Restaurant Folk i Zoo er, som navnet antyder, ikke et spisested i den komplicerede ende af menukortet. Det er folkeligt og enkelt. Og det er god lækker mad, som vores bedstemor lavede den, men lige med et moderne og velkomment indspark.

Æstetisk restaurant for børnefamilier

Hele familien har været en tur i ZOO, og vi er godt sultne efter at have gået i den smukke have et par timer. Og ikke mindst efter både at have set løverne og de tasmanske djævle tygge sig igennem store saftige stykker kød. Det er derfor med maverne fuld af forventning, at vi lader os bænke i den store smagfulde restaurant. Faktisk bliver vi overrasket over, hvor æstetisk restauranten er indrettet, da dens kernepublikum er børnefamilier. Ofte plejer denne type restauranter at være indrettet i grimme pangfarver og med alt for meget plastik samt en akustik, der gør, at man skynder sig hurtigt ud igen efter at have slugt maden. Sådan er det ikke her. Lokalet er lyst og smukt, og så er der højt til loftet. Hvert bord er smukt dekoreret med blomster, og bordene varierer fra almindelige spiseborde til høje smukke træborde, der giver et moderne barlook i den eksklusive ende.


Plads til leg

I restauranten er der et stort legeområde for de mindste, og selvom området er fyldt med småbørn, er det på ingen måde forstyrrende for os voksne. Loftet har opsat lydabsoberende plader i lyse farver, og de gør underværker!
Der er rigeligt plads mellem bordene, så man ikke sidder for tæt, men alligevel føler man sig som en del af fællesskabet med de andre gæster i en folkelig og uhøjtidelig stemning. Her er kort sagt afslappet, og børn har lov til at være børn.

Innovative børneretter og skønne klassikere med et moderne twist

Vi er 2 voksne og 4 børn. Børnene kan vælge mellem en række spændende børneretter, der hedder dyrenes madpakke, og som selv det mest kræsne barn vil kunne sætte pris på. Her kan man spise alt fra bæredygtige fiskefrikadeller til hjortespegepølse. Eller hvad med abemad, som er frugtsalat med insekter og honning fra egen biavl. Innovativt, modigt og samtidig i børnehøjde.

Vores børn er dog mest til voksenretterne, ligesom vi forældre er det. Vi voksne og vores ene dreng bestiller FOLKS gule ærter med grisebryst, sønderjysk pølse, puffede svær, syltet gulerod samt syltede sennepskorn. Det er en skøn klassiker tilsat det gode moderne twist. Og når man en sjælden gang kan finde en restaurant, der laver gule ærter helt fra bunden, så skal man prøve det. Det er mange år siden, at man havde tålmodighed til at lave den ret. Den smager skønt og luner efter en kold vinterdag ude. Særligt den sønderjyske rustikke pølse er et hit med sin grove struktur og gode røgede smag.

Avocado-smørrebrød eller bøfsandwich med masser af sovs?

To af vores andre børn kaster sig over bøfsandwich med bløde løg, friterede løgringe, syltede løg, surt, sovs og fritter. Og jo tak, der er sovs nok! Selvom vores ene dreng normalt er en smule kræsen, så er han her hoppet i med begge ben ud i den gode gammeldags sovs, der oversvømmer både sandwich og tallerken. Jeg spørger blot en enkelt gang: “Smager det godt?” hvorpå det lyder “MEGA!”, og så er han ellers tavs, indtil sidste bid er slugt og fortæret. Selv den tasmanske djævel ville have været imponeret!

bøfsandwich Avocado smørrebrød
Vores yngste datter elsker smørrebrød og avocado, og minsandten om ikke man lige netop kan kombinere dette på FOLK. Hun prøver med stor tilfredshed en mad med avocado og sennepsmayo, syltede rødløg og friteret boghvede. Hun kommenterer på den særlige delikate følelse, det er at sidde med både det cremede og bløde mødt af den fritterede boghvede. Hun ligner en lille voksen, som hun sidder der og nyder maden helt saligt. Herudover får hun Sol over ZOO. Det er modsat den bornholmske sildependant her røget makrel med confiteret æggeblomme, rå og syltet kinaradise, løg, pankoflager og hasselnødder. Ikke bare smager det godt. Den er så smukt anrettet i en stor dyb keramiktallerken og med dybsorte pankoflager, der stikker op som forrevne klipperev af havet.

LÆS OGSÅ: Sansepryl på panpan

Andre familierestauranter kan lære noget af FOLK

Vi slutter middagen af med et udvalg af lækre kager - her med et strejf fra det amerikanske køkken. For vi får både brownies toppet med karamel og Cheesecake. Vi nyder varm kakao med flødeskum og skumfiduser og the til kagerne.

Maden er kort sagt dejlig, lavet fra bunden og tilberedt med stor umage af det søde personale. Men det vi næsten nyder allermest, som de voksne, er at vi for én gangs skyld får en rar æstetisk spiseoplevelse på en restaurant med masser af småbørn. Andre familierestauranter kan i den grad lære noget af FOLK. FOLK beviser, at man både kan være folkelig og samtidig have rigtig god smag.

Læs mere om Restaurant FOLK her.

Fotos: 1 & 2: Restaurant FOLK 3, 4 & 5: Caroline Meldgaard