Må børn læse lige præcis de bøger, de vil?

Jeg møder mange børn i biblioteket, som får besked på, at nu skal de læse noget andet end fantasy. Eller nu er det nok med Wimpy kid-serien og bøger fyldt med billeder. Men er det overhovedet klogt at sætte krav til, hvilken slags bøger dit barn læser?

23. november 2022
Af Nicoline Dahlberg, Læseland.dk

Tag ikke læselysten fra dit barn

Forestil dig scenariet: Du er taget på biblioteket. Der er ferie forude. Du har hørt om den her gode krimi. Den vil du læse med benene oppe og bare trække stikket. Men i dag er det din 10-årige, der bestemmer, hvad du må læse. Du trækker over mod krimihylden. Men den 10-årige går målrettet mod faglitteraturen og hiver en ordentlig mursten ned om 2. verdenskrig. Man skal kende sin historie, det har den 10-årige lært i skolen. Du prøver at forklare, at den bog vil tage halvdelen af din ferie at læse. Den 10-årige ser på dig og siger, at sidste ferie læste du også kun krimier. Bogen vejer et ondt år i tasken hjem.

Når du bestemmer, hvad dit barn skal læse, får dit barn måske øjnene op for en anden slags bøger, end dem barnet plejer at læse. Desværre er der også en vis risiko for, at barnet mister lysten til at læse.

Det gode ved at læse "lidt af hvert"

Nogle gange er det på dansklærerens opfordring, andre gange er det forældrenes ønske om at brede barnets læsning ud, der resulterer i kravet om, at barnet skal læse noget andet end det, barnet helst vil. Som børnelitteraturformidler møder jeg ofte problemstillingen. Intentionen om at læse bredt er sådan set god. Til folkeskolens afgangsprøve skal barnet til eksamen i forskellige litterære genrer, som det er godt at være fortrolig med, og hvad angår lystlæsningen, så er et barn med en bred læsesmag også lettere at bogmatche end børn, der kun vil læse en bestemt slags fantasybøger.

Men der er bare noget, der ikke rigtigt spiller, når et barn står og kigger ned i gulvet henne i biblioteksudlånet, mens jeg på forældrenes opfordring disker op med realistisk skønlitteratur med gode tekstfyldte sider, så barnet kan få udvidet sit læserepertoire.

Barnets læsning, barnets valg

Min umiddelbare anbefaling er at lade barnet læse de bøger, barnet har lyst til at læse. Genrer, barnet ikke finder så attraktive, kan listes ind lidt hen ad vejen.

Hvis man vil have sit barn til at læse noget bestemt, kan det være nødvendigt selv at investere tid i læseprojektet, så man finder den helt rigtige bog og sætter tid af til at læse den højt sammen. Så fornemmer man også bedre, hvad det er ved bestemte bøger, barnet måske står af på.

Det kan være en god idé at finde 3 bøger frem i den genre, du gerne vil introducere for barnet, og så lade barnet vælge blandt dem. Hvis barnet stadig er skeptisk, kan man aftale, at man læser en bestemt bid af bogen højt, inden barnet får lov til evt. at fravælge bogen. Sådan fik jeg i sin tid min datter lokket til at læse 'Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige'. Det endte med at blive en af hendes helt store bogoplevelser, og den erfaring var med til at lukke hendes læsesmag mere op.

Laeseland.dk
  • For mere info om bogglæde, besøg laeseland.dk, hvor du også kan finde gode bud på bøger og lydbøger til forskellige aldersgrupper.
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben