
Sofiebadet, som Christianshavns Badeanstalt også bliver kaldt, er den ene af to badeanstalter fra begyndelsen af 1900-tallet, der er tilbage i Københavns Kommune. Badehuset blev fredet i 2000 bl.a. på grund af sit helt særlige interiør med marmorbuer, marmorskillevægge samt de hvide og grønne fliser.
Badet er i dag et multikulturelt idræts- og fritidstilbud, som bliver benyttet af mødregrupper, pensionister, børneinstitutioner, virksomheder og enkeltpersoner. Alle aktiviteter i huset har fokus på sundhed og helse. Derudover afholdes der også klassiske koncerter, hvor man kan udnytte den enestående akustik, der er i badeanstaltens lokaler.
I forbindelse med ombygningen, blev der lagt stor vægt på at sikre, at det daglige ressourceforbrug kunne blive så lille som muligt. Teknikken i huset er blevet optimeret og bygget op efter ressourcebesparende og økologiske principper hvad angår vand, varme og ventilation. I det centrale boilerrum er der indrettet en tyrkisk inspireret hamam med masseovn, og over den gamle kulkælder mod gården er der opført en lille udbygning med et varmtvandsbassin.
Sofiebadet drives i dag af en forening med et mindre tilskud. Foreningen har holdt det åbent siden Kulturnatten 2001 med badetilbud, massage, bevægelseskurser, fire årlige klassiske koncerter, workshops og meget andet.