
Naturværkstedet Streyf er opført af Københavns Kommune i 2002. Det ligger ud til Utterslev Mose på Rådvadsvej 69 og er tegnet af arkitekt Poul Lund. Huset kan med sine ca. 200 m2 rumme op til 25-30 personer ad gangen i hver af de to store lokaler. Den ene af husets to fløje er et uopvarmet aktivitetsrum, der med 4 store skydedøre kan åbnes mod mosen via en træterrasse. Den anden fløj rummer bl.a. køkken og toiletter.
Naturværkstedets nære udearealer indeholder bl.a. to store bålpladser og arbejdsborde i forskellige højder.
Naturværkstedet Streyf og Utterslev Mose lægger op til et væld af aktivitetsmuligheder og naturoplevelser. Man kan f.eks. gå på jagt efter smådyr på land og i vand, lave grøn mad af urter man selv finder, kigge på fugle, jagte dyre- og årstidsspor, lege sanse- og naturlege eller snitte en fløjte. Ved selve huset kan man eksempelvis sidde på træterrassen eller bålpladsen og bearbejde ting fra mosen. Man kan flette pil, snitte, tegne eller lave collager med blade og andre materialer, plantefarve garn eller f.eks. nærstudere indfangede dyr. Og bliver det for koldt, kan man trække indenfor i aktivitetsrummet med ovenlys. Naturværkstedet har desuden køkkenfaciliteter og pejs.