Frisk luft og jord under neglene er den perfekte forårsaktivitet for både store og små. Smut i haven, i gården eller ud på altanen, og gør klar til årets udesæson med grønne lækkerier, I kan klikke hjem online.

DET KAN I PLANTE I MARTS OG APRIL

Blomster

Da der stadig er risiko for nattefrost, bør I overveje, hvilke blomster I planter i jord og potter. Heldigvis er der mange fine, der sagtens tåler lidt kulde om natten, og som tilmed er ret hårdføre, og ofte kommer igen år efter år. Giv for eksempel jeres uderum lidt fest og farver med fine hornvioler, stedmoderblomster, forglemmigejer, bellisser eller primulaer. 

Frugt og grønt

Lav jeres egen køkkenhave, så I i løbet af sommeren kan nyde hjemmedyrkede grøntsager og friske frugter. Lad ungerne lægge kartofler, så gulerødder og ærter, og måske plante et æbletræ eller en frugtbusk. Det er så hyggeligt at følge med i de voksende spirer og planter, og endnu hyggeligere at nyde lækkerierne til sidst!

Krydderurter

Drømmer I om at kunne smage jeres mad til med krydderurter, I henter lige uden for døren, er det en god idé at starte med nogle hårdføre nogle af slagsen, så de ikke går ud, og I mister gejsten. Prøv for eksempel lykken med lidt oregano til pizzaen, purløg til æggemaden, rosmarin til kartoflerne, timian til kyllingen eller citronmelisse til desserten.

GIV BØRNENE DERES EGET OMRÅDE

I haven

Har I jeres egen have, er det nemt at dele et lille stykke jord mellem børnene. I kan eventuelt sætte et stykke snor op, så der er fuldstændig styr på, hvem der er gartner hvor. Lad dem selv vælge, hvad de vil så og plante, og så står de selvfølgelig også selv for vanding, lugning og så videre. 

På altanen

Har I ingen have, men stadig børn med grønne fingre, kan de få hver deres krukke eller altankasse. Samme regler gælder som i haven - de bestemmer selv indholdet, og står selv for at holde liv i planterne og høste lækkerierne til sidst, hvis frugterne skal spises eller blomsterne plukkes. 

I vindueskarmen

Har I ikke noget uderum i jeres bolig, behøver det ikke at holde ungerne fra at lege gartner. Med en lille potte eller æggebakke i vindueskarmen, kan de stadig få lov at følge planternes udvikling fra frø til spire, og senere fuldvoksen plante. Det er også et godt sted at starte, hvis I har have, men nattefrosten holder jer fra at dyrke jeres ønskede planter - start indenfor i vindueskarmen!

GØR NOGET UD AF INDRETNINGEN

Ventetiden kan være lang, når først frøene er sået og vandet, og børnene bare gerne vil have flotte blomster og saftige ærter NU. Brug eventuelt en del af tiden på at indrette haven eller altanen, så der er klar til masser af hyggestunder i løbet af foråret og sommeren. Børnene kan hjælpe til med at male havemøbler, hænge lyskæder op, vælge (eller sy) flotte puder og hynder - et hyggeligt projekt, som hele familien vil sætte pris på gennem udesæsonen. 

HER KAN I SHOPPE ONLINE

Der er rig mulighed for at bestille det, I skal bruge online - tjek for eksempel følgende butikker, der alle har et bredt udvalg:

Plantorama
Hos Plantorama bestiller du online, de pakker, og du henter. Der er 11 havecentre fordelt over hele landet, så der er sikkert et i nærheden. 

Greenify
Hos Greenify tilbyder de levering i hele Storkøbenhavn, samt mulighed for at hente ordrer i butikken på Amager.

Plantetorvet
Hos Plantetorvet finder du Danmarks største online havecenter, som anvender selvstændige fragtmænd til levering i hele landet. 

Webplanteskolen
Hos Webplanteskolen bliver ordrer leveret i egen bil på hele Sjælland. 

Tip! Når du køber blomster og planter i øjeblikket, gør du miljøet en stor tjeneste. De danske gartnerier, der normalt sender millioner af danske blomster ud i Europa, har et kæmpe overskudslager på grund af Corona-krisen og de mange lukkede grænser. Så husk at købe lidt ekstra planter, blomster og frø, så de ikke bliver smidt ud.

 

Fotos: 1) Caroline Meldgaard 2) Anna Earl on Unsplash 3) Artur Aleksanian on Unsplash 4) Kelly Sikkema on Unsplash