Tør du sende dit barn afsted på Roskilde?

Det kan føles angstprovokerende at sende sit barn på festival for første gang. Vi er draget på Roskilde Festival 2024 for at få finde ud af, hvad de unge møder af udfordringer på deres første festival - og hvordan de tackler det.

Foto: Fest i Roskilde Festivals campområde
20. november 2025

Børn i byen var inviteret af Roskilde Festival

Bemærk: Reportagen er fra sommeren 2024.

Vi er ankommet til Roskilde Festival for at lave en reportage om unge på Roskilde for første gang.  Louis er den første unge, vi møder i den østlige del af campingområdet, hvor de fleste store grupper har deres camps. 

Jeg har ondt i hovedet, i maven og i tænderne. Jeg har kun fået en riskiks, siden jeg kom i går. Jeg har gået i 12 timer, og så har jeg kun fået 3 timers søvn.”  

Louis, 16 år

Louis er på Roskilde med sin efterskole 
Louis er på Roskilde med sin efterskole 

Det kan være svært at sende sit barn på festival for første gang. Spørgsmålene presser sig på: Kan de klare sig selv? Hvad sker der, hvis de bliver for fulde og ikke kan finde hjem i teltet, hvis nogen stjæler deres ting eller hvis de bliver overfaldet? Men også helt banale spørgsmål om de får mad og søvn nok?

De 16-17 årige unge vil afsted, men kan de nu også klare de ekstreme situationer, man kan risikere at havne i på en festival? Der er ingen tvivl om, at man er på prøve som forældre. Man har sagt ja til, at de tager af sted, og så må stole på, at de klarer det.

Vi giver et indblik i, hvordan de unge klarer den (af og til) hårde kost, det er at være på festival. 

Der er fester overalt og fra morgen til aften 
Der er fester overalt og fra morgen til aften 
Telte flyttes rundt på pladsen
Telte flyttes rundt på pladsen

Hvorfor har du ikke spist noget?

Louis er på Roskilde med sin årgang fra Bavnehøj efterskole, og har netop haft sidste skoledag, inden sin ankomst til festivalen. Det er noget af en omvæltning, og han er træt, overvældet og mest af alt sulten. Hvorfor har du ikke spist noget? spørger vi to reportere moderligt. ”Alle de andre har mad med hjemmefra, og hvis jeg går væk fra campen for at købe noget, er jeg bange for at blive væk fra de andre”. Så tarmene får lov til at skrige af sult i frygten for at blive væk fra flokken.

Tilbage til vores ankomst i den østlige del af campen. Det er her, efterskoler og gymnasieklasser fylder landskabet med pavilloner, bannere, udsmykning og øl-bongs. Støjniveauet er virkelig højt - et intenst mix af soundboxes, der konkurrerer med hinanden om at lave den bedste fest. Overalt flyder der med skrald. Inde i teltene ligger tøjet i bunker blandet sammen med rugbrødskrummer, og i mange af dem er der en heftig lugt af makrel . 

Og netop ”flokken” er det, der er trækplasteret i campingområdet, der mest af alt er befolket af teenagere i store grupper. De fester, de fjoller - de er sammen. Og så er det let at komme i snak med nye mennesker. Gang på gang får vi at vide, at "man kan tale med alle her".

Hver pavillion rummer en ny fest - og det er let at blive inviteret ind
Hver pavillion rummer en ny fest - og det er let at blive inviteret ind
Skrald, øl-bong og boldspil i skøn forening
Skrald, øl-bong og boldspil i skøn forening
Viggo og Jakob på Ollerup efterskoles camp
Viggo og Jakob på Ollerup efterskoles camp

Min sovepose er våd

Viggo er på festivalen sammen med sin årgang fra Ollerup efterskole og havde en hård start.

"Jeg kom om søndagen, da det regnede helt vildt, og så opdagede jeg, at jeg ikke havde fået stængerne med til mit telt. Jeg fik dem senere, men så var min sovepose blevet våd, og jeg endte med at sætte teltet op i regnen alene.

Viggo, 16 år

Det kan godt være svært som forælder at rumme de oplevelser, som Louis og Viggo beskriver. Og man skal være rimelig hårdhudet for ikke straks at få lyst til at køre til Roskilde med mad og varmt undertøj. Måske man også skulle have tjekket sit barns telt, inden det blev pakket ned? Og fik man nu også givet ham rigtig mad med - og ikke bare riskiks?

Så hvorfor er de her så, de unge? Vi kigger ud over camp-området og midt i kaosset, er der et leben af unge, der hygger sig sammen. De spiller beer pong, gynger, spiller bold, danser, hænger ud med deres venner og møder nye venner. 

Sig det med en camp

Mange camps har deres helt eget præg - her er julecamp, Barbiecamp-bar, cowboy camp, ja selv en LinkedIn camp spottede vi. Pladsen er som én stor fest med uendeligt mange unge, der fester på hjørner og pladser. Og alle kan være med. Der er ikke noget “du hører ikke til her” over attituden.

Barbiecampen i gennemført pink
Barbiecampen i gennemført pink
Vi mødte Roskildes gladeste nisser i Julecampen
Vi mødte Roskildes gladeste nisser i Julecampen

Man bliver hele tiden væk

Vi hygger os mega meget, og det er hyggeligt i vores camp og dem der bor ved siden af os.” Ordene er fra Ea og Signe, der bor i “Ollemus”, som er Ollerup efterskoles campnavn. “Det bedste ved at være her er, at man snakker med så mange forskellige og at folk er meget åbne”, siger de samstemmende.

Vi kigger ud over camp Ollemus, som skulle rumme 80 af de 120 elever fra årgangen. Vi kan ikke se mere end en lille gruppe på 8 personer. ”Det er svært at finde folk fra campen”, siger Viggo. “Tit er folk ude for at mødes med nogle af deres andre venner end nogle fra efterskolen”, siger Louis, der har samme oplevelse i sin camp. “Man er slet ikke sammen alle sammen hele årgangen, som jeg havde forestillet mig”

Ea og Signe, der bor i "Ollemus"
Ea og Signe, der bor i "Ollemus"

Det er kaos”, siger Flora på 18 år, der også er her for første gang. “Man kan hele tiden ikke finde hinanden og bliver tit væk. Den anden aften snakkede jeg med nogle af mine venner, og pludselig opdagede jeg, at jeg slet ikke kendte nogen omkring mig. Det var ikke så rart, men så ringede jeg til alle dem, jeg kender, indtil der var nogle der tog den.”

Signe stemmer i, ”Vi snakkede med nogle der spillede musik i går, og så gik vi med dem, men lige pludselig var mine venner væk, og der var en gammel mand der lagde an på mig. Det var ret ubehageligt.” Hun siger, at de nu har aftalt at de skal blive sammen i vennegruppen, når de taler med fremmede. 

Flora på 18 år kender rigtig mange på Roskilde i år
Flora på 18 år kender rigtig mange på Roskilde i år
Piger i camp "Ollemus"
Piger i camp "Ollemus"

2 frikadeller til 30 kr.

Ea og Signe fra campen "Ollemus" fortæller, at de har haft meget mad med hjemmefra. På bedste efterskolemanér har de aftalt at rydde op i campen 1 gang dagligt og indtil videre synes de, at det lykkes. “Det eneste vi mangler er en opvaskebørste”, siger Signe. De to piger virker til at have rigtig godt styr på oppakningen, og det går op for os, at en god pakning kan betyde en hel del for oplevelsen. “Jeg havde kun pakket snacks”, siger William - “mad er helt sikkert den ting, jeg fortryder, at jeg ikke fik pakket”. 

Vi spiser dåsemakrel og knækbrød”, siger Jakob. “Og så handler vi i Rema 1000, når vi mangler noget” (den ligger ca. 2 km væk- red). “Der er også nogen, der spiser tortillas”, siger Ea, “det gad jeg godt have haft med”. “Jeg har avocado med”, siger Flora og “alle er helt vildt misundelige på mig, fordi det er lækkert at få noget andet end dåsemad”. 

Men køber de unge slet ikke noget mad? De fleste synes, det er alt for dyrt i boderne. Dog er frikadellerne i Coops popup-supermarked til 30 kr. et hit. Vi tager et smut forbi Coops popup-supermarked, hvor man udover frikadeller kan forsyne sig med tandpasta, dåsemakrel, mælk, rundstykker og nogle udvalgte standardvarer - dog til en pris over den almindelige. Viggo og hans ven Jakob fortæller, at de også har været i Burger King, der ligger tæt på Rema.

Coops popup-supermarked med de populære frikadeller
Coops popup-supermarked med de populære frikadeller

Skal du lige hjem og vende?

Vi slutter vores reportage på 4. dagen, hvor trætheden begynder at melde sig. Flere af de unge, vi har interviewet, har været hjemme for at sove en nat eller hvile sig nogle timer. Blikkene er blevet matte, øjenlågene er hævede og stemmerne er rustne.

"Der går heldigvis et tog inde fra festivalpladsen", siger William. "Det kører til Roskilde Station, og så kan man komme derfra til Nørreport - så jeg kan være hjemme på en time."

"Jeg kan ikke helt overskue, at der er så mange dage endnu, og musikken starter først i aften", siger Flora. “Jeg tror jeg bliver nødt til at tage hjem en dag senere på ugen for at sove.” 

Ja, det er hård kost at være på Roskilde Festival, både fysisk og psykisk. Man er i søvnunderskud, og mange har ikke fået nok at spise. Det er larmende, kaotisk, og nogle gange grænseoverskridende. Men de unge tackler det overraskende godt, synes vi. At forlade flokken og tage en nat hjemme, er at passe på sig selv og godt at lære. At indse at man ikke skal gå med fremmede alene, er en vigtig og (desværre) nødvendig lektie. At række ud til ens netværk, når man er blevet væk, er en god måde at komme ud af en ubehagelig situation. Alt sammen gode erfaringer de unge kan tage med sig, når de skal videre ud i verden og være i store forsamlinger. 

De orange, røde og grønne veste

Og skulle man komme til skade under festivalen, er der samaritter, som kan hjælpe tilskadekomne. De har en vagt i den østlige camp, men rykker også ud til både store skader og mindre ting,  som f.eks. en rift, dehydrering osv.

Man kan få fat på samaritterne ved at kontakte en af de mange Roskilde-medarbejdere med orange vest. Derudover er der sygeplejersker (med grønne veste) ved koncertteltene. 

Samarit og 2 sygeplejersker
Samarit og 2 sygeplejersker

Der skal preppes!

Som forælder til en ung på Roskilde er deres oppakning essentiel og afgørende for, hvordan festivalopholdet bliver. Uden mad og drikke duer de unge ikke, og det kan vi forældre godt hjælpe dem med at få på huskelisten.

Der skal altså preppes til den helt store guldmedalje, og vi slutter vores reportage af med den essentielle pakkeliste til kommende forældre til førstegangsbesøgende på Roskilde.

Velkommen til Roskilde - og den gode stemning
Velkommen til Roskilde - og den gode stemning

Den ultimative Roskilde Festival pakkeliste

Vi har samlet en liste over alle de ting, de unge med fordel kan have med:

Ørepropper (for at kunne sove i larmen og til koncerterne)
Viskestykke
Tallerken
Bestik
Kop
Stor vandbeholder
Opvaskebørste
Drikkedunk, gerne med en carabinhage, så den er nem at sætte fast 
Bæltetaske med god plads 
Telefonoplader (der er gratis opladestationer rundt omkring)
Powerbank (kan også købes på festivalen)
Regntøj
Gummistøvler
Sovepose og underlag
Gaffatape (til at reparere huller i telte mv)
Presenning (hvis det regner)
Plastikposer 

Tortilia
Dåsemad
Snacks
Knækbrød 
Avocado 
Rugbrød


Sko, der nemme at komme i, når man skal på toilettet
Varmt tøj
Solbriller
Solcreme
Kleenex (fordi der ikke altid er toiletpapir)

Og til den fælles camp:
Soundbox
Batterier til soundboxen
Mikrofon til soundboxen
Pavilloner
Camping borde- og stole

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben