Lærerig forestilling for de 3-8-årige: Hvem bestemmer?

ANMELDELSE: HVEM BESTEMMER? ★★★★★

Formiddag på Østerbro

Vi gik hjemmefra i god tid, tog metroen til Vibenshus Runddel, og gik gennem Fælledparken over til Krudttønden. På vejen var der både tid til at bestige bakker, løbe på fodboldbaner, lege på de mange legepladser langs Serridslevvej og spise en lille snack i efterårssolen. Med den værste krudt løbet af os, og med lidt mad i maven, var vi klar til at vende snuderne mod Krudttønden og overgive os til teatermørket for en stund. 

Hvem bestemmer, hvad vi skal lege?

Vi blev taget godt imod, og blev vist ind i salen, hvor vi tog plads på en af rækkerne med madrasser, så vi kunne sidde rart og afslappet. Scenen foran os udgjorde en form for værksted med reoler fyldt med alverdens genstande. En dør blev åbnet, og to drenge, som ikke kendte hinanden, blev afleveret til pasning. De sagde ikke noget, men den ene blev ved med at efterligne den andens bevægelser. Børnene i publikum grinede højt - særligt når det ikke helt lykkedes ham at kopiere sin nye ven.

Pludseligt lød der en lyd fra den ene side af scenen - en ringelyd efterfulgt af en stemme, der fik mig til at tænke på en form for Big Brother eller Squid Game, som gav de to drenge korte instrukser om, hvad de skulle lave. Og her begyndte deres forskelligheder for alvor at skinne igennem. Mens den ene ville sortere ting, ville den anden hellere undersøge og være kreativ. Det var tydeligt, at de ikke forstod hinandens måder at lege på, og kun så tingene fra deres eget perspektiv.

Forskelligheder og venskab

Efterhånden fandt de to ud af at kombinere deres idéer, så alting pludseligt gik op i en højere enhed. Som en fælles forståelse for, at legen kun blev sjovere, når flere forskellige input fik lov at spille sammen. Det var mit klare indtryk, at børnene i salen var helt med på, at det var drengenes samarbejde, der gjorde, at opgaven lykkedes til sidst. Forhåbentligt tager de det med sig ud i verden, og husker på, at det ikke kun er én person, der bestemmer, når man leger sammen.

Efter forestillingen fik børnene som altid tilbudt et "spil", som de kunne tage med hjem. Denne gang fik alle børn en guide til sjove gangarter, samt en glaskugle og en guide til at lave deres egen kuglebane ud af ting, de kan finde derhjemme. På vej retur mod metroen, ville min datter gerne gå en anden vej end den vi kom fra, hvilket indledte en lille snak om, hvem af os, der skulle have lov til at bestemme. Og rigtigt nok pointerede hun, at det var mig, der bestemte på turen herhen, og at det derfor måtte være hendes tur nu.