Børn i byen giver 4 ud af 5 stjerner til "Helens bog om gråd og trøst": ****


Vi kender det alle. En hjerteskærende gråd, der går gennem marv og ben – hvad kan være galt og hvordan trøster man sit barn bedst muligt? Hvordan tackler jeg gråden fra et kolikbarn eller et frustreret barn, der skal indkøres i vuggestuen? Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen giver sit bud på svarene i denne bog om gråd, som meget vel kan være din redning i en svær situation.

Bogen er kronologisk opdelt i grådens forskellige faser igennem barnets første fem år. Barnets første år er ofte omgærdet af usikkerhed og magtesløshed, for hvordan skal man tolke lille Amalies gråd? Græder hun fordi hun er træt, sulten, eller har hun ondt? Helens klare budskab er: trøst altid barnet uanset hvad. Glem alt om gamle husmoderråd som ”Du skal ikke tage hende op, hver gang hun klynker” eller ”hendes lunger bliver blot stærkere ved at få lov til at græde ind i mellem”.

I barnets andet år sker der en rivende udvikling, og denne udvikling er med til at give barnets gråd et mere frustreret præg. Det er svært at lære at gå og øve sig i at være mere selvstændig. Indkøring i vuggestue/dagpleje kan være svært, for nu skal der ske en adskillelsesproces. Derfor er det vigtigt at støtte og opmuntre sit barn så meget som muligt, så den utrygge gråd ikke tager overhånd.

I det tredje og fjerde år er konflikter en del af hverdagen. Barnet vil selv og vil have lov til at bestemme! Gråden er mere vredesbetonet og barnet kan nu bruge en masse ord til at forklare sig med. Et nej er et nej, men lad også dit barn blive hørt, så han/hun ”vinder” en konflikt indimellem. Dette var nyt for mig og helt sikkert noget, jeg vil anvende mere i min hverdag sammen med min 5årige dreng, for hvem vokser ikke, når man ind i mellem høres og anerkendes?

Du kan med fordel bruge bogen som et opslagsværk frem for at læse bogen i et stræk. Jeg kan dog anbefale alle kommende forældre at læse hele bogen fra ende til anden. Den giver nemlig et godt overblik og følelsen af at få vigtig viden om et prekært emne - for hvis der er noget, der kan gøre forældre usikre og give lavt selvværd, så er det ikke at kunne trøste sit barn eller at føle sig utilstrækkelig som forælder. Helen giver mange gode svar på konkrete problematikker, og det er disse eksempler, der løfter bogen. Når man har med børn at gøre, er der aldrig et præcist facit, og det kan sagtens være, at man om 20 år griner af Helens måde at tolke gråd på. Men jeg er fascineret af hendes anerkendende tilgang til børns gråd, og bogen har været en øjenåbner for mig på flere områder.

”Helens bog om gråd og trøst” af Helen Lyng Hansen udkom den 5. september 2012 på Gads Forlag og koster 249 kr.