København har fået et nyt børnebibliotek i verdensklasse. Børneetagen LÆS ligger på 2. sal af Københavns Hovedbibliotek, hvor etagens 1.000 kvadratmeter er dedikeret til børnelitteratur og læsning for børn og deres voksne. Målet er at skabe flere ivrige læsere og være med til at vende udviklingen, hvor for mange børn læser for lidt.
Børneetagen LÆS har 10 aktivitetszoner, der er udviklet efter principper i hjerneforskning og tanker om brug af kroppen i forhold til barnets sproglige- og læsemæssige udvikling samt læselyst, tilpasset barnets alder og udviklingstrin.