Børn i byens CEO Caroline Meldgaard har besøgt Hotel Skansen i Båstad med sin kæreste. Læs om den ultimative getaway for travle forældre lige her.


Børn i byen var inviteret af Hotel Skansen

Det er ikke første gang, vi besøger Hotel Skansen. Faktisk er det tredje gang, vi er her, og grunden er ganske enkel, at gode steder vender man tilbage til. Skansen har altid formået, at levere følelsen af luksus og med et fantastisk hjælpsomt personale, slapper man helt af fra det øjeblik, man træder ind ad hotellets døre.


Denne gang er vi også særligt spændte, da hotellet har udvidet deres spaområde med en spektakulær tagterrasse med udendørs infinitypool. Og sikke en upgrade! Poolen er 38 grader varm og så stor, at man kan svømme i den. Den ligger med den mest fantastiske udsigt over stranden. Det er en helt særlig oplevelse at lade sig sænke ned i det varme vand, mens man både kan se og høre brændingen fra havet. Her midt i påskeferien føler vi næsten, vi er sydpå pga. varmen, og så får vi en helt vidunderlig udendørsoplevelse her i det tidlige forår, hvor man ellers er tilbøjelig til kun at opholde sig indendørs. Tagterrassen byder også på et varmt boblebad og et wellnessområde indenfor, hvor man kan slappe af i store liggesofaer - ligeledes med panoramaudsigt over havet. For at gøre oplevelsen total er der naturligvis også en bar, så man kan nyde et glas champagne eller måske et glas vin. Herudover har baren en række kernesunde grøntsagsjuice med masser af vitaminer. Vi bestiller en energibombe med ikke mindre en 33 forskellige grøntsager mixet sammen til en delikat og perlende frisk juice. Lige hvad man trænger til her i den mørke tid! At kunne nyde den i den opvarmede pool med havudsigt gør det til den ultimative spaoplevelse.


Skansen har herudover stadigvæk deres store spaområde i stueetagen med både dampbad, sauna, varme bade og indendørspool. Vi prøver det hele og ender spaoplevelsen for enden af den store træmole, der går ca. hundrede meter ud i havet. Her er der sauna, og man kan tage et dyp i det iskolde hav for at skynde sig op i det opvarmede bassin - igen med udsigt over både hav og land. Vi har en dyb følelse af velvære i hele kroppen, da vi endelig bevæger os ned i den mondæne, men alligevel afslappede restaurant Sand.


Her får jeg den mest delikate hummerbisque og dertil en af de bedste Riesling, jeg har smagt. Den type der næsten virker mousserende, selvom det blot er en hvidvin. Min mand er yderst tilfreds, da han får det møreste hjortekød, som er stegt til perfektion. Det er så saftigt og med en helt utrolig lækker rødvinssauce til. Jeg slutter middagen af med en panacotta og et glas skøn sauterne, mens min mand holder sig det salte køkken med Sands selektion af gode oste. Det er så stor en fornøjelse at besøge et køkken, der virkelig er i høj klasse. Vi sidder længe og spiser og snakker om spændende emner. Det er det, god mad kan: samle folk og på en eller anden måde få samtalen til at blive mindre hverdagsagtig og komme et spadestik dybere. Vi afslutter aftenen med endnu engang at besøge rooftop-terrassen, nu hvor mørket er faldet på. Det giver en eksklusiv oplevelse at sidde i den oplyste pool med stjernehimmel for oven og havets brusen for neden.

Da vi næste morgen tjekker ud efter en behagelig nat i den lækre store hotelseng, og ovenpå en skøn morgenmadsbuffet, er vi afslappede, som har vi været på en længere ferie. Min mand siger det meget godt, da han forsøger at beskrive følelsen: ”Jeg har det lidt som om, jeg både har været på badeferie og kan mærke vandets rare følelse i hele min krop, og samtidig har den dejlige rolige følelse efter en hel dag ude på ski”. Og det er præcis det Skansen kan: forene følelsen af sommer- og vinterferie på én og samme tid. Jeg tror, det er fordi, de har inviteret naturen, stranden og outdoor-oplevelsen med helt ind i de varme bade, hvor man aldrig fryser, selvom man er omgivet af køligt vejr og klar himmel.



