
Et historisk yndet turistmål med souvenirboder og busselskaber, men også et naturskønt sted med en helt speciel stemning og masser af muligheder for picnic, vandreture og sejlads. På toppen af et af Danmarks højeste punkter – 143 meter over havet – er der en fantastisk udsigt over søhøjlandets dybe erosionskløfter og stejle skrænter, og via afmærkede vandreruter kan man nå frem til flere smukke udsigtspunkter i skovene syd for bjerget. Turen langs Julsø er den mindst bakkede, og man kommer her til skjulte og uberørte små oaser, hvor blandt andet isfuglen kan opleves. Det er oplagt at lægge til eller fra bjergets fod enten i kano eller med rutebåd (eller med den 145 år gamle hjuldamper S/S Hjejlen) fra Ry og Silkeborg. Tjek hjemmesiden for fartplan.

