
I en lille skov ved Kikhaneengen i Nærum venter der et eventyr.
Eventyrskoven er et eventyrligt uderum for børn, hvor sanserne og fantasien kan slippes løs. I Eventyrskoven kan man blandt andre møde musiktrolde, kratheksen og elverfolk.
Eventyrskoven består af syv magiske fortællerum, hvor børnenes fantasi og samvær får frit spillerum. Med få virkemidler som udskæring af træstammer, bemaling af træer og sten og ved at supplere træer med effekter som f.eks. kæmpe edderkoppespind og krystaller, skabes den særlige stemning i skoven. Ved hvert fortællerum er opsat eventyrtavler med fortællinger og illustrationer og en henvisning til, hvordan man selv kan lave eventyrlige ting inspireret af Eventyrskovens univers.
Naturen bliver brugt til at underbygge de mange stemninger, der findes i eventyret, og billedkunsten er med til at give eventyret en ekstra dimension, som transformeres lige foran øjnene af børnene.