Børn i byens anmelder Jaspar har været inde at se Oldefars drømmebil på Anemonen med sin datter på fire år. En magisk og musikalsk forestilling baseret på den populære børnepodcast af samme navn.



Oldefars drømmebil er en fortælling om verdens stærkeste brændstof: fantasi. Og selvom udgangspunktet er podcasten af samme navn, er teaterforestillingen en udvidelse af universet. Det er en ny og større fortælling, hvor der optræder velkendte figurer (hvis man har lyttet til podcasten), men også nye elementer som tusmørket, der giver følelsen af at opleve noget “ekstra” frem for bare en teaterversion af en podcast.

Det er altid en fornøjelse at træde ind ad porten ved Anemonen. Den lille gård er som en magisk lomme midt i byens larm. Vi var tidligt på færde denne tirsdag morgen og ankom, inden teatret egentlig var åbent. Til gengæld spottede min datter Sisse, som hun genkendte fra podcastcoveret, og det gjorde stort indtryk, da hun fik et smil og et vink.
Da døren kort tid efter blev låst op, blev vi taget varmt imod af de to ansatte. I dette teater er børnene de primære gæster, og det afspejler sig i alt - fra måden de små mennesker bliver mødt i øjenhøjde af de ansatte på til knagerne i garderoben, toilettet og håndvasken i børnehøjde.
På vej ind i salen kiggede vi på billeder fra forestillingen og plakaten på opslagstavlen. Forventningen til og følelsen af det univers, vi skulle til at træde ind i, startede allerede her.
Fordi vi havde god tid, inden tæppet skulle gå, satte vi os i caféen. Her fandt vi en tegning af drømmebilen og farvekridt - og så var lykken gjort. Så simpelt og alligevel så effektfuldt. En snak om bilens farve, hvad den egentlig kunne, og hvad vi mon skulle ind og se, udspillede sig under farvelægningen.

Der er en helt særlig stemning i en teatersal, og de tunge røde tæpper og røde stofbænke gør rummet ekstra særligt. Kort tid efter vi havde sat os til rette - og en hel masse skolebørn også havde slået sig ned omkring os - blev vi budt velkommen, og forestillingen begyndte.
Sisse var alene på scenen under hele forestillingen, og hun var sprængfyldt af energi. Hun fik publikum med og var både indlevende og underholdende. Både børn og voksne grinede og engagerede sig. “Pas på, drømmene kan godt flyve ret lavt, så det kan være en god idé at dukke jer, hvis de flyver hen over hovedet på jer,” advarede Sisse, og hele salen dukkede sig.
Det gav en speciel energi at se en forestilling med SÅ mange børn (uden deres voksne) - både på godt og ondt. De grinede højt, råbte deres gode råd (“Bilen mangler benzin, for helvede”) og fulgte med, med hele kroppen. Men de faldt også lidt i snak med sidemakkeren og begyndte at trampe lidt med en fod osv. Så en lille OBS herfra, hvis man ser forestillingen på en hverdag: I kommer muligvis i selskab med en eller flere skoleklasser.
Det blev også tydeligt på publikum, hvornår der var gået lige lovlig lang tid med “snak”. For selvom Sisse er dygtig og karismatisk, kan 45 minutters “one woman show” godt være i den lange ende for en flok syvårige.
Det kan mærkes på forestillingen, at den er baseret på en podcast – forstået på den måde, at den til tider bliver en smule dialogtung. Det er i hvert fald i højere grad en forestilling for børn, der er gode til at lytte. Der indgår en række figurer, som Sisse taler med, men som man ikke ser. Utrolig sjove figurer! Og nogle, man kender, hvis man har lyttet til de podcastepisoder, hvor de er med. Vi havde tilfældigvis hørt den om krebsen Poul samme morgen, og det var derfor et dejligt “gensyn”.

Som voksen var jeg underholdt hele vejen igennem, og det samme var min datter. Men vi kommer ikke uden om, at skolebørnene langsomt mistede koncentrationen undervejs - og det var godt, at der hen mod slutningen skete et skift, og der kom både sang og sæbebobler.
Fortællingen er utrolig fin - om at tro på sig selv og sin fantasi. I det hele taget er Oldefars drømmebil-universet et fantastisk univers, hvor børns drømme udforskes.
Vi giver fem ud af seks stjerner og en anbefaling af Oldefars drømmebil - både som teater og podcast. Det var fedt at se en podcast komme ud og leve på denne måde


