Børn i byen er taget til Heartland Festival 2025 for at undersøge, hvordan det er at være på festivalen som børnefamilie. Læs om familiernes oplevelser her.


Børn i byen var inviteret af Heartland Festival
En festivalplads med høj musik og festglade voksne er ikke umiddelbart det mest oplagte sted for en familieudflugt - alligevel vælger flere børnefamilier at pakke rygsækken og sætte kurs mod sommerens festivaler. Børn i byen er taget til Heartland Festival 2025 for at undersøge, hvordan det er at være på festivalen som familie og hvilke oplevelser, der venter.

”Vi har ikke set alle koncerterne og gik for eksempel glip af Alanis Morissette, fordi vi skulle i seng, men det er okay, fordi vi havde indstillet os på det.”
Vi møder Simone og Lars over en maleworkshop i Hjerteland, som er Heartlands dedikerede familieområde. De er forældre til 2 piger på henholdsvis 6 og 8 år, og har børn med på festival for første gang. Og oplevelsen for familien været rigtig god:
”Pigerne vil gerne have lov til at gå rundt selv - de får lov til at gå forrest og så går vi bag ved dem. Det føler jeg er ret trygt. Det kunne jeg for eksempel aldrig finde på Tinderbox, hvor folk er meget mere fulde. Ude i campingområdet er det også ret overskueligt og pigerne kan sagtens selv finde rundt og gå op på toilet.”
At familien valgte at tage på Heartland var deres fælles ønske om at opleve Nick & Jay.
”Koncerten var en rigtig god oplevelse. Folk smiler hele tiden til vores børn - det er bare hyggeligt at have dem med, og folk er søde til at give plads til dem. De fik både hoppet og danset, og det var så sjovt for dem, fordi de kan mange af sangene. Vi var alle 4 i virkelig godt humør, da vi lagde os til at sove og vores ældste var bare sådan – jeg vil gerne med igen.”
Udover at koncerterne er et hit for børnene, så fremhæver familien at Hjerteland er fedt:
”Det at man kan lave så mange forskellige ting, og at det er så småt og afgrænset, er genialt. De kan bare selv gå rundt, og det er nogle fede ting, man kan lave. Det behøver ikke at være så avanceret – f.eks. bare at male og tegne”
Simone og Lars har været på festival før de fik børn, og slutter af med at sige:
”Når man er på festival med børn, er det nødvendigt at skrue på forventningerne. Vi går i det hele taget stille og roligt rundt, og fordi vi har indstillet os på, at vi ikke når det hele, så bliver vi ikke skuffede.”

Vi møder Lise og hendes mand, der er forældre til en pige på 2 år, i skyggen under et af teltene på Hjerteland. De er ankommet til festivalen tidligere på dagen.
”Det er første gang vi er afsted med børn, og det skal vi lige vænne os til det - der er mange indtryk for børn ude på pladsen. Det er overstimulering, når der er så mange mennesker hele tiden.”
Til trods for, at de lige er ankommet, har familien allerede været til koncert:
”Vi var inde og se Efterklang og sad ude bagerst. Lærke var interesseret i musikken og det gik godt.”
Selvom det er mange indtryk, synes både Lise og hendes mand, at Heartland generelt er børnevenligt:
”Det jeg godt kan lide ved Heartland er, at man kan finde masser af kroge, hvor man kan være lidt alene, bl.a. i skoven med hængekøjerne og langs de store hække, hvor man kan slå lejr med et tæppe. Der er også mange sanseoplevelser rundt omkring på festivalen, som er sjove for børn, og så er det virkelig rart at komme ned i Hjerteland, hvor der er ro og aktiviteter for børn.”


Ved den store scene ”Highland” møder vi Stine og Per. De er afsted med børn på Heartland for 3. år i træk med deres døtre på henholdsvis 6 og 4 år, og oplever at Heartland har meget at byde på for familier.
”Heartland er ikke lige så primitivt som de andre festivaler. Og det, at der er så mange krea-ting rundt omkring, som f.eks. at få lavet blomsterkranse.”
Også æstetikken har betydning for hvordan de oplever festivalen som børnefamilie:
”Det visuelle på Heartland gør, at det er nemmere at have børn med. Der er flag, kunstinstallationer og forskellige udsmykninger, der drager børnene rundt i festivalområdet. Der er så meget at kigge på, og det betyder meget, når vi går med børnene fra et sted til et andet.”
Også Stine og Per, har gode oplevelser til koncerterne.
”Børnene vil gerne være med til koncerterne, og vi kan godt være med dem til en hel koncert. De sidder nogle gange på skuldrene, og der er plads og ro rundt omkring, så man kan sidde i græsset og lytte. Det er rart, at man ikke står som en sild i tønde.”
Selvom det fungerer godt med koncerterne, så betyder det meget for familien, at Hjerteland er der:
”Det er rart at tage derover og tage en pause, og at der er plads til, at man kan lægge et tæppe ud, og så børnene kan ligge og sove. Og så er det fedt, at der er ansigtsmaling – bare der er ansigtsmaling, så kan man komme langt. Bare det er at der nogle aktiviteter, og at børnene føler, at der også er noget for dem.”


Ja. Klart. Er man som familie indstillet på at skrue på forventningerne og tilpasse dagen efter børnenes behov, så tilbyder Heartland gode rammer for en familieoplevelse. Der er æstetik og sanselighed, plads til koncerterne, kroge til at trække sig, og en tryg stemning, som gør det en god oplevelse – også for børnefamilierne. Og så er Hjerteland et åndehul og en life saver, til at tanke op og få nogle oplevelser på børnenes præmisser. Programmet i Hjerteland skifter fra år til år men hvert år med nogle faste aktiviteter, og nogle nedslag med underholdning og aktiviteter på scenen.
Årets Hjerteland er skabt i samarbejde med Den kulturelle rygsæk.


Blandt de faste aktiviteter kunne man på Hjerteland 2025 opleve
- Byg med på kuglebane
- Byg med på lerprojektet
- Tegne-male værksted
- Få en tatovering (brug lykkehjulet til at vælge din tatovering)
- Tingværksted – lav pynt ud af genbrugsmaterialer
- Udklædning og ansigtsmaling
- Parkour
- Skumpool
- Stylter
- Amme/sove/hygge område
Spiseligt
- Isbar ”Vild Is”
- Kaffebar
Scenen / særaktiviteter
- Fisketur med Gordon
- Historiefortælling
- Børnekor




