Bali-vibes på Bryggen - Anmeldelse af Guldsmeden Hotels

Børn i byen har besøgt Guldsmedens nyeste hotelskud på stammen: det bæredygtige Urban Eco Resort beliggende på Bryggen.

1. januar 2023
Af Caroline Gruth Hemmingsen

Inviteret af Bryggen Guldsmeden Hotels

Bali-vibes: fiske-lysekroner og farverigt interiør

Forventningerne er høje, da vi en varm juli eftermiddag, tjekker ind på Guldsmedens nyeste hotel på Islands Brygge. Vi har på forhånd læst os til, at hotellet skulle være Københavns mest gennemførte bæredygtige luksushotel, eksotisk indrettet og med opvarmet pool! Afsted er vi mor, far og en lille én på to år, der fra første sekund, er begejstret for hotellets udsmykning. Allerede i indgangspartiet mødes vi af Bali-vibes i form af pink lys, planter og store fisk, der hænger ned fra loftet. I receptionen er gulvene er dækket af orientalske tæpper, forskelligfarvede glasfisk pryder lysekronerne i loftet og foran receptionsdisken kan gæsterne slænge sig i huleagtige hængestole. Wauw stilen er gennemført og virkelig noget, der tiltaler de barnlige øjne, der stråler ved mødet med interiøret.

Autencitet og bæredygtighed

Efter et nemt og hurtigt tjek-ind i receptionen, tager vi elevatoren til tredje sal, hvor vores værelse ligger. Vi er blevet tildelt et family connecting room, og ligeså blæst bagover vi er af stilen i receptionen, ligeså overvældede bliver vi af mødet med vores værelse. Selvom værelsesstilen (heldigvis) er mere afdæmpet og roligere end den i receptionen, er der ikke skruet ned for autenciteten - her står den nemlig på himmelseng, rustikke vægge, flere orientalske mønstre og propel i loftet - så sejt! Sidstnævnte bidrager både til Bali-viben, men i ligeså høj grad den bæredygtige tankegang. Her er ingen strømslugende aircondition og ej heller minibar på værelset. I stedet er der indrettet en såkaldt "Kiosk" på hver etage, hvor man kan hente kolde drikkevarer, snacks mv. Det bæredygtige element viser sig også på badeværelserne, hvor der er installeret vandbesparende Orbital-Systems brusere. Bruserne betjenes ved hjælp af touch-teknologi, og sparer mellem 50-90 % af vandforbruget - det må da være fremtiden!

Økobrunch og veganske alternativer

Også i hotellets restaurant er der taget grønne valg. Her serveres nemlig udelukkende økologisk mad og drikke, så klimabevidste hotelgæster kan nyde sprøjtefrie måltider med god samvittighed. Morgenmadsbuffetten er lækker, varieret, og så godt som emballagefri. Her er står både havre- og mandelmælk fremme, men jeg må dog spørge efter vegansk smør. Personalet er heldigvis imødekommende, og finder hurtigt et plantebaseret alternativ, og tilbyder mig samtidig vegansk ost. Super dejligt med veganske muligheder, når man hverken spiser kød- eller mælkeprodukter, men jeg ville ønske, at hotellet gik skridtet videre, og satte de veganske alternativer frem - eller i det mindste tydeliggjorde muligheden i højere grad.

Også på aftenmenuen er der veganske variationer af retterne, men husk at understreg, at I vil have dem 100% veganske. Jeg får nemlig serveret min veganske lasagne med revet vesterhavsost over, men jeg smiler blot, da tjeneren forsigtigt indskyder, at han håber, det er okay. Jeg skraber hurtigt osten af, og min mand tager med glæde imod ekstra ostetopping på sin kødlasagne. Jeg er ikke fanatisk, og betjeningen er så behagelig og imødekommende, at jeg bærer over med fejlen. Tjeneren er desuden sød til at snakke med vores lille datter, og vi føler os meget velkomne som familie i restauranten.

Børnehits: opvarmet pool, brætspil og ladcykler

Generelt føler vi os godt tilpas og set som småbarnsfamilie på hotellet. Vi har fået opsat babyseng på hotelværelset, man kan spørge efter højstol i restauranten og ingen kigger skævt til, at vores to-årige datter balancerer rundt på sofaen i receptionen. Det skal desuden nævnes, at der er en børnemenu på restaurantens menukort, og brætspil til de lidt større børn, såsom Ticket to Ride, Catan og terninger, til rådighed i receptionen. Derudover kan man som familie leje en af hotellets Christianiacykler, hvis man vil udforske byen i ladcykel.

Hotellets ultimative børnehit er dog uden tvivl den opvarmede pool, som man finder i den lukkede gårdhave. Selvom poolen er dyb, og vores lille datter på ingen måde kan bunde, plasker hun henrykt rundt i vandet, indtil hendes fingre er helt rynkede. Hun er selvfølgelig iført badering, og vi voksne er hele tiden hos hende, men fordi vandet er dejligt varmt, nyder vi at opholde os i poolen i længere tid ad gangen. Omkring os plasker større børn iført badevinger også lystigt rundt, mens forældre tager en slapper på solsenge og ved opstillede stole og borde. Poolområdet er virkelig et lækkert spot, og man glemmer helt, at man befinder sig på Bryggen - det kunne ligeså godt være Bali!

Efter to overnatninger i luksuriøse og eksotiske omgivelser, er det blevet tid til at vende snuden hjemad igen, men vi er enige om, at vi snildt kunne have brugt et par dage mere i Baliboblen på Bryggen...

Godt at vide om hotellet for børnefamilier
  • Hotellet har ikke egen parkering, det anbefales at parkere på gaden eller i nærliggende parkeringshus. Alternativt ligger Islands Brygge Metrostation 5 minutters gang fra hotellet
  • Der er mulighed for at booke family connecting rooms, samt få opstillet babyseng
  • I kan medbringe familiens hund for 100 kr. pr. ophold
  • Der er børnemenu på restaurantens menukort samt mulighed for at låne højstol
  • Der er adgang til opvarmet pool, som ligger i et aflukket gårdmiljø afskærmet fra trafik
  • Større børn og forældre kan også nyde godt af både sauna, dampbad og fitness
  • Der er mulighed for at leje seje Christiania ladcykler samt låne brætspil
  • Hotellet har et stort lokale, der kan lejes til private barnedåbe, babyshowers mv.
  • I finder hotellet på Gullfossgade 4, 2300 København S
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben