Gl. Holtegaard er en kunsthal med skiftende udstillinger af moderne kunst. Det er et velegnet udflugtsmål for familier med børn. Den fine barokvilla med tilhørende haveanlæg stemmer sindet og giver rum for særlige oplevelser – også i børnehøjde.
Udstillingernes størrelse og præsentation tilbyder en fortættet, men overskuelig ramme om fælles udforskning af kunsten. I haven kan man gå på opdagelse ad barokanlæggets stier og blive væk mellem de høje bøgehække.
Der er masser af børneaktiviteter i løbet af året på Gl. Holtegaard – herunder workshops i ferier, skattejagter i barokhaven og den årlige Æbledag, hvor der altid er lavet et særlig børnevenligt program!