Så er det vinterferie! Selvom det ikke bliver en vinterferie som vi kender den med massevis af arrangementer ude i byen og samvær med venner og familie, kan vi stadig få det bedste ud af tiden derhjemme og i naturen - vi guider her til en anderledes, men hyggelig vinterferie!

Hvad skal vi lave i vinterferien? 

Udendørs sjov for hele familien
Virtuelt besøg på byens museer
En tur i teatret derhjemme
Kreativ udfoldelse for store og små
Kvalitetstid i køkkenet
Hjemmeunderholdning

Udendørs sjov for hele familien

Tag på vandretur i byen
Vidste du, at der er mange gode vandreruter i og omkring København, der egner sig rigtig godt til hele familien? Der er garanti for frisk luft, nye indtryk og masser af kvalitetstid. 

LÆS OGSÅ: 10 gode vandreruter for børnefamilier i Danmark

Disc golf i Valbyparken
Alle kan være med, og det er vildt sjovt! Reglerne er stort set de samme som i golf, men i stedet for at skyde til en kugle med en kølle, kaster I med frisbee! Der er frisk luft og god plads i Valbyparken, så spillet nemt kan klares med god afstand. 

En tur på kælkebakken
Hvis vi er så heldige at få sne her i vinterferien, er det oplagt at slippe børnene løs på en kælk. Op og ned af bakkerne giver gode røde kinder og gang i pulsen, mens I har det sjovt.

Copenhagen Light Festival 2021
Oplev lidt tiltrængt lys i mørket med en tur rundt i byen. Lysfestivalen har nemlig spredt hele 30 værker over primært Indre By. Og vi guider selvfølgelig til 10 af de mest børnevenlige!

Know Your 'Bro
Vil I gerne vide mere om jeres egen bydel - eller måske en af de andre broer - kan I hoppe ind på knowyourbro.dk, og finde fortællinger til jeres gåtur rundt i byen. På Nørrebro er der også en sjov quiz for de 8-12-årige - det hele er helt gratis!

Madbillet til Torvehallerne
Når I alligevel bevæger jer rundt i byen, bør I sørge for at lægge vejen forbi Torvehallerne, der i anledning af vinterferien har lavet en madbillet. For 100 kr. kan en voksen fra husstanden hente lækre forfriskninger fra hele 11 madboder, som I sammen kan hygge med derhjemme. 

Fang Kongens Dyr i Fredensborg
I 1700-tallet byggede Frederik IV et menageri i Fredensborg Slotshave, men nu er de vilde og eksotiske dyr sluppet løs og har gemt sig rundt omkring i byen. Hent Woop-appen, og hjælp med at fange Kongens dyr!

Vintersjow i Roskilde Drive In Bio
Pak familien ud i bilen, og sæt kurs mod Roskilde! I den populære drive in bio kan I nemlig opleve et vaskeægte vintersjow med sjov og ballade, der vil underholde både store og små. 

På ski på CopenHill
Er der ikke sne nok til en tur på kælkebakken, kan I heldigvis stadig lege, at I er på skiferie! CopenHill holder nemlig åbent, og her kan I stå på ski, kælke, vandre og lege - uanset hvordan vejret arter sig. 

Tip! Med Børn i byen Klubben får du 10%

Ridetur i smukke omgivelser
Snup en guidet ridetur med Amager Ridetur, og få en dejlig og anderledes oplevelse sammen med dit barn. Der er stadig ledige tider i vinterferien!

LÆS OGSÅ: De 5 rideture for store og små

Familiespa
Få lidt luksus og spa-følelse ind i vinterferien med skønne oplevelser med sauna, hottub og vinterbadning. Der er garanti for velvære, hygge og masser af kvalitetstid. 

Tivolis bogstavjagt
Vi kan desværre ikke komme i Tivoli i ferien, men som et plaster på såret, har de lavet en bogstavjagt, hvor I skal finde frem til en hemmelig sætning, der gemmer sig blandt bogstaverne på plakater, der er hængt op rundt om Tivoli. Når I finder frem til den hemmelige sætning, deltager I i lodtrækningen om et guldkort til Tivoli. 

Lej mountainbikes
Skal ferien byde på et højt aktivitetsniveau, kan du udfordre familien i en gang mountainbike i smukke omgivelser i Hareskoven! Der er helt styr på ensretning, og alt fra indtjektning til to-go-café foregår udendørs. I må maks være 4 i en gruppe. 

Troldejagt og glemte kæmper
Hvis feriens lange gåture skal krydres med lidt spænding, kan I med fordel tage en lille skattejagt, hvor I leder efter de trolde og kæmper, som Thomas Dambo har gemt over hele landet. 

Ordjagt ved Nivaagaards Malerisamling
Selvom museet holder lukket, er der stadig god grund til at tage familien med til Nivaagaards Malerisamling. I parken har de nemlig et reservat for truede ord, hvor I kan gå på en sjov ordjagt i de flotte omgivelser.

Hundestedspillet
Tag på en spændende rejse ind i Knud Rasmussens polarunivers, hvor I skal hjælpe den berømte forsker med at skaffe proviant og mandskab til en vigtig ekspedition. Find frem til de 7 poster, der er spredt over hele byen, og tast jeres resultater ind på hundestedspillet.dk. 

Naturbingo
Sebra har lavet bingoplader, som I kan printe og bruge ude i naturen. Så skal der nemlig findes træstubbe, tissemyrer og fuglehuse, for at få en række, to rækker eller fuld plade! Husk at sørge for et par præmier til vinderne!  

De Sjællandske Alper
Gå en tur i den friske luft i ”De Sjællandske Alper”. Brorfelde Observatoriet har lavet en gratis lydguide, der giver en ekstra dimension til gåturen. Lydfortællingen, som findes på den gratis app, Geotourist, kan downloades via App Store og Google Play. 

Udendørs kunst i børnehøjde 
Tag familien med ud under åben himmel, og få frisk luft i kinderne, mens I kigger på kunst i smukke naturomgivelser. Tjek vores guide!

Naturlegepladser
På naturlegepladser er der ofte lidt mere plads at boltre sig på - og dermed også bedre mulighed for at holde afstand til andre. 

LÆS OGSÅ: Den store naturguide - gør udelivet sjovere for ungerne

Virtuelt besøg på byens museer

Glyptoteket
På Glyptotekets YouTube-kanal kan I se en masse sjove videoer - blandt andet serien "Stefan og statuerne", hvor Stefan fortæller om museets statuer, hvordan de er lavet og en masse andet sjovt i børnehøjde. 

Experimentarium
Følg med på Experimentariums nye YouTube-kanal Zoom, hvor der bliver eksperimenteret med nogle af livets helt store spørgsmål. Hvorfor er himlen blå og dit blod rødt? Med værten Emilie Schultz-Knudsen i spidsen, bliver alle forhåbentligt klogere. 

Dansk Arkitektur Center
Gå på opdagelse i den anmelderroste Bjarke Ingels-udstilling "Formgiving" i Virtual Reality! Med mere end 70 BIG-projekter fra hele verden, oplever I BIGs grænseløse kreativitet, og hvordan tegnestuen lige nu giver form til din fremtid.

Frederiksborg Slot
Ved hjælp af piletaster og touch-funktioner kan I navigere rundt i mere end 50 tilgængelige stuer og pragtrum på Frederiksborg Slot! Tag for eksempel på jagt efter portrætter, mens I lytter til interessante fortællinger fra slottet. 

Louisiana
Også Louisana viser deres fine samlinger frem via videoer og billeder, så klik forbi dem, hvis I får brug for et skud kultur i jeres vinterferie.

Statens Museum for Kunst 
SMK inviterer til kunstoplevelser i hjemmet, for deres onlinesamling er nemlig åben hver dag med udvalgte kunstskatte fra arkiverne.

ARKEN
Tag et kig forbi ARKENs store online univers, hvor det handler om at stå sammen gennem krisen, selvom vi skal holde afstand. Der er flere gratis tilbud - også for børn.

Nationalmuseet
I kan også tage en tur på Nationalmuseet og gå på opdagelse. I kan for eksempel få en guidet tur rundt i udstillingen "Stemmer fra kolonierne", hvor en omviser guider og fortæller. 

En tur i teatret derhjemme

Prinsessen på Ærten
Det Kongelige Teater har gjort det muligt at opleve pixiballetten Prinsessen på Ærten online, så I kan få oplevelsen af at komme i teatret hjemme i stuen. Den korte forestilling anbefales til børn fra 4-10 år. 

INTET
Det er også muligt at opleve Det Kongelige Teaters ungdomsopera INTET i det virtuelle Xtra-univers. Her skildres teenagerens rejse fra barndommens tryghed og uskyld til tilværelsens anarki og desperation. 

Alice i Eventyrland
Asterions Hus har lagt forestillingen Alice i Eventyrland online i 2 uger helt gratis. Det er en ny, filmet version med finurlige kostumer, betagende musik og transformerende bevægelser. Forestillingen kan ses på teatrets YouTube-kanal frem til den 2. marts. 

Kreativ udfoldelse for store og små

5 sjove krea-projekter
Vi har fundet en række anderledes idéer frem, som er oplagte at kaste jer ud i i løbet af vinterferien. I kan blandt andet male legetøjsdyr i sjove farver, lave en sej bilbane og andre sjove ting!

Nemme DIY-fastelavnskostumer
Lad ungerne selv stå for årets fastelavnskostume! Måske noget af det kan klares med ting fra kreakassen derhjemme, og ellers er Panduros webshop altid leveringsdygtig!

Kreativ med Det Kongelige Teater
På Det Kongelige Teaters Xtra-kanal har de samlet en række kreative idéer til børnene derhjemme. Lav jeres eget blodige korsridder-kostume, lav et diorama til værelset, lav tryk på stofposer, tøj eller pudebetræk og tegn med Brødrene Løvehjerte. 

Hama-perlehygge
Hos Panduro kører de med rabat på Hama-perler i forskellige størrelser de næste uger! Bestil en god portion hjem, så I er klar til en kreativ vinterferie! Smut eventuelt ind på perleeksperten Anja Takacs' Facebook-profil, og få masser af inspiration til at hygge med ungerne med de fineste perleplader.

Strik til dit barn
Mangler du selv et lille krea-projekt til de mange hjemmetimer i løbet af ferien, så kig forbi vores guide, hvor der er god inspiration at hente - både til dit næste projekt, og til dig, der er helt nybegynder. 

Tegn udenfor stregerne
Museum Jorn guider ungerne ind i kunsteren Asger Jorns verden, og viser dem, hvordan de kan skabe flot kunst ved at tegne udenfor stregerne.

Gør klar til jeres egen fastelavnsfest
Der er ikke meget tøndeslagning og udklædningskonkurrence at komme efter i år, så fastelavnsfesten må holdes derhjemme! Med Panduro kan I komme godt igang med DIY pynt i lange baner!

Popsi og Krelle-malebog
Print jeres egne Popsi og Krelle-tegninger, som I kan tegne videre på og farvelægge derhjemme - alle motiverne ligger til gratis download hos Mig og familien.

Sjov med genbrugsmaterialer
På Facebook deler Kreafar og hans kreateam ud af skøre og skæve kunstværker, børnene kan kaste sig ud i med ting, de finder i og omkring hjemmet. 

DIY fastelavnsris
Ingen fastelavn uden et fastelavnsris, der er smukt pyntet til den hyggelige højtid! Vi guider selvføgelig til, hvordan I laver jeres helt eget fastelavnsris!

Kvalitetstid i køkkenet

Lækre opskrifter

Gammeldags fastelavnsboller
Meyers fastelavnsboller
Gulerodskage
Kanelsnurrer
Nemme tutti-frutti kokostoppe

LÆS OGSÅ: Sådan aktiverer du dit barn i køkkenet

Vinterferie hos Halifax
Orker I ikke selv at stå for aftensmaden efter at have bagt hele dagen, er det heldigt, at Halifax i forbindelse med vinterferien har et tilbud, hvor I kan få en børnemenu som takeaway for bare 49 kr. - vælg selv, om den skal være med byg-selv-burger eller luksus nuggets og med fritter eller mos. 

Tip! Med Børn i byen Klubben får du yderligere 15% rabat - bare ring til restauranten og bestil, eller duk op, så du kan vise dit medlemskort. 

Hjemmeunderholdning

Hjemmebiograf
Se film sammen om eftermiddagen, når hjemmeskolen og hjemmearbejdet er pakket væk. Vi har forskellige guides til forskellige aldersgrupper, så I enten kan kaste jer over animationsfilm, der er egnet for alle, eller eventyrlige familiefilm fra 7 år og op. Har I allerede abonnement til de forskellige streamingtjenester og popcorn i køkkenskabet, føles det helt gratis. 

Vinterferielæsning
Kom ned i gear med lidt ny læsning, der er tilpasset dit barns alder. Vi guider til bøger, der egner sig godt til en vinterferie derhjemme til de 2-6-årige, de 6-10-årige og de 9-13-årige. Der skulle være noget til enhver smag, så du nemt kan finde noget, der kan bruges. 

Amager Børnemusikfestival
Normalt byder vinterferien på et væld af fede koncerter for hele familien i Kulturhuset Islands Brygge - men i år er festivalen gået online! Følg med i de mange koncerter fra mandag til fredag, når der sendes live på Facebook. Der er desuden daglige krea-videoer med kunster Maria Lau Krogh.

Børnebiffen
Nyd den digitale udgave af de allerbedste børnefilm hjemme i stuen. Da Cinematekets Børnebiffen først åbner igen den 6. juni, kan I nu se et udvalg af filmene online, ganske GRATIS! 

Online JazzBio
Gennem 7 afsnit kan ungerne møde bien Bob, der forelsker sig i prinsessen Bibi, mens han ivrigt forsøger at lære at danse til jazz spillet af Aarhus Jazz Orchestra. Udover at være spækket med sange, som børnene kan synge med på, vil musikere fra Aarhus Jazz Orchestra også fortælle om deres instrumenter, og Carl Quist-Møller viser blandt andet, hvordan man kan tegne flip-flop tegninger og meget mere.

 

Hvornår er det vinterferie? 
I Københavns Kommune holder skolerne vinterferie i uge 7, men i nogle kommuner er det først i uge 8. Forhør dig hos dit barns skole, hvis du er i tvivl. 

LÆS OGSÅ...

Byens bedste fastelavnsboller

Byens bedste varme kakao to-go

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.

 

Fotos: 1) Adobe Stock 2) CopenHot.com pressefoto 3) Fransk og dansk skulptur 0090 photo Ana Cecilia Gonzalez © Ny Carlsberg Glyptotek 4) 'Prinsessen på Ærten', Det Kongelige Teater, Foto: Henrik Stenberg 5) Matthew Oliver Weddings 6) Emily Salomon 7) Stephanie Mielnicki