Gør dagens måltider til omdrejningspunktet for jeres sommerferie-aktiviteter ved at kombinere skønne naturoplevelser med fælles madlavning af dagens krabbefangst, blomsterpluk eller jordbærrov. Det er både sjovt, lærerigt og virkelig lækkert! 

Her kommer 5 familievenlige sommeropskrifter fra Arla med tilhørende udflugter, som vil aktivere hele familien. 

Brændenældesuppe

Drag på eventyr i skoven, og udforsk naturen, mens I går på jagt efter gode råvarer som brændenælder og spiseligt ukrudt, som I senere kan bruge i madlavningen. Tag også en klatretur i træerne, byg en hule eller overnat i et shelter. 

OPSKRIFT

Skøn og nem brændenældesuppe, som slet ikke brænder! Brændenælder vokser forår og sommer i skove og haver og smager mildt og krydret. Husk at tage handsker på, når I plukker og tilbereder brændenælderne. Server suppen med brød, brændenældepesto og en god skive ost.

Ingredienser
- 10 stilke brændenælder - bladene heraf (ca. 30 g)
- 0,5 dl Karolines Køkken Piskefløde 38%
- 25 g smør 
- 3 finthakkede zittauerløg (ca. 225 g)
- 2 finthakkede fed hvidløg
- 500 g vaskede små kartofler i tern
- 1 liter grøntsagsbouillon
- 1 tsk groft salt
- Friskkværnet peber

Tilbehør
- 4 skiver rugbrød
- 4 spsk brændenælde- eller basilikumpesto
- 4 skiver ost, fx Arla Klovborg ML 25% (345+)

Sådan gør du
- Lad smørret smelte i en stor, tykbundet gryde ved kraftig varme, men uden at det bruner
- Steg løg og hvidløg ved lav varme i ca. 5 min - eller til de er klare
- Tilsæt kartofler, bouillon, salt og peber og kog under låg i ca. 10 min til kartoflerne er møre
- Skyl brændenældebladene godt og hak dem fint (brug handsker)
- Tilsæt dem til suppen sammen med fløde og kog suppen i yderligere ca. 2 min
- Smag til, og server suppen med rugbrød, pesto og ost

 Krabbesuppe

Tag på krabbejagt på en af de skønne, danske strande, hvor børnene kan ligge på maven og fange krabber i timevis. I stedet for at smide krabberne ud, når dagen er forbi, kan I tage dem med hjem og lave den skønneste krabbesuppe til aftensmad.

OPSKRIFT

Børn som voksne synes, at det er sjovt at fange krabber. Så hvorfor ikke tage de levende krabber med hjem og lave den skønneste suppe. Det smager godt, og der er rigtig god læring her: Fra jord til bord... Eller snarere fra vand til bord!

Ingredienser
- 2 store tomater (ca. 125 g)
- 25 g smør
- 2 hakkede zittauerløg (ca. 150 g)
- 2 små hakkede fed hvidløg
- 500 g friskfangede levende krabber (10-15 stk alt efter størrelse)
- 1 spsk koncentreret tomatpuré
- 1 tsk paprika
- 2 dl æblejuice
- 7,5 dl vand
- 1,5 dl Karolines Køkken Piskefløde 38%
- 1 spsk friskpresset citronsaft
- 1 tsk groft salt
- Friskkværnet peber

Tilbehør
- Brødcroutoner (af ca. 150 g grovbrød med smør og salt)
- Pillede, kogte rejer eller krebsehaler (ca. 200 g)
- 1 dl fint strimlede friske basilikumblade
- 1 usprøjtet citron i både

Sådan gør du
- Del tomaterne i kvarte, skrab indmaden ud (gem den til suppen) og skær resten i tern
- Smelt smørret i en tykbundet gryde og steg løg og hvidløg ved jævn varme i ca. 5 min
- Skær krabberne midt over med en stor kniv, og kom dem i gryden og lad dem stege i 2-3 min
- Tilsæt tomatindmad, tomatpuré og paprika og steg i yderligere ca. 1 min
- Kom æblejuice og vand i gryden og kog ved svag varme og under låg i ca. 20 min
- Sluk for suppen og lad den trække i ca. 20 min
- Sigt suppen og kasser krabbeskrog og grøntsager
- Kog krabbefonden ind til der er ca. 0,5 liter tilbage
- Kom piskefløde, citronsaft, salt og peber i suppen
- Varm den igennem og smag til
- Kom den varme suppe i en kande og anret tomattern, skalddyr, basilikum, citron og croutoner i skåle

Chili con carne

Nu skal det ikke handle om at finde råvarer, men en god bålplads! De fleste børn er vilde med at lave mad over bål. Og her er masser er muligheder udover de klassiske snobrød og popcorn. Lav fx chili con carne over bål på en bålplads i et af landets dejlige naturområder.

OPSKRIFT

Chili con carne er nem bålmad. De fleste ingredienser kommes i gryden på én gang og så skal retten bare stå og simre. Server fx med grillede majskolber og madbrød bagt over bål.

Ingredienser
- 1 spsk rapsolie
- 500 g hakket oksekød
- 2 grofthakkede zittauerløg (ca. 150 g)
- 2 små finthakkede fed hvidløg
- 2 tsk stærk paprika
- 2 tsk stødt spidskommen
- 2 dåser bønner i chilisauce
- 1 dåse hakkede tomater (400 g)
- 2 dl vand
- 4 hele røde chilipebre (alt efter styrke)
- 1 spsk koncentreret tomatpuré
- 1 tsk groft salt
- Friskkværnet peber
- Evt. 15 g mørk chokolade (70%)

Tilbehør
- 2,5 dl Karolines Køkken Cremefraiche 18%
- Tyrkisk brød eller naanbrød

Sådan gør du
- Kom olien i en varm støbejernsgryde
- Brun kødet under omrøring - pas på det ikke brænder på!
- Tilsæt løg, hvidløg, paprika og spidskommen og steg i yderligere ca. 2 min
- Tilsæt de øvrige ingredienser og kog retten i ca. 20 minutter - rør ofte!
- Smag til, og server med cremefraiche og brød

Kage med spiselige blomster

Gå på jagt efter spiselige blomster i naturen. De farverige skønheder pryder både bagværk, desserter, salater og brød. Pynt fx med tusindfryd, mælkebøtter, kornblomst og rosenblade - hvis I kan finde dem!

OPSKRIFT

En nem kage som børnene kan lave selv eller med lidt hjælp fra en voksen. Den kan varieres i en uendelighed med hindbær og hvid chokolade... Eller brombær og mørk chokolade... Eller æblebåde og kanel. Kun dit barns fantasi sætter grænser.

Ingredienser
- 2 æg
- 2 dl sukker (ca. 175 g)
- 2 tsk vaniljesukker
- 3 dl hvedemel (ca. 175 g)
- 1 tsk bagepulver
- 1 dl mælk
- 75 g smør
- 150 g friske eller frosne hindbær
- 50 g grofthakket hvid chokolade

Pynt
- Spiselige blomster
- Evt. frysetørrede bær eller flormelis

Sådan gør du
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker med en håndmixer i ca. 5 min til det er lyst og luftigt
- Kom mel og bagepulver i æggemassen og pisk i ca. 1 min til dejen er ensartet
- Tilsæt mælk lidt ad gangen, mens du pisker
- Smelt smørret
- Pensl en springform (ca. 22 cm i diameter) med lidt af smørret og kom resten i dejen
- Pisk hurtigt dejen sammen og kom den i den smurte springform
- Fordel hindbær og chokolade over kagen
- Bag kagen midt i ovnen i ca. 40 min ved 175 grader (traditionel ovn)
- Lad den køle af på en bagerist
- Pynt den afkølede kage og server

Jordbærispinde

Pluk spandevis af modne jordbær fra de danske jordbærmarker, og tryl dem om til marmelade, ispinde og slushice. Eller spis dem som de er med fløde eller mælk på.

OPSKRIFT

Lækre hjemmelavede vaniljeispinde med jordbærmarmelade - eller hvilken som helst anden marmelade, hvis du har en favorit. Har du ikke ispindeforme, kan ispindene laves i plastikkopper.

Ingredienser
- 2 æggeblommer
- 2 spsk sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 2,5 dl Karolines Køkken Piskefløde 38%
- 500 g jordbær
- 3 spsk flydende honning
- 2 spsk chiafrø
- 6 ispindeforme á ca. 1 dl

Sådan gør du
- Kom jordbærrene i en gryde sammen med honning og bring dem i kog
- Kog ved svag varme og uden låg i 2-3 min - fjern skummet på toppen med en ske
- Blend jordbærrene med en stavblender, så marmeladen bliver helt glat
- Tag gryden af varmen og rør chiafrøene i
- Psk æggeblommer, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt
- Pisk fløden til et let skum og vend det i æggemassen
- Kom ca. 1 spsk marmelade i bunden af isformene
- Fordel ismassen i formene og fordel resten af marmeladen i toppen af isformene
- Sæt bunden på og frys ispindene i minimum 3 timer
- Ved servering: Dyp ispindeformen i varmt vand et kort øjeblik og træk ispinden ud

Fotos: Britta Surland, Arla