Sov under trækronerne: Her finder I 9 trætophoteller

Hiv familien med til en oplevelse helt oppe i trækronerne, hvor I kan overnatte i de fineste trætophytter - et natureventyr for hele familien. Vi guider til 9 overnatninger i højden lige her!

Foto: Trætophytter. Fotograf: Møllegårdens trætophytter
26. maj 2025
Trætophytter. Fotograf: Møllegårdens trætophytter
Trætophytter. Fotograf: Møllegårdens trætophytter

Møllegården: Lækre trætophytter 

Oplev den smukke Vestsjællandske natur ved at overnatte i de tre særlige trætophytter hos Møllegården. I kan vælge mellem Turtelduen, Flagspætten eller Natuglen, som alle er placeret på en ca. 4 m. høj platform, og er udstyret med en dome. Her får I 180 grader frit udsyn over den smukke natur. 

Hvor? Hyllestedvej 17B, 4261 Dalmose

Klatretræ: Sov i hængekøjer

Det er altid en særlig naturoplevelse at sove ude i det fri. Men at sove i en hængekøje i toppen af et stort træ inde i skoven er næsten ubeskriveligt. En Overnatning i trækronerne er en aktivitet for jer, som gerne vil prøve noget ud over det sædvanlige - en skæg oplevelse for hele familien i Middelfart.

Hvor?  Vestergårdvej 57 b Strib, 5500 Middelfart

Trætophus. Fotograf: Funky Forest
Trætophus. Fotograf: Funky Forest

Funky Forest: Idyllisk luksusovernatning

Sæt hverdagen på pause, lad roen sænke sig, og mærk magien i det idylliske Trætophus i Langå. Glæd jer til en sanselig, smuk og inspirerende oplevelse udover det sædvanlige, hvor I sover midt i trætoppene med egern og  fugle lige uden for de panoramiske vinduer. Her er kvalitetssenge, eget køkken, bad og toilet + gulvvarme.  

Hvor? Birkebakken 10, 8870 Langå

Løvtag. Fotograf: Søren Larsen
Løvtag. Fotograf: Søren Larsen

Løvtag: Trætophotel i Himmerland

Langt væk fra storbyens larm og stress i en lille skov i jyske Himmerland, ligger trætophotellet Løvtag. De eksklusive trætophytter er arkitekttegnede og moderne indrettet med store vinduer, og i midten af hytten skyder et levende træ op, så I kan føle jer helt tæt på naturen. Der er 4 sovepladser i hver hytte, der også har en terrasse, hvor I kan nyde jeres morgenmad.

Hvor? Bornholm og Mariagerfjord i Himmerland

Trætophus. Fotograf: Kaløvig Center
Trætophus. Fotograf: Kaløvig Center

Kaløvig Center: Trætophus med charme

Helt ud til vandet, omringet af Mols Bjerge, ligger Kaløvig Center, hvor I kan overnatte i en eventyrlig trætophytte til lyden af fuglekvidder. Den arkitekttegnede træhytte rummer blandt andet en lækker privat terrasse med udsigt over parken. Slå jer ned ved hyttens borde, stole og smut til drømmeland i den fine dobbeltseng med dyner.

Hvor?  Kaløvig Center, Præstekravevej 46, Følle8410 Rønde

Onsevig: Formidabel udsigt

Ved Onsevig kan I tage på et helt perfekt hide away i deres charmerende "Treehouse" med egen lille balkon, hvor morgenmaden og en fantastisk udsigt over havet helt til Langeland kan nydes. Her er også mulighed for at leje kajak, cykel eller robåd.

Hvor? Strandpromenaden 15, 4913 Horslunde

Skycamp. Fotograf: Skycamp
Skycamp. Fotograf: Skycamp

Skycamp: Telt i trætoppen

Tag familien med til en overnatning i et trætelt, der er spændt ud mellem tre store træer, så det hænger frit svævende i luften. Teltene på Lolland-Falster har en fin størrelse og der er masser af plads to voksne og to børn. Udover træteltet finder I overlevelseskasse med bålgryder, sav, økse, service og meget mere, så I kan fikse lidt mad over bål.

Hvor?  Stubbekøbingvej 189, 4800 Nykøbing Falster

Idehytten: Idyl i piletræet

At sove i hytterne i piletræet i Væggerløse er en primitiv, men spændende overnatning for familien, som ønsker at prøve noget ud over det sædvanlige. Her kommer I helt tæt på dyreliv i de stille nattetimer. Oplev bladene der rasler, duften fra træerne, fuglenes sang og bladenes blide vuggen mod væggene. Måske vågner I op til en smuk klar himmel og en fantastisk solopgang.

Hvor? Radbjergvej 7, 4873 Væggerløse

Det Lille Grønne hus. Fotograf: Det Lille Grønne Hus
Det Lille Grønne hus. Fotograf: Det Lille Grønne Hus

Det Lille Grønne Hus: En særlig overnatning

Tag turen til Det Lille Grønne Hus, som ligger i Kværndrup på Fyn. Her kan I overnatte i det smukke trætophus, der har balkon med udsigt til haven, hvor I kan sidde og nyde udsigten. Så prøv en anderledes og eventyrlig overnatning, hvor I kommer helt ned i gear - og tag på vandreture i området.

Hvor? Kværndrup

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben