Pernille - privat børnepasser

  • Alle aldre

Kære forældre.
Mangler jeres guldklumper et dejligt sted at være, hygge, lege, danse, få læst historie og tage på hyggelige udflugter i det fri, samt masser af knus og krammere, så er jeg måske den rette person til at passe de kære små.

Jeg hedder Pernille og er 47 år. Jeg har haft de skønneste familier og børn i min pasningsordning igennem mange år og jeg elsker mit job højt. Jeg har 2 dejlige børn Malou 12 år, Louis 15 år. Vi bor på Amager i en hyggelig, lys, børnevenlig lejlighed på 112 kvm. Vi har grønne arealer og gode legepladser lige udenfor.

Jeg er som person kendt for, at være glad, omsogsfuld, ansvarlig, aktiv og meget tålmodig. Jeg elsker at gå tur og være ude i det fri.

Jeg tilbyder en hyggelig dagpleje med stor vægt på omsorg, respekt og forståelse for det enkelte barn. Jeg vil skabe en dagligdag med tryghed, nærvær og hvor jeres barns udvikling stimuleres. Hos mig vil jeres barns behov blive prioteret højt.

Jeg står for sund og varieret børnevenlig kost, som er delvis økologisk og med masser af frugt og grønt.

Jeg står for mad,bleer, plejeprodukter, solcreme, ture o.s.v.

Så i kommer med guldklumperne og jeg klarer resten.

Dagplejen har åbent mandag – torsdag kl. 8.00 – 16.00 fredag kl. 8.00 – 15.00 og der er lukket den 1 fredag i hver måned.

Forældrenes egenbetaling er 3814kr. pr. måned + tilskud fra kommunen 7352kr, i alt 11.165kr. Der kan søges om søskende rabat gennem kommunen. Der skal forudbetales.

Tænker i det lyder lige som et sted for jeres guldklump og jer, så skriv endelig til mig og vi kan mødes og se om kemien er der ?

Glæder mig til at høre fra jer

Med venlige hilser

Pernille Paulsen

Grækenlandsvej 9, 1tv
2300 københavn s

Pernillepaulsen1975@gmail.com

ANBEFALINGER :

Greg & Signe 26/5-2022
Anbefaling;
Vi har haft vores tvillinger Mia og Ellen hos Pernille i lidt over 2 år og vi kunne ikke have ønsket os et bedre sted for vores piger. Vi fik Pernille varmt anbefalet af en veninde der havde haft begge sine børn i pasning og hun levede på alle måder op til forventningerne. Der er ikke noget bedre end at aflevere sine små guldkorn et sted hvor man bare ved, at de er i de absolut bedste hænder, og sådan har det været fra dag et!

Vores piger har virkelig haft en fantastisk tid hos Pernille, og fået en masse skønne oplevelser. Udelivet prioriteres højt og dagen starter altid med aflevering hvor Pernille står klar udenfor med klapvognen og flokken tager ud på tur. Der er flere faste aktiviteter på programmet hvor Pernille benytter nogle af de gode tilbud Amager har at byde på for pasningsordninger (f.eks. tumlestik i Prismen, teatrerytmik på bemandede legepladser osv). Og ellers går turen ofte til Zoologisk Have, Den blå Planet, Bondegården, en tur med havnebussen og der er ikke den legeplads vores piger ikke har besøgt sammen med Pernille.
Det er simpelthen en kæmpe gave med alle de oplevelser! Og det er super hyggeligt at modtage den daglige SMS med billeder fra dagens udflugtsmål.
Pernille mødes også med en anden sød dagplejemor når de er ude på tur, så børnene er også vant til at være samme med andre børn, så det er trods alt ikke et kæmpe chok når de kommer videre i børnehave.

Pernille er en fantastisk dagplejemor, og hun har givet vores piger en masse tryghed og omsorg, og det er helt tydeligt at vores piger var meget glade for Pernille. Hun er kærlig og nærværende overfor børnene og skaber de helt rette rammer for, at børn kan trives væk fra hjemmet.

Pernille er meget stabil og pligtopfyldende, er altid til tiden og og har stort set ikke været syg mens vores piger har været hos hende.

Det var virkelig med en kæmpe klump i halsen at vi skulle sige farvel til Pernille fordi vores piger skulle starte i børnehave, men vi er lykkelige for, at vores piger landede lige netop hos hende og har haft over 2 skønne år i SÅ gode og kærlige rammer.

Vi kan kun give Pernille de absolut varmeste anbefalinger, og takker hende for den dejlige tid vi som familie har haft.

De bedste hilsner
Greg & Signe,
Forældre til Mia & Ellen

ERLA 3/7-2019
Vores datter, Anna Dis har været i privat dagpleje hos Pernille fra hun var 1 år indtil hun skulle starte i børnehave, knap 3 år gammel. Det har været en kæmpe fornøjelse og føler vi os som forældre virkelig heldige at vores datter fik muligheden for at gå i dagpleje hos Pernille.
Fra vores første møde med Pernille, kunne vi mærke at hun var både nærværende og omsorgsfuld og ikke mindst meget kærlig. Vi har aldrig været i tvivl om, at vores datter fik en god og dejlig dag sammen med Pernille og de andre børn. Pernille er rigtig god til at møde børnene i øjenhøjde og hun har stor sans for hvem de er som personer.
Hver dag mødte vi Pernille med et smil og nærvær enten i hendes lejlighed eller ved hendes klapvogn udenfor hendes hjem, klar til at tage på en tur fra morgenstunden. Turene har været mange og givet mange hyggelige og spændende oplevelser for vores datter.
Pernille har også en dejlig familie som tager børnene med åbne arme.
Pernille er meget stabil og overholder aftaler og tider og har aldrig været syg i den tid vores datter har gået hos hende.
Pernille er i det hele taget en fantastisk dagplejemor som skaber tryged for børnene med sin rolige og omsorgsfulde måde at være på.
Vi kan kun give Pernille de varmeste anbefalinger. Vores datter kunne ikke have fået en bedre start på livet væk fra familien.
Kærlig hilsen
Erla, Bragi og Anna Dis

LOTTE VESTERGAARD 1/2-2017
Pernille er intet mindre end den perfekte dagplejemor. Vi har haft Agnes hos Pernille fra hun var 18måneder til hun var 3 år, og det var det bedste valg vi har taget. Agnes var tilmed heldig at gå hos Pernille sammen med 3 jævnaldrende, som stadig er hendes bedste venner.
Hos Pernille er der hjertevarme, tryghed og vante rytmer. De fleste dage tager de på tur og får på den måde også set andre børn og dele af byen.
Daglige smsér med billeder fra Agnes´dag var også et stort plus, så man som forældre kunne følge lidt med. Tak Pernille for dit bidrag til at Agnes idag hviler i sig selv, er tryg ved andre børn og voksne og har et solidt minde fra tiden hos dig. Hilsen Agnes´ forældre.

LISBETH MICHALA KELDSEN 4/10-2016
Jeg har slet ikke ord, der kan beskrive hvor fantastisk Pernille er! Jeg ville ønske, at alle små børn kunne starte deres “ude”-liv hos Pernille.

Vores Erik startede hos Pernille da han var lige et år, og for en uge siden skulle han så videre i børnehave – nu tre år gammel. Det er blevet til to fantastiske, trygge og varme år hos Pernille for Erik.

Jeg havde – som de fleste nybagte mødre – meget svært ved at forestille mig, at andre end jeg selv skulle passe mit barn. Alene af den grund var jeg tidligt klar over, at jeg skulle finde en dagplejemor. Den daglige, tætte kontakt til én voksen var meget vigtig for mig, at Erik skulle have. Jeg søgte på børn i byen og allerede første gang jeg faldt over Pernilles opslag var jeg solgt. Min mavefornemmelse sagde mig, at det var her Erik skulle passes. Og efter et besøg hos Pernille var hverken min kæreste eller jeg i tvivl. Her skulle Erik være!

Pernille udstråler en varme og et overskud som man skal lede længe efter og så er man slet ikke i tvivl om, at hun holder af ens barn. Hun nyder tiden sammen med børnene og man får et glad og harmonisk barn hjem om eftermiddagen. Et barn, der lørdag morgen spørger om han ikke må komme over til Pernille:-)

Vores plan var oprindeligt, at Erik skulle gå hos Pernille til han var ca. 2 og så skulle han i integreret institution. Meget hurtigt efter Eriks start blev vi enige om, at Erik skulle bare ingen steder! Der var kun et sted for ham, og det var hos Pernille. Og han nåede også at blive tre inden vi endelig tog imod en børnehaveplads. Og selv om det er det rigtige for Erik at skulle i børnehave, er det med tungt hjerte, at han ikke længere skal have sin daglige gang hos Pernille.

Heldigvis er lillebror allerede et glad dagplejebarn hos Pernille, så Erik får lov til at se Pernille og give hende en krammer i ny og næ, når han skal med hen og hente lillebror. Og der bliver stadig talt meget om Pernille hjemme hos os.

Jeg kan på det varmeste anbefale Pernille til at passe jeres børn! Med hendes utrolige ro, varme og overskud giver hun børnene en tryg og stabil hverdag, hvor de lærer at indgå i relationer på en fornuftig og konstruktiv måde. De lærer også alle de gode ting, vi forældre bør lære vores børn: at sige tak for mad, at bede pænt om tingene, at få sko og flyverdragt på (når man har alderen til det) og så giver hun børnene plads til at være børn.

Erik har haft utrolig mange oplevelser med Pernille og alle de mange ture de har været på og alle de andre børn de har mødt, har gjort at han nu er rustet til livet som børnehavebarn.

Jeg kan ikke sige andet end, “skynd dig” at få skrevet dit barn op hos Pernille. Du kan ikke give dit barn en bedre start.

Kærlige hilsner

Lisbeth, Simon, Erik og Sebastian

BETINA FLIES 12/5-2016
Pernille er et overskuds menneske!

Vi valgte at gå hjemme med Vilda til hun var 1,5 år gammel og var meget klar til at starte stille og roligt op og få en ny hverdag hos Pernille.
Da vi skulle vælge en pasnings ordning lagde vi stor vægt på der skulle være tryghed, nærvær og en familiær stemning.

Det har været den bedste start for Vilda.

Selve indkøringen gik rigtig fint og vi fandt sammen et passende tempo for Vilda. Pernille fik hurtigt dannet en tæt relation til Vilda.

Det har været virkelig rart altid at have haft en god mavefornemmelse når vi har afleveret Vilda.
Vi er hver dag blevet mødt med et smil, nærvær og ro af Pernille.
Pernille har haft masser af overskud til at møde Vilda der hvor hun var. Hun har altid kunne give en detaljeret beskrivelse af hvordan Vilda havde sovet, hvor meget hun havde spist eller hvis der havde været sket noget indbyrdes imellem børnene.

Det har fungeret rigtig godt at Vilda startede op i en lille gruppe på i alt 4 børn. De har lært at tage hensyn til hinanden og fået nogle gode venskaber. Det har samtidig været rigtig fint at Pernille har taget børnene med i legestue et par gange om ugen, hvor Vilda har mødt masser af andre børn.

Vi er virkelig glade for alle de gode oplevelser Pernille har givet Vilda. De har taget på mange ture i legestuer, den blå planet, Capella legeland mm. Et af dagens højdepunkter har altid været at modtage sms’er med billeder af børnene. Da Vilda stoppede fik vi en fin bog med billeder af hende og vennerne.
Det har været den bedste beslutning at vælge Pernille til at passe Vilda. Det var virkelig svært at tage beslutningen om at Vilda skulle videre i børnehave, og vi var også meget i tvivl helt indtil sidste dag.

Vi kan kun give Pernille de varmeste anbefalinger og håber der vil være plads, hvis Vilda skal have en lillebror eller lillesøster.

Mange hilsener
Betina, Søren & Vilda

PERNILLE PAULSEN 7/6-2015
Alle børn skulle starte pasningslivet hos Pernille

Vores søn Arthur har haft en fuldstændig uvurderlig tid hos Pernille. Arthur endte med at gå hos Pernille i 18 måneder, da vi flere gange takkede nej til vuggestueplads, for Arthur (og vi) stortrivedes hos Pernille.

Hver morgen blev vi mødt af Pernilles smil, nogle dage i lejligheden til en hyggelig hjemmedag med dans, musik, bøger og spil og en tur på legepladsen om eftermiddagen. Andre dage stod Pernille klar med smil og dobbeltklapvogn og så skulle de heldige små på dejlig tur til den blå planet, bondegården, Capella Play eller mødes med andre små venner.

Arthur er vores tredje barn, og vores to piger har begge gået i vuggestue. Selvom det var nogle gode institutioner med søde og stabile voksne, har det altid været med dårlig samvittighed og et stik i hjertet, at vi vinkede farvel om morgenen. Sådan har vi ikke haft det hos Pernille, for vores lille dreng var det allerbedste sted i verden.

Arthur havde svært ved at blive passet i starten, og han blev helt utrøsteligt ked af det, når vi gik. Indkøringen endte med at vare 3 uger, hvor vi langsomt trappede op, og igennem al den tid havde Pernille en ro og tålmodighed og blidhed, som vi ikke ved, hvad vi skulle have gjort uden.

Pernille er nærværende, smilende, omsorgsfuld, kærlig, fuld af energi og glæde, og altid begejstret over de små og deres bedrifter. Alle børn skulle starte deres liv uden for hjemmet hos Pernille!

Det er lige før, at vi overvejer at få en nummer 4, så vi kan komme i dagpleje hos Pernille igen :-)

Med de varmeste anbefalinger
Arthur, Alexander og Henriette

JACOB DITLEV 23/3-2015
Amagers bedste børnepasser!

Vores søn Carl har gennem 19 måneder været passet af Pernille, og det er den bedste beslutning vi endnu har truffet for vores dreng. Da vi skulle skaffe pasning til Carl, havde vi flere børnepassere i spil, men efter at have mødt Pernille, aflyste vi fluks de andre. Vi havde fundet hende der skulle passe Carl! Og det har vi sidenhen ikke fortrudt et sekund. Faktisk har vi i flere omgange forlænget perioden hos Pernille, oprindeligt havde vi kun regnet med at Carl skulle passes i privat dagpleje ca. 6 mdr, og så i vuggestue, men da han trivedes så fantastisk, besluttede vi os, i flere omgange, for at forlænge.
Nu er Carl så netop startet i familieplads i en børnehave, men det er med stort vemod vi har sagt farvel til Pernille.

Pernille er, uden at forklejne andre, Amagers bedste børnepasser! Simpelthen. Altid med overskud, et smil på læben, og et godt tag på de små, som simpelthen knuselsker hende. Og der er godt gang i eventyret for de små, flere gange om ugen er de på tur; Den blå Planet, Capella Play, Bondegården, Tivoli eller et møde med andre dagplejere og deres børn. Men hun er også ferm til at læse børnene, og til at vurdere om der lige i dag skulle være brug for en ‘hjemmedag’.

Og så er der en god kommunikation med os forældre, som bliver fodret med skønne billeder af de små poders gøren og laden – det varmer i en travl hverdag.

Vi har altid følt os utroligt velkomne i Pernilles hjem, og føler nærmest at vi og Carl er blevet en del af familien.

Vi kan kun give Pernille de allervarmeste anbefalinger, og håber hun har plads, når Carl engang skal have en lillebror eller lillesøster.

Jacob og Helene

NADJA STAACH 17/12-2014
Kære forældre,

Det er med stor sorg i hjertet, at vores søn, Valentin, nu har sine sidste dage hos Pernille. Han har nu været hos Pernille i 1 år og 8 mdr. han startede da han var 10 mdr., og hvis ikke det var fordi, at vi nu skal flytte til Jylland ville vi højest sandsynligt ikke kunne nænne at flytte ham derfra.

Med det menes der, at vores søn har det faktisk hos Pernille! Han er glad og fuld af liv. Han oplever så mange ting og er omgivet af kærlighed. De er ugentligt på ture, hvad enten det er, Capella Play, Den blå Planet, tivoli, Zoo, legegrupper med andre børnepassere og ikke mindst de utallige legepladser i området, og det er tit med skønne sms´er og billedserier er deres dage og udflugter:)

Hos Pernille føler børnene sig hjemme og trygge, der er fuld af varme og kærlighed til de små unger så snart man træder ind af døren. Hun evner at give dig fuld tryghed ved at overlade dit barn og vi har aldrig været i tvivl om at han har haft en god dag når vi henter ham.

Begrundelsen for at vi valgte Pernille til at passe vores søn var helt konkret. Vi havde fra begyndelsen en lidt svær start med Valentin, han spiste ikke så meget og han virkede meget sensitiv som helt lille. Derfor blev vi mere og mere sikre på, at det ville være for meget for ham at skulle starte i en normal vuggestue.

Vi ville gerne selv være herre over hvem vi ville overlade ham til, og vi var faktisk ude og besøge nogle stykker, men da vi trådte ind i Pernilles hjem var vi ikke i tvivl.
Man vil gerne give sine små den allerbedste start på livet, og det har vi gjort her.

Pernille har formået at give vores dreng en tryg og en stabil hverdag, med masser af kærlig og oplevelser – også har hun ydermere gjort ham til en utrolig høflig lille herre.

Vi forstår ikke helt hvordan hun har fået ham til det, men han har lige fra en start spist godt og sovet lure helt op til over 3 timer ad gangen.
Vi undres stadig væk, for det er aldrig sket derhjemme;)

Stor tak til dig Pernille, og du får vores allerbedste anbefalinger:-)

Mvh. Nadja, Thomas og Valentin

ÓLUVA VANG 21/8-2013
Kære forældre.

Vores datter Fríða har været i dagpleje hos Pernille i 10 måneder.

Vores datter kom i Pernilles dagpleje pga. lang venteliste til institution. Men når vi blev tilbudt institutionsplads, var vi slet ikke i tvivl – vi sagde nej tak. Vores datter stortrivedes nemlig hos Pernille, og vi valgte derfor at udskyde hendes start i vuggestue.

Vores datter blev meget glad for Pernille, og Pernilles dagpleje har været det helt rigtige for vores datter og os som forældre. Pernille har givet vores datter den bedste start på en hverdag, mens mor og far er på arbejde.

Vores datter fik et smil på læberne hver morgen, når vi gik op ad trapperne til Pernilles dør, hvilket var meget tilfredsstillende for os som forældre. Og når vi skulle hente vores datter, skete det ofte at vores datter ville have os med ind til Pernille, så legen kunne fortsætte :-)

Pernille er en af de mest positive, glade og nærværende personer vi kender. Pernille har en skøn familie, som Fríða også blev meget glad for. Desuden er Pernille initiativrig, og hun er med til at give dit barn en hverdag med masser af spændende oplevelser. Børnene kommer på rigtig mange forskellige ture – Bondegården, Capella Play, Naturcenteret, Tivoli, Zoo logisk Have, legepladser mm.

Pernille er rigtig god til at aflæse børnenes behov, dvs. hvornår der kan være lidt sjov og spas på programmet, og når der er behov for en rolig og hyggelig dag hjemme hos Pernille. Pernilles dejlige hjem er rammen om en velfungerende dagpleje med masser af spændende legetøj, bøger og musik.

Hun er dybt engageret i dit barns trivsel og udvikling i alle henseender. Tryghed og omsorg er noget, som de små poder får masser af hos Pernille.

Pernille er bare FANTASTISK! Vi føler os utrolig heldige og privilegerede, at vores datter kom i Pernilles dagpleje. Pernille får vores allerbedste anbefaling!

Mange hilsner
Fríða, Óluva & Eirik

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben

Mere i private børnepassere