Børn i byens founder Caroline Meldgaard har besøgt Harry Potter Studios i London med sine teenagebørn. Et besøg, som på mange måder var en barnedrøm, der gik i opfyldelse.


Læs om besøget i Harry Potter Studios her.

Som 10-årig knækkede min datter for alvor læsekoden og slugte samtlige Harry Potter bøger. Lige siden har hendes store drøm været at besøge Warner Bros Harry Potter Studios i London. Der skulle gå 8 år før vi langt om længe fik arrangeret en tur. Min datter på nu 18 år spekulerede på vejen til Warner Bros. studierne, der ligger lidt uden for London by, om hun ville genopleve barndommens fascination ved Harry Potter universet.
Det var med julelys i øjnene, at min datter flankeret af sin bror på nu 16 år og mig ved sin side, satte sig i sædet til en velkomst, inden vi blev sluppet løs på egen hånd i de enorme studier.

Ruten lagde ud en med en rejse gennem scenografi, kulisser, parykker og tøj. Højdepunkterne var Dumbledores kontor, og klasseværelset hvor eliksirerne bliver lavet. Kulisserne står fuldstændigt som i filmene, og det føles vitterligt som at gå rundt på Hogwarts. Min datters helt store barnedrøm gik i opfyldelse, da vi kom til Hermiones balkjole - hun kunne næsten ikke komme sig over, at det var den ægte kjole, der hang der lige foran hende. Skulle man have et barn med drømme om balkjolen, kan man købe en kopi i den enorme souvenirbutik.

Opfyldt af glemte drømme om Hermiones kjole tager ruten os gennem den Forbudte skov. Under os er underlaget groft, som i en skov, og lydene er dystre og uhyggelige. Over os ser vi kolossale edderkopper og i udkanten af skoven møder vi Hvirvelvinge, en af Hagrids Hippogriffer i full-size - som ovenikøbet kan bevæge sig. Vi føler virkelig, at vi går i skoven og er del af universet. Endnu mere virkeligt bliver det, da vi øjeblikket efter træder ind på banegården med Hogwarts Expressen. Det er storslået og vildt. Har man modet på en lang kø, kan man også komme indenfor i toget og kigge ind i kupéerne hvor Harry, Ron og Hermione første gang møder hinanden.


Vi er helt opfyldt af indtryk og heldigvis er der indlagt en pause midt på ruten, hvor man kan købe frokost – og smage butterbeer. Det er sødt og klistret, men skal selvfølgelig prøves! Inden rutens sidste etape er der mulighed for at få nogle oplevelser udendørs bl.a. den lilla triple natbus, huset på Privet Drive, hvor Harry boede med sin onkel og tante, og de levende planter i professor Sprouts drivhus.

Sidste del af ruten tager os videre til nogle af de mest spektakulære kulisser med Gringotts Wizarding Bank, hvor Goblins (nisser) i form af meget levende voksfigurer sidder ved kasserne. Salen er smuk og med flotte lysekroner, men på et splitsekund er der ødelæggelse, når en kæmpe drage spyr ild og vælter søjler og vægge. Det er en illusion, men det er en vild effekt og vi får et chok.

Fra ødelæggelse til skønhed bevæger vi os ind i et rum, hvor der står en gigantisk model af hele Hogwarts. Vi kan læse os frem til, at det er den der er blevet brugt til at lave mange af de udendørs optagelser. Igen og igen bliver vi fascinerede af at stå lige ved siden af en scenografi, der virkelig var med i filmen.
Ruten slutter i Diagon Alley – gaden hvor Harry, Ron og Hermione køber deres tryllestave og udstyr til det kommende semester på Hogwarts. Da vi træder ned ad gaden, udbryder min datter: ”Det er det her, jeg har glædet mig allermest til”. 18 år gammel men helt fortryllet går hun gennem gaden og har ikke lyst til at forlade den igen. Til hendes eget spørgsmål, om hun ville genopleve barndommens fascination, er svaret et klart ja.


Ruten slutter i den enorme souvenirbutik, og hvis man har bare den mindste Harry Potter-fan i maven, er det svært at gå tomhændet derfra. Min datter vidste allerede på forhånd, hvad hun ville have. En æske med en chokoladefrø, magen til den Harry får på Hogwars ekspressen, da han møder Ron første gang. Æsken med chokoladen står nu i vores stue til minde om et besøg, der fik os alle med på en eventyrlig rejse ind i Harry Potter universet.
Børn i byens videoproducent besøgte også Harry Potter Studios i 2021, se en video fra besøget her.


