
Der er gang i frilandsmuseet i højsæsonen, når over 100 mennesker sørger for at puste liv i de gamle håndværks- og landsbymiljøer med mejeri og smedje, vandmølle, dampsavværk og en livlig købmandshandel. Besøgende kan også se, hvordan det var at gå i skole, dengang tiptipoldefar var dreng, og opleve traditionelle og nu uddøende håndværksfag som bødkere og karatmagere. Vil man sende smagsløgene på tidsrejse, kan man smage på nogle af de retter, der kreeres i de historiske køkkener. På Stenalderpladsen kan man opleve en endnu fjernere historisk tid, hvor stenalderfolk laver lertøj og træstammebåde, og flintesmeden fremstiller skarpe redskaber og våben. Et dejligt udflugtsmål med mulighed for både afslapning, lærdom og hygge i et skønt rekreativt område, der absolut lægger op til den helt store picnickurv.


