Bellevue Strand er en af Danmarks mest berømte og besøgte. Den halve million mennesker, der årligt besøger de kun 700 meter strand, er levende bevis. Så hvis man er til fred og ro, er det nok ikke lige Bellevue, man skal vælge. Til gengæld kan man trygt tage dertil, hvis man er til børnevenligt badevand, tre badebroer, kolde ferksvandsbrusere, kiosker, livreddere, beachvolley og valget mellem sand og græs som håndklædeunderlag. Strandparken ligger smukt syd for idylliske Tårbæk, tæt på Dyrehaven og lige overfor det Arne Jacobsen-tegnede Bellevue Teater.