Børn i byen er taget på Roskilde Festival 2025 for at finde ud af, hvad de unge i alderen 17-19 år oplever af både fordele og ulemper ved at være frivillig.


Børn i byen var inviteret
Spørgsmålene er mange, når man er forældre til en ung, der overvejer at blive frivillig på Roskilde Festival. Hvad kan de unge overskue, og er et arbejde oveni de krævende festivaldage med alkohol, fester og koncerter ikke for meget for dem? Vi er taget på Roskilde 2025 for at finde ud af, hvad de unge i alderen 17-19 år oplever af både fordele og ulemper ved at være frivillig.

Vi møder Frederikke på 18 år i Volunteer Village, som er festivalens dedikerede område for frivillige, hvor hun slapper af i solen i en liggestol efter en vagt med at gøre toiletter rent. Det er Frederikkes anden gang på Roskilde, men første gang som frivillig.
Vi spørger ind til, hvorfor hun valgte toilettjansen: ”Jeg valgte det, fordi det ikke er så slemt, og fordi vi har færre timer end de andre - jeg har 3 vagter a 7 timer, 21 timer i alt. Og så har vi også lidt længere pauser. Og også fordi det kun er på festivalpladsen, så du kan høre noget musik imens. Man kan stå lidt oppe ved scenen, hvis der er noget, man gerne vil høre.”


Oplevelser i Volunteer village?
”Det er så dejligt her” fortæller Frederikke ”Der er ro og en anden respekt for tingene her. Det er lidt mere vildt udenfor.”
Ulemper?
"Selvfølgelig skal man skal arbejde, haha. Men jeg synes, det vejer op. Det er ikke noget, jeg har et problem med, at der skal arbejdes. Der er selvfølgelig tiderne, man arbejder. Vi har jo nattevagter og jeg har skulle op vildt tidligt og arbejde halv 6, så man skal også lige kunne det."
Overnatning?
"Der er langt at gå ud til frivillligcampen (overnatnings camp til frivillige – red). Vi bor i ude i den almindelige camping i en camp med nogle venner fra gymnasiet. Det gør det lettere at finde dem derude. Det er også rart at bo sammen med sine venner, også selvom de ikke er frivillige."

Et godt råd?
”Først og fremmest synes jeg helt sikkert, man skal gøre det. Men man skal også overveje om det er noget for en, om man føler man kan klare sine tjanser, klare at stå op, eller hvad det nu er. Jeg vil anbefale at gøre det med nogen, man kender. Jeg synes stadig man møder nye mennesker, men det har hjulpet at være to.”
”Det kan virkelig betale sig, også fordi man få adgang til en helt ny side af festivalen. Så det har været dejligt. Selvfølgelig sparer man en masse penge, og så har man frihed til at bruge nogle flere penge, når man er her - til mad eller andre ting. Og så er der billig sodavand, vi får morgenmad, man kan være her (i volunteer village - red)”

Vi møder de 3 venner i Volunteer Village, hvor de slukker tørsten med en omgang gratis lemonade i skyggen. De er fra Holte og er frivillige sammen hos Volt, hvor de oplader telefoner. Det er drengenes anden gang på Roskilde men første gang som frivillige.
”Vi har 4 vagter i alt, hvoraf 2 er i predays, 32 timer i alt”, fortæller Sebastian. ”Vi har fået det til at gå op helt perfekt. Vi har slet ikke misset noget som helst, det var kun lidt presset der med Annika (koncert – red).”
Magnus siger, ”Det er et nemt job og så får man opladt sin telefon gratis, så jeg synes der er mange fordele. Man får madbilletter, gratis snacks og drikke. Og så møder man også bare tilfældige mennesker.”
”Personligt synes jeg næsten noget af det bedste ved festivalen har været at arbejde. Fordi vi bare hygger os utrolig meget”, siger Sebastian.

Oplevelser i Volunteer village?
”Det er meget fedt her. Lige her er der lidt mere rent og ikke så kaotisk. Det er et mere chill sted. Vi kommer her for at få gratis lemonade. Det gør vi engang imellem.”
Overnatning?
De 3 venner bor i frivillig campen i modsætning til de andre frivillige, vi taler med.
”Jeg kan utrolig godt lide vores camp, siger Sebastian ”i forhold til hvad vi ellers har set hernede. Vi har været meget nede ved Syd - der har man ikke et bord, og hvis man har, så er der hul i det. Der er meget mere styr på det hos os, synes jeg. Jeg kan godt lide at sove der. Så har vi balancen mellem både at have nogle venner i de andre camps og så har vi vores eget sted.” Magnus stemmer i, ”.. der er mere stille end andre steder om natten. Og mere rent.”

Ulemper?
Magnus byder ind ”Vi havde en vagt i går, der varede indtil Annika koncerten, så man kan godt misse nogle af de store artister”.
”Distancen vi har gået fra frivilligcamp til festivalen er det nok det største problem, siger Sebastian. ”Det er i Vest, et kvarter-20 minutter den vej” peger Kasper. Så vi har gået utrolig meget, siger Sebastian ”men der er også noget med at gå gennem festivalen, stemningen, den kan jeg godt lide. Og så møder man bare mennesker på vejen.”
Et godt råd?
"Det vil nok være bare gør det", siger Kasper! "Alene tror jeg ikke det er sjovt. På arbejdet - mængden af fede mennesker, der bare kommer og snakker, det er vildt."
"Det vil helt klart være at søge sammen med nogen, man kender", siger Sebastian. ”Jo flere man er, jo sjovere er det. Ellers er det jo bare at være utrolig åben på arbejde, fordi det er stedet du får de fleste fordele ved at være frivillig.”

Vi møder Frida, mens hun samler affald i en lille flok foran Avalon scenen. Det er første gang, hun er på Roskilde og synes der er mange fordele ved at være frivillig. ”Det er meget nemmere at være på festival. Fx gratis mad og bare være i Volunteer Village - det er virkelig fedt. Der er gratis lemonade.”

Oplevelser i Volunteer village?
"Der er en anden stemning. Der er sådan ro på, hvis man gerne vil væk. Og det er jo alle der er frivillige derinde, så man er ligesom enige om at passe på det sted. At det skal være rent."
Ulemper?
"Jeg vil sige, det at misse nogle koncerter. Men det er faktisk ikke så slemt. Og de fleste kan nok snakke sig til at få en undtagelse eller få en længere vagt i den anden ende."
Godt råd?
"100% bare gør det. Der er så mange ting. Man får et helt andet fællesskab og du møder så mange nye mennesker."

Vi møder Louis på 17 år ved den “primitive” togstation på festival-pladsen, hvor togene kører direkte til København under hele festivalen. Louis er på Roskilde for anden gang, men det er første gang som frivillig. ”Jeg skal arbejde 27 timer med at dirigere gæster ind og ud af togene på Roskilde festival station og hjælpe folk, der har spørgsmål. Det giver variation i dagene herude”, siger Louis og tilføjer ”Så man ikke bare vågner kl. 12, går død kl. 17 og vågner igen kl. 19. Man har mere lyst til at gå på festival efter en vagt - man føler, at man har gjort sig fortjent til det.” Jeg har mødt nogle søde mennesker på mine vagter, især i pauserne, hvor man ikke rigtig kunne sætte sig med sin telefon, men ligesom blev tvunget til at snakke med nogle, man ikke kendte.

Oplevelser i Volunteer village?
"Volunteer village er fedt" siger Louis. ”Vi spillede bordtennis, og der var sågar en sauna. Der kunne jeg godt forestille mig at hænge meget ud.”
Overnatning?
"Vi er 18 drenge fra gymnasiet, der er i East, fordi jeg gerne være i camp med dem, jeg kender herude."
Ulemper?
"Jeg havde en vagt på over 10 timer, og det var virkelig kedeligt. Det eneste jeg skulle var at pege festivalgæster i den rigtige retning mod toget. På 8. time tænkte jeg bare “shit”, hvad laver jeg her?"
Et godt råd?
"Vær åben, snak med nye folk - Så går tiden ret hurtigt, faktisk."

Festivaldagene kan være en krævende omgang for unge mennesker med larm, kaos og dage med en døgnrytme af fester, koncerter og druk. Tjanserne som frivillig er ikke en byrde, men virker til at give en god variation for de unge i festivaldagene, og en mulighed for at opleve en anden side af festivalen. Det er ikke så meget pengene, der spares ved billetten, men snarere fællesskabet og rammerne, der tilbydes, som de unge fremhæver er fordele ved at være frivillig. Og så er der den gratis lemonade, som trækker de unge til oasen Volunteer Village med hængekøjer, ro og alkoholfri områder. De frivillige, vi møder på Roskilde 2025, er alle positive stemte for kaste sig ud i det igen og opfordrer unge, der overvejer det, til at kaste sig ud i det.

Festivalarmbånd og adgang
· Man får et gratis frivillig-armbånd, som giver fuld adgang til
· Adgang til særlige områder kun for frivillige – Volunteers’ Village og flere Volunteer Hubs med faciliteter og aktiviteter
Camping og faciliteter
· Volunteer Camping: Mulighed for stille og rolig overnatning sammen med andre frivillige, inklusive varme bade, strømoplader og mulighed for at købe mad og drikke
· Shuttlebus mellem indgange
Mad og drikke
· Man får et måltid og drikkevarer under hver 8-timers vagt – enten serveret i arbejdsområdet eller via madkupon til udvalgte boder
· Gratis forplejning i dedikerede områder såsom Basecamp og Hubs – kaffe, te, kakao, saft og snacks
Arbejdstiden er mellem 24-32 timer og kan ligge både før, under og efter festivaldagene.
Man kan allrerede nu skrive sig op og få besked, når der åbnes op for ansøgninger lige her.
Man kan ansøge som frivillig til Roskilde 2026 fra oktober 2025. De populære jobs bliver taget hurtigt, så det er en god idé at være ude i god tid hvis man går efter en specifik frivillig tjans.


