
Man kan blive helt trist og vemodig, hvis man tager sig tid til at hænge lidt ud over gelænderet og glane ned i Slotsholmens Kanal mellem Christiansborg og Højbro Plads. For her står Havmanden og omkring ham de seks ældste sønner – den syvende holder han i favnen. Alle ventende i længsel på Agnete, moder og hustru, som har forladt flokken til fordel for livet på land. Men trods skulpturernes triste og længselsfulde udtryk, er de super smukke – særligt om aftenen, når de lyses op af projektører under vandet.