Børn i byens anmelder Nanna har testet Sørup Herregaards nye sommerferieophold for familier. Læs om opholdet her og book jeres ferie i 2027 allerede nu.


Børn i byen var inviteret af Sørup Herregaard
Nanna er anmelder på Børn i byen og tester løbende familieoplevelser, restauranter og ferieophold sammen med sin mand og deres to børn på 5 og 7 år.

I uge 29 pakkede vi bilen og satte kurs mod Sørup Herregaard nær Ringsted, som i juli måned havde åbnet dørene for børnefamilier med et nyt sommerferiekoncept. Her kunne familier booke et 3- eller 5-dages ophold med fuld forplejning, masser af aktiviteter og kvalitetstid sammen.
Efter tre dage på herregården rejste vi hjem med sænkede skuldre. Den smukke herregård, de naturskønne omgivelser, den gode mad og de familievenlige aktiviteter skabte de perfekte rammer for ferie.


Noget af det første, vi lagde mærke til var, hvor nemt opholdet føltes. Når morgenmad og aftensmad er inkluderet, og der samtidig er mulighed for at smøre madpakker til dagens oplevelser, slipper man for en stor del af den planlægning, som ellers kan fylde på en familieferie. I stedet kunne vi læne os tilbage og bruge tiden på dét, ferie egentlig handler om.
Vi behøvede heller ikke at finde på, hvad hver dag skulle byde på, eller hvor turen skulle gå hen. Sørup Herregaard havde allerede sørget for en masse hyggelige aktiviteter for familier på matriklen.

Maden var noget af dét, der begejstrede os mest. Hver morgen startede dagen med morgenbuffet med et godt udvalg og mulighed for at smøre madpakker til dagens aktiviteter. Om eftermiddagen blev der serveret kaffe, saftevand og kage i restauranten, så der kunne tankes ny energi.
Om aftenen blev grillen på terrassen tændt. Dét var klart et af opholdets højdepunkter. Vi fandt det pæne tøj frem, satte os til rette ved vores bord og nød den velsmagende buffet til udsigten af de grønne omgivelser og solnedgangen over søen. Hele setup’et gav os en følelse af at være i syden, bare en times kørsel fra København.


Vi var meget positivt overraskede over, hvor mange aktiviteter Sørup Herregaard havde forberedt til os børnefamilier.
Da vi tjekkede ind, fik vi udleveret et skattekort, som tog os rundt på området og introducerede os til aktiviteterne. Skattejagten var i sig selv en god aktivitet og en spændende måde, at udforske herregården på. Skatten var en pose slik til hver af ungerne.
Sørup Herregaard har også et indendørs poolområde, som vi flittigt brugte på de varme sommerdage. Det kølige vand var perfekt til at blive afkølet, og de mange oppustelige badedyr i bassinet skabte ekstra feriestemning.
I den store lade var der sat en bunke havespil op. Her dystede vi i bordtennis, slog søm i træstubbe og hyggede os i læ for solen.
Derudover var der en stor halmlabyrint, minigolf, krearum, børnedisko og en biograf, som spillede flere film i løbet af ugen. Vi oplevede aldrig, at vi eller børnene manglede noget at lave.


Det, der især adskiller Sørup Herregaard fra et klassisk feriecenter eller en campingplads, er de smukke omgivelser og den luksuriøse service. Naturen, herregården og den rolige stemning skaber en ferie, hvor man helt naturligt sænker tempoet. Måltiderne bliver serveret, aktiviteterne er lige ved hånden, og der er ingen forventning om, at man skal nå det hele.
Man kan tage dagen, som den kommer, og det giver mere tid til at være sammen som familie. Samtidig gør den afslappede stemning det naturligt at falde i snak med de andre familier, og vores børn fandt hurtigt nye legekammerater.


Hvis vi skulle pege på én ting, der kunne gøre familiekonceptet endnu stærkere, er det som nævnt ikke flere aktiviteter. Vi tror til gengæld, at en synlig familievært ville give aktiviteterne endnu mere liv. En person, som satte lidt gang i krearummet om formiddagen eller inviterede til børnedisko og åbnede dansegulvet om eftermiddagen. En familievært kunne være den, der skabte endnu mere fællesskab og bandt aktiviteterne sammen.

Efter tre dage på Sørup Herregaard rejste vi hjem med følelsen af, at vi både havde nået en masse og samtidig slet ikke havde haft travlt. Børnene havde været underholdt fra morgen til aften, mens vi voksne kunne læne os tilbage og nyde, at maden var lavet, aktiviteterne var lige ved hånden, og de smukke omgivelser, som gjorde det nemt at sænke tempoet. Vi kunne sagtens have brugt flere dage på herregården.




