Nytårsaften er også børnenes fest. Giv den fuld gas med flot bordpynt, festlig påklædning, børnedrinks og lækkerier – så er I sikre på, at årets sidste aften bliver en fest for hele familien.
Vi guider jer gennem aftenen time for time.
Det kan være svært at gå og vente på festen hele dagen, så tag endelig på en lille tur for at slå ventetiden ihjel. Det kan for eksempel være en tur i skoven eller på legeplads. Bliv for eksempel inpireret i vores store naturguide eller få overblik over alle byens legepladser lige her. Måske er der endda tid til en lille middagslur efter der er blevet brændt krudt af, så de små kan holde sig vågne helt til årsskiftet.
Der er "kun" 10 timer tilbage af året, og for at gøre det mere håndgribeligt for familiens små, kan I tælle ned ved at downloade en countdown app. På den måde kan I følge med, mens det nye år kommer nærmere og nærmere. Der findes mange forskellige apps til formålet, men vi har fundet denne, som kan sættes som wallpaper på telefonen, så den er nem at tilgå: New Year countdown.
Hjemmelavet kransekage smager virkelig godt, og det er faktisk slet ikke svært at lave. Store børn kan sagtens være med til at lave ringene og stable dem. De yngste kan pynte det færdige kransekagetårn med parasoller og andet stads. Ingen tvivl om at stoltheden vil være stor, når gæsterne præsenteres for det hjemmelavede værk. Find opskriften lige her: Hjemmelavet kransekage til nytår.
Nytårsaften må gerne være skør. Hvis børnene synes det er sjovt, så lad dem prøve alle de skøre hatte på, puste i en rysler eller hive i aftenens første knallert. I kan også gå efter særlige rekvisitter som pruttepuder, truthorn og stjernekastere. Og har I lidt ekstra tid, kan I også nemt lave jeres eget tilbehør. Vi har lavet en guide til jer lige her: DIY-nytårspynt for børn.
Inddrag børnene i forberedelserne til den festlige aften ved at lade dem gøre bordet fint og festligt. Der skal både pustes serpentiner, blæses balloner op og sættes bordbomber klar. Børnene vil elske at give den gas med dekorativ konfetti og glitter for alle pengene. Og lige præcis på nytårs aften kan den kun få for lidt - så det er bare om at lade de små pynte derudaf.
Det sker ofte, at børnene mister tålmodigheden, når de voksne sidder klar til at høre, hvad dronningen har at sige om året, der er gået. Derfor kan det være en god idé at have forberedt lidt underholdning til familiens mindste. Måske et puslespil, en perleplade eller en malebog, der kan lægges frem på bordet sammen med chips og drinks. Husk dog at lade de små kigge med, når soldaterne marcherer rundt på slotspladsen. Det synes mange er sjovt at se.
Sørg for, at der bliver serveret noget børnevenligt, så de små får en god oplevelse ved middagsbordet. Forhåbentligt kan livretten og det festligt pyntede bord hjælpe til, at børnene vil sidde lidt længere ved bordet end ellers.
Lad børnene prøve sig frem med hjemmelavede og farvestrålende drinks, mens de voksne fortsat sidder ved middagsbordet. Der skal naturligvis ikke spares på drinkspynt som parasoller, sugerør, spyd med frugt, isterninger i sjove former og festlige servietter. Jo mere, jo bedre! I kan gøre jeres drinks ekstra festlige ved at smøre glassenes kant med citronsaft eller sirup og herefter dyppe kanten i sukker eller flot krymmel. Se vores opskrift lige her: Nemme børnedrinks.
Mange børn er spændte på fyrværkeriet, og de færreste kan vente helt til midnat med at få udløst spændingen. Tillad derfor at tyvstarte med en raket eller to tidligere på aftenen (selvfølgelig altid i selskab med en voksen og iført beskyttelsesbriller). I kan også udstyre børnene med deres egne knaldperler og stjernekastere, som kan tage toppen af spændingen, mens de voksne spiser færdigt.
Sådan en aften er lang - især for de mindste. Så på årets sidste aften er der ikke noget, der hedder skærmtid. Placer børnene foran en film, og lad dem slappe af med en skål popcorn, mens de samler kræfter til slutspurten inden midnat. Skulle de falde i søvn undervejs, kan I vente med at vække dem til nytåret nærmer sig.
De voksne skåler løs i champagne og andre lækre bobler – og børnene skal selvfølgelig ikke snydes! Så vær klar med børnechampagnen, så de små kan skåle med, når klokken slår tolv ganske snart. Måske I endda skal have gang i champagnesablen som lidt underholdningsværdi her i den sidste time (selvfølgelig ført af en voksen, så børnene blot kan kigge på).
Tillykke, I er nu hoppet ind i det nye år! Tid til at skåle og fyre de sidste raketter af, inden de små kan tage en velfortjent lur, der varer lige til i morgen tidlig. Godt gået, og godt nytår!