Det er utroligt, hvor meget man kan opleve med et par eksotiske overnatninger i Danmark. Sofie tog sin 5-årige søn Birk med på savannen, i junglen og under vandet i efterårsferien. Læs om deres oplevelser her. 

OBS: I øjeblikket holder overnatningsstederne selvfølgelig lukket, men der er ikke noget, der holder jer fra at planlægge en spændende og børnevenlig ferie, som I kan nyde sammen når landet forhåbentligt snart åbner lidt igen. 

3 sjove overnatninger i Danmark

Ree Park og Safari
Randers Regnskov
Kattegatcentret

HVAD OPLEVEDE I UNDER OPHOLDET?

Min yngste søn og jeg satte os for at se, hvordan vi kunne få en særlig oplevelse under efterårsferien, og blev opmærksomme på alle de fantastiske steder, der har særlige overnatningstilbud. Så vi har sovet blandt vilde dyr fra Afrika i Ree Park, har overnattet i regnskoven i Randers Regnskov, og har tilbragt en nat med at sove under hajer i Kattegatcentret - alt sammen inden for en radius af under 60 km. 

HVORDAN TOG BØRNENE IMOD DET?

Det var kun min ene søn, Birk på 5 år, der var med - og han snakker stadig om det. Det var intet mindre end en fantastisk oplevelse, hvor vi begger føler, at vi rent fakstik har været ude at rejse. Han omtaler det som at vi har været på savannen, i junglen og under vandet, så oplevelsen for ham har været helt unik i en tid, hvor hverdagen har det med at blive lidt ens. 

HVAD HAR I FÅET UD AF DET SOM FAMILIE?

Oplevelser skaber mennesker - og skaber sammenhold. Ingen tvivl om det. Det er oplevelser som disse, hvor man går på opdagelse i det "ukendte", at magien opstår. Min fornemmelse var, at alle de andre familier også havde en ret unik oplevelse sammen som familier. Min søn og jeg har nu noget helt særligt, som vi har været fælles om, og som vi refererer til med samtaler á la "kan du huske, da vi sov under hajerne?" eller "kan du huske, da gnuerne larmede under vores hyte midt om natten på svannen?"

VIL DU MENE, AT I HAR FÅET MERE UD AF OVERNATNINGERNE PÅ DE SÆRLIGE STEDER, END FOR EKSEMPEL EN TUR I SOMMERHUS? VAR DET PENGENE VÆRD?

Uden tvivl! Det er klart, at hvis du er en familie på 5, så bliver det i den dyre ende med overnatningerne i Kattegatcentret og i Randers Regnskov, men oplevelsen er til gengæld også så unik, at det uden tvivl er værd at overveje som en del af din næste ferie. 

 

Læs mere

Sofie Hvitved på 44 år er medejer af Luksus.land, hvor du kan læse en længere beskrivelse af opholdene.

 

Fotos: 1-2) Ree Park, Sofie Hvitved 3-4) Randers Regnskov, Sofie Hvitved 5-6) Kattegatcentret, Sofie Hvitved 7-8) Ree Park, Sofie Hvitved