Shane Brox' nye udstilling "Monster - Stygge skabninger med store følelser" i Christiansborgs slotsruiner lægger op til, at børn og voksne kan tale sammen om følelser, når de på udstillingen møder 12 monstre, som hver især symboliserer en grundfølelse. Udstillingen kan besøges helt frem til den 19. juni.

En udstilling for både børn og voksne

For multikunstneren Shane Brox er det vigtigt, at børn og voksne kan mødes om noget fælles, og hans nye udstilling på Christiansborg er ingen undtagelse. 

"Alle de ting jeg laver, selvom det måske udadtil henvender sig til børn, handler om at skabe et rum, hvor børn og voksne kan tale, gå på opdagelse og lege sammen", siger han, da Børn i byen møder ham under de sidste forberedelser, inden åbningen af udstillingen. 

Det er snart tre år siden, Shane Brox blev spurgt, om han ville lave en udstilling i de mørke ruiner under Christiansborg. Det eneste han kunne tænke på, da han gik i de dystre, historiske rammer under borgen, var monstre, trolde og nisser, og det blev startskuddet til udstillingen "Monster - stygge skabninger med store følelser".

Kærlighed kan skabe monstre

Fra man træder ind i ruinerne, emmer udstillingen af historie, fantasi og spænding. Det første rum, som i gamle dage var Absalons Borg, trækker linjer tilbage til middelalderen, og monstre i alle afskygninger tager afsæt i netop denne tidsperiode. Her finder du blandt andet kærlighedens monster, et rødt væsen med hugtænder og sugekopper. Vi stopper op og snakker om, hvorfor kærlighed også kan vise sig som et monster. 

"Kærligheden kan blive et monster, hvis den bliver besidderisk og man higer efter den. Glæde er også et monster, hvis den bliver overgearet og er påtaget," siger Shane Brox. 

Selvom glæde og kærlighed er positive ting, kan det blive til monstre, hvis man er uærlig om sine følelser. Det er okay at være både glad, vred eller ked af det, men man må lære at kommunikere om sine følelser på en konstruktiv måde, hvis de ikke skal blive til monstre, fortæller Shane Brox. 

Lær at tale om svære følelser

Som vi vandrer videre fra monster til monster, snakker vi om de følelser, som udstillingen beskriver. Inden vi bevæger os ind i det næste rum, som omkring renæssancen var Københavns Slot, møder vi mellem de to lokaler en historisk fortælling om de monstre, som udstillingen tager udgangspunkt i. Vi går videre ind i det næste rum, som huser flere monstre og følelser. Et monster bygget af genbrugsbamser og andre farvestrålende materialer møder os; det er glædens monster. Vi går videre og støder på frygtens monster, omringet af fluer som med lydinstallationer af en fluesværm vækker vores sanser endnu mere. Netop frygt var med til at skabe ideen om en udstilling med fokus på følelser.

"Børn i dag hører og ser meget mere, end jeg gjorde. De danner rigtig mange billeder i deres hoveder og har rigtig meget at være bange for. Klimaangst, coronapandemien, angsten for terror. Det er også monstre, som bliver skabt i børnenes hoveder," siger Shane Brox. 

"Jeg synes, det er vigtigt, at børn lærer at tale og fortælle om følelser," siger Shane Brox. 

Forhåbningen og målet med udstillingen er, at man gennem et rum som både indeholder sjov, skævhed, uhygge og seriøsitet, kan få børn og voksne til at mødes i en snak om følelser. 

"Jeg tænker, der skal være et rum til at være ærlige og tale om ting, der er svært. Hvis jeg får sat ord på følelser, som vrede og ensomhed, så går følelsen meget nemmere væk."

Vi forlader Christiansborg og udstillingen med en god følelse i maven, og med en klar fornemmelse af, at udstillingen kan være med til at skabe dialog børn og voksne imellem.

Thorkild JensenFakta om udstillingen og Shane Brox: 

Hvornår: Udstillingen kan opleves fra d. 9. februar til den 19. juni 2022.

Hvor: Ruinerne, Indre Slotsgård, 1218, København K 

Hvem: Udstillingen kan ses af alle, men henvender sig primært til børn mellem 5 og 10 år og deres voksne

Pris: Gratis for børn under 18 år. Voksne 75 kr. 

Shane Brox' tidligere projekter: Shane Brox har lavet Shanes Verden på DR Ramasjang. Derudover har han blandt andet tidligere lavet en udstilling på Naturhistorisk Museum Aarhus, hvor han kreerede FN's 17 verdensmål formidlet i øjenhøjde til børn samt de voksne. Ligesom ved denne udstilling var alt skabt af genbrugsmaterialer.

Køb billet til udstillingen her.

Thorkild JensenFoto: Thorkild Jensen

LÆS OGSÅ: Den store vinterferieguide 2022