
Hvis familiens unger er lige i eventyralderen, så er Den Lille Havfrue et oplagt udflugtsmål. For hvis ikke H.C. Andersen har gjort hende kendt i enhver børnefamilie – så har Disney nok gjort det. Og så er det da sjovt at se den animerede, rødhårede skønhed som fin, lille bronzestatue – endda i ’levende’ live. Samtidig kan man fortælle de mere hårdføre unger, hvordan det arme væsen har måttet finde sig i at miste både hoved og arme op til flere gange.