, hvad hjertet begærer. Her var det blandt andet muligt at forsøge sig med kemiske eksperimenter eller parkour, sætte sit personlige præg på det kæmpemæssigt karnevals-lærred, lave kæmpestore sæbebobler, smukke perleplader eller armbånd. Og meget, meget andet.

Efter en halv times tid oppe i den øvre del af parken, bevægede vi os ned mod søen og parkens centrum. Parken var på fineste vis indhegnet og afskærmet, og der var fra sat store skilte og programoversigter op rundt om i parken, der ligeledes gjorde det let for os at danne os et overblik over parkens faciliteter og optrædener på de tre stjernespækkede scener; Cirkusscenen, stjernescenen og Karnevellos scene. Her optrådte både velkendte og mindre kendte figurer og artister med et festfyrværkeri af musik og glæde sammen med karnevallets flotte og farverige publikum, der trodsede regnen og rockede med rundt om alle tre scener.

Stjernespækket sceneunderholdning

Efter et ophold fra regnvejret under street-art-teltet, bevægede vi os mod cirkusscenen, hvor vi begejstrede overværede makkerparret Kuffert Cirkus, der i silende regnvejr tryllebandt os og resten af publikummet med en nærværende, legende og enkel cirkusforestilling. Det gik rent hjem hos både den to-og niårige. Vi nåede også at overvære de smukke sambadansere og -musikere, der gik på scenen kort tid efter, inden de dansede sig videre igennem parken med en stemningsfuld fællesdans og mini-parade. Også dét var til stor glæde for vores børn.

Aalborg Børnekarneval. Foto: Julie Hedelund
Aalborg Børnekarneval. Foto: Julie Hedelund

En fantastisk dag fyldt med leg, læring og nærvær

Efter mere end fire timer i parken, gik vi en sidste runde og sikrede os, at vi havde fået det hele med, før vi igen måtte vende snuden hjemad. Turen på vej tilbage til bilen gav mulighed for refleksion over dagens herligheder, og selvom vejrguderne ikke var med os, var vi alle rørende enige om, at det havde været en fantastisk dag fyldt med leg, nærvær og følelsen af at høre til – et stort tak til de mange frivillige og arrangørerne bag for en skøn børnefest!

Om børnekarneval i aalborg
Julie Hedelund
Journalist på Børn i byen
Har du tips og erfaringer, som andre familier kan få glæde af?
Log ind for at bidrage
Der er ingen kommentarer, skriv den første nu!
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben