Børn i byen har være inde og se Ole Lund Kirkegaards klassiker "Orla Frøsnapper" på Frilandsmuseet.

Da den første replik blev sagt, nåede jeg lige at tænke: "Åh nej, skal jeg nu sidde til en hel forestilling, hvor alle replikker bliver sagt med overdreven artikulation  a la 'Nu laver vi børneteater, så nu må vi hellere tale meget langsomt og t-y-d-e-l-i-g-t!'"

Men sådan gik det heldigvis ikke, for Orla Frøsnapper på Frilandsmuseet i Lyngby viste sig at være godt selskab for både børn og voksne.

Med en tidsramme på kun én time, var det en helt perfekt længde til spilopper i indskolings-alderen.

Sjovt, skægt & spændende

Min egen medanmelder starter først i skole til sommer og sad på mit skød under hele forestillingen. For han er altså lidt uhyggelig ham Orla. Men også ret skæg. Da jeg efter forestillingen spurgte hende, hvad det sjoveste havde været, svarede hun uden tøven: "Da Orla fik smæk af smeden!" 

Hvor politisk ukorrekt det end er i vore dage, er der nu altså noget sjovt over det, når den skrækindjagende, store bølle får tæsk af den endnu større smed.

Bortset fra den lille detalje med at afstraffe andre folks børn og unge mennesker med en god gammeldags endefuld, var Orla, og den lille by han bor i, på fin vis flyttet ind i år 2018.

Vellykket modernisering

En af de indledende sætninger, som mange sikkert husker fra bogen lyder: "Når man ser vores by på et billede eller et fotografi, så ser den ganske pæn ud. (...) Men der er bare det ved det, at man ikke kan se bøllerne på de der billeder."

På Frilandsmuseet indleder forestillingens fortæller og hovedperson, som i øvrigt er forvandlet til en pige, selvfølgelig med at fortælle, at man slet ikke kan se bøllerne, når man sidder og kigger på hendes by på Youtube.

Byen betegnes også som en "udkantsby", der er "bling-bling" i skatten, som Orla forsøger at grave op i smedens hønsegård og Orla råber "Wallah" ganske ofte, når han er overrasket eller imponeret over noget.

Alle de små justeringer er nok meget godt givet ud. Man opdager i hvert fald hurtigt, at man er omgivet af kritiske børn anno 2018 og ikke frisindede 70'er-børn, når Orla første gang begynder at bappe på sin smøg. "Du får kræft af det der!" lyder tilråbet prompte fra salen.

Og sådan har så meget ændret sig i tidernes løb. Og en hel masse har alligevel ikke. Orla Frøsnapper er i hvert fald stadig sjov. Det syntes hele salen med børn tydeligvis, da jeg overværede forestillingen.

Uklar modtagelse

Alt i alt fungerede Orla Frøsnapper rigtigt godt på Frilandsmuseet. Når jeg ikke giver 5 stjerner, handler det i virkeligheden mest om, at omgivelserne ikke helt levede op til den fine forestilling.

Der kunne godt være et lille halvtag eller andet, man kan stå i læ under, hvis regnen styrter ned.

"Kom i god tid" blev det understreget, da vi købte billetter. Man da vi mødte op i god tid (i vores tilfælde en halv time før start) blev vi mødt af et skilt, hvor der stod, at vi først kunne komme ind i salen 10-15 minutter før forestillingens start. Vi så dagens første forestilling.

Da den var slut, stod en flok skoleklasser og ventede på den næste forestilling uden for en lukket gitter-port. De kunne ikke komme ind til skiltet, hvor der stod, at de først kunne komme ind i salen senere. Skiltet med "Teater denne vej" var væltet og flere spurgte mig, om vi var det rette sted. Alt i alt følte vi os ikke specielt godt modtaget, da vi ankom til den ellers fine forestilling. 

Børn i byen giver 4 ud af 5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️ til Orla Frøsnapper på Frilandsmuseet

Forestillingen spiller fra d. 20. september - 14. oktober, køb billetter her.